Corolla betyder frit oversat
”krone af blomster" (og vi skal ikke her gå længere
ind i den botaniske videnskabs udredninger). For
langt henad vejen kan man godt sige, at den helt nye
Corolla Cross er Blomsterkronen på Corolla værket,
for den er den mest familievenlige Corolla til dato.
Dermed er den også et ægte Toyota-familiemedlem i
Corolla familien, som altid har været kendetegnet
ved at være tidsrigtige biler for
gennemsnitsfamilierne.
Det var ikke i sig selv
overraskende, for allerede i december sidste år
kunne vi fortælle om den nye bil, som snart er på
markedet i Danmark. Nu har vi også været ude at køre
i den, men må indledningsvis slå fast, at
specifikationerne fra dengang var foreløbige, om end
Toyota også dengang var kilden. Faktaboksen viser,
hvordan den færdig udviklede bil er bestykket,
opgjort i tørre tal. Men resten passer stadig.
Usædvanlig komfortabel
Det mest overraskende var
imidlertid ikke bilens faktuelle performance, men
derimod den meget familievenlige konfiguration. Det
er nemlig lykkedes, at skabe en usædvanlig
komfortabel affjedring, samtidig med at bilen
sikkert og tillidsvækkende kan håndtere de op til
197 hestekræfter og det store drejningsmoment, som
hybriddrivlinen leverer.
Det er meget naturligt mest
udpræget i den firehjulstrukne version, hvilket
retfærdiggør firehjulstrækket under alle
kørselsforhold. I Danmark vil det dog næppe være den
udgave, der bliver købt flest af, for selvom Corolla
Cross kategoriseres som en SUV, lægger en frihøjde
på 16 cm ikke op til offroad kørsel. Og vil man
spænde en campingvogn bagpå, bliver man nødt til at
anskaffe en RAV4 i stedet, for Corolla’en må kun
trække 750 kg.
Stærk og økonomisk
Det kan i sig selv undre pga.
det store kraftpotentiale, men skyldes givet vis at
den helt nye 5. generations hybrid drivline er
optimeret i forhold til at levere energioptimal
kørsel med fokus på benzinøkonomien, hvilket den da
også klarer udmærket: 20 km/l er rigtig pænt for en
halvhøj bil med så mange kræfter.
Den optimerede drivline er et
stykke ingeniørkunst, der også er den foreløbige
krone på hybridværket, og nok skal medvirke til at
give Corolla fortsat succes. Hvis man inkluderer
Auris modellen, der på visse markeder fortsat hed
Corolla, har Toyota siden introduktionen af den
første Corolla i 1966 produceret og solgt flere end
50 millioner biler med det kendte navn, hvilket i
øvrigt gør den til verdens mest solgte bilmodel.
Alsidig og funktionel
Den succes vil man
naturligvis videreføre, og det skal den nye
Cross-Corolla bidrage til. En ting er
køreegenskaberne, der er helt i harmoni med bilens
øvrige egenskaber. Et andet er dens samlede funktion
og ikke mindst det alsidige funktionsniveau.
Affjedringskomforten
underbygges af glimrende styreegenskaber, hvilket
bl.a. kan tilskrives multilink baghjulsophænget. De
forholdsvis brede hjul med lavprofildæk gør deres
til også at sikre god føling med asfalten. Men om
det er helt så godt på våd vej, var der ikke
lejlighed til at prøve på de østspanske veje omkring
byen Sitges, hvor de første internationale
prøvekørsler fandt sted. I regn vil elmotoren på
baghjulene givet vis bidrage ekstra meget til såvel
vejgreb som stabilitet.
Firehjulstræk koster
På de tørre veje var der
ingen nævneværdig forskel at spore på
køreegenskaberne. Og da den bageste elmotorer
udløser en merpris på rundt regnet 1000 kroner pr.
hestekraft, er det for de fleste nok mere
fordelagtigt at bruge de 40.000 kroner på at løfte
udstyrsniveauet fra basisudstyret ”Active” til
”Style Comfort”.
Den nye drivline fylder en
del i maskinrummet og derfor er frontpartiet
forholdsvis langt, sammenlignet med C-HR, som Toyota
gerne selv sammenligner Corolla Cross med, selvom
den egentlig nærmere er placeret mellem Yaris Cross
og RAV4 (men indrømmet, da er størrelsesspringet
nedad større end opad). Kabinepladsen er OK, men
ikke skelsættende i klassen, og det samme kan siges
om bagagerummet.
Udstyrsvalg
Og så har Toyota øjensynlig
truffet nogle valg med henblik på at holde prisen i
ave. Eksempelvis er der ikke justerbart
bagagerumsgulv og head-up display. Omvendt får man i
Active udgaven til 365.000 kroner både 17” alufælge
og 10,25” berøringsskærm samt 2 zone klimaanlæg,
bakkamera, elruder for og bag, intelligent adaptiv
fartpilot med kø funktion, LED forlygter med
fjernlysassistent, ratvarme såvel som sædevarme,
regnsensor og lyssensor. Dertil kommer 3. Generation
af Toyota Safety Sense, som bl.a. omfatter
vognbaneassistent med aktiv styring, genkendelse af
modkørende biler, skiltegenkendelse og meget mere.
Oven i det kan lægges, at
hybridteknikken inkluderer automatgear og at Toyotas
unikke garantiordning, Toyota Relax, med et årligt
besøg på et Toyota værksted forlænger den 3-årige
fabriksgaranti op til 11 år minus en dag. Også
Toyota Smart Connect med integreret LIVE navigation
med aktuel trafikopdatering, ”over the air”
systemopdateringer samt trådløs Apple Carplay og
Android Auto er gratis i 4 år – mange konkurrenter
tilbyder lignende opkobling i blot 1-2 år.
Beskeden merpris for mere
udstyr
Lægger man 20.000 kroner
oveni, får man bl.a. 18” alufælge, mørktonede ruder
bag, nøglefri betjening, tagræling og trådløs
opladning af mobiltelefoner der kan. Og yderligere
20.000 giver i tilgift advarsel mod bagfra kommende
og tværgående trafik, elektrisk bagklap og
p-sensorer med bremse effekt både for og bag.
Topudstyret inkluderer bl.a.
elektrisk indstilleligt førersæde, læderindtræk, JBL
lyd og panorama glastag. Men da er prisen også
steget til 455.000 kroner. Uden 4-hjulstræk, vel at
mærke.
|