Den nye Renault Mégane E-TECH
Electric, som lander i Danmark sidst i april/først i
maj og vil kunne leveres først på efteråret, er ikke
blot en velkomponeret moderne elbil med fine
køreegenskaber og et passende design. Den inkluderer
også opfindsomme løsninger med stor virkning.
Således har man skabt en
såkaldt Cocoon Effect skum isolering af undervogn og
batteri, som det ses på visse premium bilmodeller.
Foruden den isolerende effekt er materialet stærkt
lydabsorberende, det er dets primære formål, og
resultatet er blevet et lydbillede, som er hidtil
uset i kompaktbil klassen. Det er i sig selv ret
genialt, fordi en meget stor del af støjen i en bil
skabes af dæk, hjulophæng og ikke mindst vindens
passage under vognbunden, skærmkasser osv.
Lav og rummelig
Rummeligheden i kabinen er
opnået i kraft af det tynde batteri på bare 11 cm
tykkelse. Det har muliggjort en højde på 150 cm. Men
indstigningsforholdene kunne godt nok være bedre,
man skal ganske enkelt bukke sig en del for at komme
på plads i sæderne. Men når man først er indenfor,
er pladsforholdene gode, også med mulighed for på
bagsædet at få fødderne ind under forsæderne –
forudsat forsæderne ikke er indstillet i laveste
position og bagsæde passagerernes sko er for høje…
Med sine blot 4,21 com længde
er Mégane Electric væsentlig kortere end den
konventionelle Mégane som er 4,36 meter lang i
hatchback versionen og 4,63 meter i Sport Tourer
udgaven. Det giver god mening, for elbiler er endnu
bedst egnede til bykørsel, hvor også forureningen af
nærmiljøet er minimal og dér betyder størrelse også
temmelig meget, hvis man skal sikre sig en plads i
trafikken.
Vægtfordelen
Fordelen er desuden den lange
rækkevidde, som bl.a. er opnået ved at holde vægten
nede. Mégane Electric er i øvrigt 9 cm lavere end
den konventionelle Mégane og trods hatchback
profilen er den forbavsende aerodynamisk – og
vindstøjen henover bilen er også beskeden.
I disse tider er det ikke
uvæsentligt at konstatere, at Mégane Electric er
bygget i Europa og størstedelen af materialerne også
stammer herfra. I sagens natur er det også det
europæiske publikum, der har været fokus på i
udviklingen af bilen.
Android/Google samarbejde
Det ses også i den anvendte
infotainment teknologi, hvor bilen kan håndtere især
Google systemerne baseret på Android Automotive OS.
Med fx Google Maps aktiveret og den ønskede rute er
accepteret vil opladningspunkter på længere ture
være en del af systemets ruteforslag. Følger man
det, vil varmepumpen, som foruden kabinevarmen også
regulerer batteriets temperatur, på forhånd tilpasse
temperaturen med henblik på hurtigst mulig
opladning, så batteriet er klart dertil, når man
sætter ledningen i.
Bilen er også fremtidssikret
til at håndtere vehicle-to-grid teknologi som
Renault-Nissan alliancen har udviklet, men som de
nationale elektriske netværk endnu ikke er klar til.
Systemet går ud på, at man fx på sin bopæl kan lagre
strøm på bilen, når netværket ikke er belastet, og
siden leverer strøm tilbage til eksempelvis
husholdningen eller netværket i de perioder, hvor
forbruget af elektricitet er stort og priserne
tilsvarende høje.
Meget udstyr
Udstyrsmæssigt inkluderes
viften af kørehjælpemidler og bilen har fået sin
helt egen lyssignatur fortil såvel som bagpå. Der er
tale om fuld LED, men den del havde vi i sagens
natur ikke mulighed for at prøve ifm. dagslys-testen
på vejene nord for Malaga i Sydspanien.
En elegant feature er
dørgrebene, der under kørslen er i plan med
dørsiderne og åbner, når man skal stige ud eller
omvendt nærmer sig den aflåste bil udefra med nøglen
i lommen. Siden modtages man med en velkomst hilsen
fra instrumentbordet, som i sig selv er et stort
næsten sammenhængende sæt af meget skarpe og klare
skærme. I princippet to hovedskærme på tilsammen 24”
i en L-form, hvor ”L’et” er sat på hovedet. Skærmene
er på hhv. 12,3” og 12”.
Skærmene er
anti-refleks-coatet og derved har man kunne undgå
solafskærmning. Selv i den lavtstående, strålende
sol under testkørslerne fik solen aldrig lov til at
forstyrre skærmenes klarhed. Bakspejlet i den
prøvekørte bil var af skærmtypen, der viser hvad et
kamera bag på bilen ser. Vil man undgå det, vipper
man på palen under spejlet og så er det forvandlet
til et traditionelt 3-dimensionelt bakspejl.
|