- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Kørt kort: Peugeot 308 (plug-in Hybrid)

Elegant og alsidig mellemklassebil


Af Søren Clauding – 8. februar 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange bilejere stiller i denne tid spørgsmålet: Skal den næste nye bil være elektrisk, skal den være en plug-in hybrid, eller er det klogest fortsat at køre på benzin eller dieselolie? Svaret er nok for de allerfleste, at det klogeste fortsat er, at vælge en bil til ens kørselsbehov og budget. Fordelen ved den helt nye Peugeot 308 er da, at den i det store hele kan købes med en hvilken som helst drivline.

 

Sådan da, for den fuldt elektriske version kommer først i 2023, og den selvopladende hybrid er endnu ikke bekræftet. Men de grundliggende udgaver er her fra starten: Benzin, diesel – eller plug-in. Modigt i øvrigt og absolut miljørelevant, at Peugeot fortsat tilbyder dieselbiler. Om markedet så forstår fordelen ved dieselbiler (eller ønsker at betale den afgift, der for tiden er gældende på baggrund af politiske beslutninger), er en anden historie.

 

Ligestillede priser

For den nye Peugeot 308’s vedkommende er det da heller ikke uden betydning, at prissætningen er noget anderledes end man ser hos en række kolleger. På en måde er bilerne meget mere ligestillede på tværs af drivlinerne.

 

Den allerbilligste 308 er en hatchback med benzinmotor til 245.000 kroner. Den billigste plug-in hybrid koster 305.000 kroner. Forskellen er alene drivlinen: For 245.000 kroner får man en 110-hestes benzinmotor og man skal selv skifte gear, i PHEV’en (=Plug-in Hybrid Electric Vehicle, hvis man lige har glemt hvad det betyder…) har man 180 hestekræfter til sin rådighed samt automatgear. Forskellen i ejerafgift er beskedne 220 kroner/halvår men der eksisterer ikke aktuelle benzin forbrugstal for PHEV’en, når batteriet på 12,4 kWh efter 68 kilometers kørsel er tomt. Det tal er imidlertid væsentligt i en tid med stærkt stigende elpriser, så det må konstateres ved en senere testkørsel.

 

Ser man alene på Allure modelvarianterne er den billigste plug-in prissat til 305.000 kroner (og det er i øvrigt den, den danske importør forventer at sælge flest af). Benzinversionen med automatgear koster 310.000 kroner og 130-hestes motoren kører 17,5 kilometer pr. liter. Alt imens dieseludgaven med automatgear og 130 hestekræfter koster 320.000 kroner. Strafafgiften er endda ikke så voldsom: +1540 kr./halvår sammenlignet med plug-in’en – og den kører hele 22,2 kilometer pr. liter prisbillig dieselolie. Til mange lange ture er den udgave det oplagte valg.

 

Når spørgsmålet om drivline er afklaret, skal man vælge karrosseri version. Vil man bestille nu, er der kun den almindelige hatchback at vælge. Vil man have en SW skal, man vente et par måneder mere, den introduceres officielt i april. SW-versionen er over en kam 15.000 kroner dyrere end H/B’en, den er med sine 4,64 meter 27 cm længere og bagagekapaciteten i PHEV-versionerne er 548 liter vs 361.

 

Indretning og bjergtagende design

 

Udvendigt er det bjergtagende design en vigtig købsparameter. Indvendigt ligeså, og både den nye 308 og 308 SW er udstyret med et nyt og klart forbedret i-Cockpit. Den klare touch-skærm er på 10” og er suppleret med såkaldte toggles, der svarer lidt til genveje på værktøjslinjen på en pc. De kan vælges og udskiftes, som man har lyst til, der er seks i alt og man har dermed direkte adgang til funktioner, i stedet for at skulle gennem en i øvrigt ret intuitiv skærmmenu.

 

Alle modelvarianter har LED forlygter og topversionen ”GT” har desuden matrix-LED med automatisk op- og nedblænding.

 

Vi vender tilbage på et senere tidspunkt med mere gennemgribende prøvekørsler af den nye 308-model, men det korte køreindtryk vidner om en usædvanlig velafstemt affjedring, ikke mindst taget i betragtning, at de to prøvekørte versioner (H/B og SW) begge var plug-in hybrider, der er i nabolaget af 270 kg tungere end de tilsvarende benzinbiler.

Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Made in France gør en forskel >>>







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt