Der sælges mange elbiler i Danmark for tiden – i hvert fald i forhold til salget
for få år siden. Men for få dage siden var der god
grund til at spidse øre, hvis man har sigte mod en
elbil, for da præsenterede alliancen mellem Nissan,
Renault og Mitsubishi deres planer for de kommende
år.
Ikke overraskende betyder
elbiler rigtig meget i den sammenhæng. Nissan har jo
været førende i mange år med den banebrydende fuldt
elektriske bil, Nissan LEAF, der lanceredes i Europa
i 2011, og den får snart konkurrence – internt vel
at mærke – af endnu en ny elektrisk Nissan, Nissan
Ariya, som lander på det danske marked til sommer.
Nissan Aria kan beskrives som en mellemstørrelse
crossover.
Ny ”Micra” er elektrisk
Det er interessant, men det
var i sig selv ingen stor overraskelse, for den har
faktisk allerede været præsenteret i et enkelt
eksemplar i Danmark (læs
mere om Nissan Ariya hér >>>). Men mindst ligeså
interessant er det, og det var en regulær nyhed: Den
kommende nye Nissan Micra bliver fuldt elektrisk og
kommer sandsynligvis slet ikke til at hedde Micra.
Den nye kompakte elektriske
Nissan bliver en helt igennem ny elbil, baseret på
alliancens såkaldte CMF B-EV Platform. En platform
er ikke, som det umiddelbart lyder som om, en fysisk
platform, som man sætter hjul og karrosseri på,
sådan lidt populært sagt. En platform er en mere
samlet udvikling af en lang række enkelt komponenter
og deres indbyrdes sammenhænge, som gør det muligt,
hurtigt og allerede gennemprøvet og -tænkt at kunne
skabe nye biler, og ikke mindst meget forskellige
biler, uden at man skal begynde forfra hver gang en
ny model skal stables på benene.
Det indebærer i Nissans
tilfælde, at den samme platform også vil kunne
benyttes i andre af alliancepartnernes biler – på en
sådan måde, at man ikke umiddelbart vil kunne se
ligheden mellem de forskellige modeller, i hvert
fald ikke anden lighed end den, de enkelte
bilfabrikker individuelt tilstræber for at skabe
genkendelighed mellem bilerne i deres egen
modelrække (og det har grundliggende egentlig ikke
noget med platformen at gøre).
80 procent på fem fælles
platforme
Man er faktisk så ambitiøs i
alliancen, at man forventer i 2026, altså om blot
fire år, at have en modelvifte, hvor 80 procent er
baseret på blot fem fælles platforme på tværs i
alliancen. Og strategien inkluderer også et mål om,
at i 2030 vil alle alliancens biler være rene
elbiler. Man forventer i øvrigt, at øge antallet af
modeller til 35 og det kræver så en samlet
investering på 23 milliarder Euro.
Ved præsentationen blev
spørgsmålet rejst: hvis man sammenligner med hvad
andre bilproducenters langt større investeringer,
hvordan hænger det så sammen, hvordan kan Nissan &
Co klare sig med så lidt? Eksempelvis annoncerede
Volkswagen koncernen i udgangen af 2020
investeringer på 73 milliarder over blot de næste
fem år alene på udviklingen af de elektriske biler.
Svaret er enkelt, siger man i
Nissan-Renault-Mitsubishi koncernen: Vi har været i
gang i over 10 år, vi har allerede investeret meget
store summer i udviklingen af elektrificerede biler
af den ene og den anden slags, vi har en kolossal
erfaring i sammenligning med
de kolleger, der først er kommet sent i gang.
Langt fremme med egne
batterier
I øvrigt bekræftes det hos
Nissan, at alliancen er meget langt fremme også i
udviklingen af solid state batterier. Det er en
batteriteknologi, som byder på væskeløse batterier,
der er mere kompakte og har en større kapacitet end
de nuværende litium-ion batterier. Man forventer, at
kunne igangsætte en produktion, som vil indebære at
omkostningerne ved batteriproduktionen allerede i
2026 vil være faldet med 50 procent og to år senere
med 65 procent.
Og så har man i alliancen,
baseret på Nissans store ekspertise og unikke
erfaring besluttet, med Nissan i førertrøjen selv at
forestå udviklingen af de nye batterityper. Der
sigtes mod batterier med en dobbelt så stor
massefylde som de nuværende litium-ion batterier
(dvs i princippet den dobbelte kapacitet på den
samme plads) og opladningstiden vil være reduceret
til en tredjedel på de batterier, man forventer at
kunne sætte i serieproduktion i 2028.
|