Med utraditionel tænkning og
personificerede løsninger kaster Lexus sig nu for
alvor ind i kampen om elbils-kunderne. Blot
halvandet år efter relanceringen på det danske
marked er Toyotas luksus-brand til januar 23 klar
med den nye RZ 450e, der fra ende til anden er skabt
som en elbil.
Det er dog ikke på rækkevidde
og rå fartperformance, det japanske luksusmærke
kommer til at føre sig frem. Man har på ægte Toyota
koncern-manér analyseret og optimeret kundernes
elbils-behov og skabt det, man efter bedste
overbevisning oplever som den bedste løsning. 400
kilometers rækkevidde og måske i praksis også mere
tilfredsstiller de fleste, uden at man for alvor må
gå på kompromis med køreegenskaberne, der i sagens
natur ikke bliver bedre, jo tungere bilen bliver.
Hvor meget den vejer, blev dog ikke oplyst i
forbindelse med den officielle verdenspremiere, der
fandt i pompøse omgivelser for foden af den mondæne
Montjuïc Park i Barcelona.
Tre hovedområder definerer
oplevelsen
Lexus har skabt det, man
kalder Lexus Driving Signature. Det er tre
hovedområder, der hver for sig er en del af
oplevelsens samlede omdrejningspunkt, og i praksis
er baseret på den nye og til anledningen udviklede
e-TNGA platform, som i øvrigt deles med Toyotas nye
elbil, BZ4X, der dog på mange måder er
væsensforskellig fra Lexus RZ 450e.
Det ene hovedområde handler
om tillid. Som fører skal man kunne have tillid til
bilen og det opnås ikke mindst gennem exceptionelle
køreegenskaber, et godt vejgreb og tillidsskabende
total-kontrol. Om målet er nået, vides ikke med
sikkerhed, for i Barcelona var der alene tale om at
se og opleve tre til premieren byggede biler, hvis
kørsel var begrænset til lidt rangering i
udstillingsbygningen. Køreoplevelsen vender vi efter
planen betids tilbage til inden bilerne for alvor
lander hos den danske importør-ejede Lexus
forhandler i København.
Responsiv og lineær
kontrol
Det andet hovedområde stiller
skarpt på en responsiv og lineær kontrol. Det må i
praksis smitte direkte af på samspillet mellem en
150 kW motor, der trækker på forhjulene, og en 80 kW
motor, som ligger på bagakslen. Tilsammen yder de to
permanent magnet synkron elmotorer op til 313
hestekræfter, men det centrale er samspillet imellem
dem, som ikke blot sikrer den nødvendige trækkraft,
når det er det, det handler om, men også bidrager
til stabiliteten i kritiske situationer, fordi
trækkraftfordelen kan ændres på et splitsekund –
plus den generelle kørekomfort.
Det sidste smitter direkte af
på det tredje hovedområde, nemlig komfort, baseret
på kørekvaliteten, herunder stilfærdigheden. Selvom
der er tale om en stor SUV-coupé vil den nye RZ 450e
blive en af de mest lydløse, hvis ikke dén mest
lydløse bil, Lexus nogensinde har bygget. Det opnås
bl.a. ved at benytte en ny version af ”Aktiv
Lydkontrol”, som benytter surround sound teknologi
til at sende støjreducerende lyd ud gennem kabinen
gennem bilens højtalere.
Langvarige garantier
Selvom der ikke var mulighed
for i denne omgang at tjekke om målet er nået, er
der næsten garanti for at det er sket, da
Toyota-gruppen sjældent gør noget halvt. Om kunderne
så kan leve med 400 kilometers rækkevidde må tiden
vise (tallet er foreløbigt og oplyses som ”over” 400
km), men ligeså vigtig er fremtidssikringen i kraft
af mulighed for 150 kW DC-ladning af 355 Volt
litium-ion batteriet på 71,4 kWh – en kapacitet, som
Lexus i øvrigt forventer for 90 procents vedkommende
fortsat vil være til rådighed efter 10 år,
simpelthen fordi batteriet er skabt til det.
Den officielle fabriksgaranti
er dog fastsat til 70 procent af batteriets
kapacitet i op til 10 år eller 1 million kilometer.
Men meget a-pro-pos giver det nye Lexus
Relax-koncept op til 11 års garanti (minus én dag).
Begge garantiordninger forudsætter, at bilen
overholder de årlige eftersyn på et autoriseret
Lexus værksted. Værkstedet i København er dog indtil
videre alene suppleret af et værksted også i Århus,
men de bliver henad vejen til flere, lyder det fra
Lexus i Danmark.
Hvis man er liebhaver til en Lexus RZ 450e, kan man
allerede bestille den nu, og siden vil de første
biler efter planen blive leveret i januar 2023
samtidig med den officielle introduktion i Danmark.
Link til importøren |