I mange år har Dacia været
Renaults billigmærke, men nu skal Dacia være sig
selv og have sin egen identitet. Det har fabrikken
markeret ved en i Dacia sammenhæng storstilet
præsentation i Paris i den tidligere Le Bourget
lufthavn, der i nogen tid har været messecenter. Til
en ny identitet hører også et nyt ansigtsudtryk. Det
har Dacia så også givet bilerne, ikke blot et par
stykker af dem, men alle i et hug. Og det er ret
vellykket.
Hvis resten bliver ligeså
vellykket, tegner det godt. Det gør det, lover man
hos Dacia, vi har klart det bedste til gode, siger
man, så vi er forventningsfulde og parate til at
blive overraskede, som de også udtrykker hos Dacia
at man skal være. Indrømmet, overrasket var der vist
heller ikke mange, der ikke blev, da Dacia afslørede
det håndgribelige udtryk for mærkets Pariser
manifestation, en konceptbil, som slet og ret er
døbt Manifesto.
Tre hovedsøjler
Dacia har analyseret deres
marked og sat resultatet i forhold til de tre
hovedsøjler, som mærkeidentiteten skal baseres på:
”Enkel men cool”, ”Robust & Outdoor” samt
”Eco-smart”. Hvad det sidste angår, er dele deraf
måske knap så smart ift. Danmark, for der satses
meget på LPG som drivmiddel, der som bekendt ikke
har nævneværdigt fodfæste i Danmark.
De to første søjler udbygger
og strømliner imidlertid på den ene side, hvad Dacia
allerede er, men derudover har man også tænkt ud af
boksen. Efterhånden som indholdet føres ud i livet,
skal det nok styrke Dacias nye position – ikke som
Renaults billigmærke, men en bil hvor man får rigtig
meget for pengene.
Det er hvad Dacia Manifesto
udtrykker. Begynd med at se på billederne, for de
siger mere end mange ord, og alligevel skal der
sættes ord på også:
Marketing styrer
I stedet for at designerne
har lagt ud og skabt en bil i tidens ikke altid lige
futuristiske designstil, selvom man måske mener
noget andet, har marketingfolkene fået lov til at
formidle, hvad de er kommet frem til skal bære Dacia
i de kommende år. Det er ikke mindst en
konkretisering af de tre førnævnte hovedsøjler, men
konkretiseringen udtrykt i ord skulle omformes til
at være en bil. En rodebutik, vil nogen måske se, en
ikke helt sammenhængende mængde af idéer, vil andre
måske mene, nogen vil måske se en buggy i boks-stil,
andre en marsbil, døm selv.
Men Manifesto kommer dog
heller aldrig til at se set samlebånd endsige en vej
eller et terræn, hvor den skal slå sig løs. Den er
en visualisering af en samling idéer, som til
gengæld hver især godt kan få plads i kommende,
serieproducerede Dacia-modeller. Manifesto er dermed
en del af det grundlag, som skal underbygge, at vi
som bilkunder har det bedste til gode. Det er nemlig
ikke alene de til anledningen udtænkte delløsninger,
der udgør hele fremtiden. De sender egentlig mere et
konkret og håndgribeligt signal om, hvorhen man
arbejder.
Sovepose i sædet
Og alligevel er der en række
opfindsomme ideer og løsninger, der ikke er set før.
Et sædebetræk, skabt i bæredygtige materialer, som
kan bruges som sovepose (ingen dum idé, når man har
skabt en
out-door bil uden døre og ruder).
Og det er så naturrigtigt, at man sammen med resten
af interiøret kan gøre det rent ved simpelthen at
spule bilen
indvendigt.
Dacias
enkle men
effektive og økonomiske
idé om, at alting ikke skal være indbygget i bilen,
hvis de fleste alligevel har det i deres
smarttelefon,
gør det muligt fuldt ud at integrere
telefonen i instrumentpanelet.
Systemet kendes
til dels
allerede fra mange Dacia, og vil i fremtiden
udvikles endnu mere.
Transportabelt forlys
Dacia Manifesto er alene
udstyret med en enkelt forlygte – med en masse LED
segmenter, naturligvis indbygget. For hvorfor skal
man have to? Og så kan man i øvrigt afmontere den og
benytte den som en transportabel lygte – den er
trods alt for stor til at kunne blive kaldt en
lommelygte.
Marketingfolkene har
fastslået, at rigtig mange af de hidtidige Dacia
kunder sætter pris på den forøgede frihøjde, man
bl.a. finder i Duster, Sandero Stepway og senest i
den nye Jogger, så det har Manifesto også – sammen
med firehjulstræk. I bilen finder man også et
udtageligt batteri, der kan benyttes som
strømforsyning fx i et telt. På den måde tager man
udgangspunkt i eksisterende kundeerfaring og
moderniserer den, så også nye generationer vil kunne
falde for Dacia bilerne.
Genanvendelighed
Bortset fra LPG-elementet
inkluderer Eco Smart konceptet en omfattende brug af
genanvendelige materialer. Manifesto er bygget op af
genanvendt plastmaterialer og der er også benyttet
en del genanvendt kork. Dækkene er luft-fri, dermed
kan de ikke punktere og de skulle kunne holde hele
bilens levetid (men affjedringskomforten samt
vejgreb melder historien ikke noget om).
”Hos Dacia vil vi gerne så
tæt på virkeligheden som muligt. De ideer vi
udvikler, vil vi nogle gange gerne se i andet end 3D
(på en computerskærm) – og se, hvordan de ser ud i
virkelighed. Udover at være et design objekt, er
Manifesto vores vision og omfatter en lang række
opfindelser,” fortæller Dacias designdirektør David
Durand.
Og det er værd at bemærke,
for selvom Dacia har strammet mærke-konceptet, så
bilerne ikke alene i prisbillighed læner sig op af
Renault-mærket, men i stedet skal give ”meget bil
for pengene”, kan man være rolig: Dacia er fortsat
biler, der er til at betale for langt de fleste.
Også det er en meget vigtig del af
konceptudviklingen.
|