Forventningerne var store til
den første forholdsvis korte prøvetur i den helt nye
VW ID.4. For allerede ved præsentationen i december
stod det klart, at i den bil havde Volkswagen også i
brugsmæssig henseende optimeret fordelene ved
el-drift. Men hvordan det fungerede i praksis,
vidste vi dengang ikke. Nu ved vi det, bedre i hvert
fald, og det er ikke dårligt. Tværtimod.
Ifm. Danmarkspremieren i
december beskrev vi bilen i mange detaljer. De skal
ikke gentages her. (Læs
artiklen vra Danmarkspremieren på VW ID.4 hér >>>)Den
prøvekørte version var også den absolutte topudgave,
1st Max, som er prissat til 445.000 kroner. Handler
det mest om rækkevidde, koster den billigste version
med 77 kWh batteri og da en ”WLTP-rækkevidde” på 518
km 375.000 kroner, men det er klart at man dér må
give afkald på en del udstyr.
Det naturlige slægtskab
Bag rattet af den prøvekørte
bil mødes man af et interiør, ikke meget forskelligt
fra lillebror ID.3. Ikke mærkeligt, for de to har et
naturligt slægtskab og er oven i købet baseret på
den samme platform. Man sidder 3 cm højere i ID.4 og
med en frihøjde på 16,3 cm kan man godt kalde den
for en SUV (den kommer nemlig senere på året
endvidere med en ekstra elmotor oppe fortil og vil
da have firehjulstræk).
Det er ikke uvæsentligt med
den forøgede frihøjde, for derved har man kunnet
gøre affjedringen usædvanlig tilgivende og
komfortabel. Det underbygger fuldt ud den
stilfærdige køreoplevelse, for en kørende ID.4 siger
ikke meget. Mest hører man til støjen fra hjulene,
og det er ikke mærkeligt. De er på 21” på 1st Max
udgaven, 235/45-21 – foran, altså. Bagtil er hjulene
255/40-21. Det er en hjulstørrelse, man normalt
forbinder med hurtige, sportslige biler.
Vægt og rækkevidde hænger
sammen
I ID.4 tilfældet er det dog
næppe alene fordi, man gerne skulle kunne overføre
hestekræfterne sikkert til kørebanen, at hjulene er
så store, for også de lavere motoriserede udgaver
har næsten tilsvarende brede hjul. Men vægten skal
kunne håndteres, og små 2,2 tons er en betydelig
vægt at køre rundt med – men det er ens for alle
elbiler med lang rækkevidde, hvad 500 kilometer må
siges at være.
For ID.4 er vægten imidlertid
ikke køremæssigt et problem. For den er ikke bygget
som en racerbil, snarere er den en rummelig og
komfortabel familie-cruiser. At det så kun tager 8,5
sekunder at komme op på 100 km/t er fint nok, for
det gør den også ret fleksibel i trafikken, men den
rolige kørsel og fine affjedring er dens store
force.
Adaptiv affjedring
MEN: I topudgaven har ID.4
adaptiv affjedring. Det indebærer, at affjedringen i
sportsindstillingen tilpasses det øjeblikkelige
behov. Kører man fx hurtigt gennem en kurve,
strammes affjedringen op i den modsatte side af den
retning, man drejer. Og med speederen i bund fra nul
km/t strammes affjedringen bagtil op.
Det betyder i praksis at man
kører komfortabelt, og bliver støttet af en
tilpasset undervogn efter behov. Det fungerer
fortræffeligt. Hvordan det fungerer i en ID.4 med en
mere konventionel undervogn, må vi vente til senere
med at erfare. I øvrigt blæste det kraftigt på
testdagen, og ved motorvejsfart og stiv sidevind
mærker man en smule uro, men det er ikke unaturligt.
Lækker
Betjeningen af ID.4 kan kun
beskrives med ét ord: Lækkert. En let berøring af de
indfældede dørgreb og døren går op.
Indstigningsforholdene er som det forventes i en
halv-høj bil, men benpladsen ved bagsædet er unik.
Der er bare så meget plads. Og herligt: Man er
sluppet for en kardantunnel, hvis eneste forklaring
i de elbiler, der har en sådan, er, at den er et
levn fra de konventionelt motoriserede versioner.
For ID.4 har ingen konventionelle varianter.
Bagagerumskapaciteten er på
543 liter, men deraf beslaglægger de elkabler, man
nu vælger at tage med, noget af den. Med
bagsæderyglænene lagt ned disponerer man over 1575
liter bagageplads. I en bil, der er 4,58 meter lang
og 1,63 meter høj og rummer plads til et stort
batteri på næsten 500 kg, er pladsen overbevisende.
Det er givet vis et resultat af MEB platformen,
hvorefter man har kunnet placere alle de tekniske
elementer i bilen, hvor det er mest hensigtsmæssigt.
Plads-udvidelse
Man må køre med 75 kg lastet
på taget og på trækkrogen må man hægte 1000 kg (og
ikke 1200, som det blev nævnt ifm.
Danmarkspremieren). På den anden side er
begrænsningen for rigtig mange danskere ikke, hvad
bilen er godkendt til, men hvad man må med sit lille
kørekort på op til 3500 kg totalvægt. ID.4
totalvægten er ca. 2600 kg.
Hos Volkswagen ser man den
nye ID.4 som en slags elektrificeret Tiguan. Den er
dog 7,5 cm længere, 6,3 cm højere og en smule
bredere, men især akselafstanden bidrager til såvel
de gode pladsforhold som kørestabiliteten ved at
være 9 cm længere end i Tiguan. Vægtfordelingen er
cirka 50:50 og skal man tale om køredynamik gennem
kurverne, er det måske især dér, vægtfordelingen
spiller positivt ind.
Summa summarum: ID.4 levede
helt op til forventningerne – og de var store. VW
ID.4 er klart en af de mest alsidige og brugsrigtige
elbiler på markedet.
|