Toyota Aygo X (læs: Aygo
Cross) som lander på det danske marked inden næste
sommer er ikke bare i sig selv et gevaldigt løft i
forhold til forgængeren, Toyota Aygo (uden X), men
også i mini-klassen. Den nye bil er både længere,
bredere og højere, den har meget mere udstyr og det
er ikke marginale forskelle, der er tale om.
Men allerførst: Se på
billederne. Der er ikke meget Aygo tilbage i den nye
bil. Visuelt læner den sig mere op ad Yaris og den
nye Yaris Cross. Det har til dels noget med den
tekniske platform at gøre, som Aygo deler med de to
familiemedlemmer, men måske mest et ønske fra
Toyotas side om at sikre, at Aygo fortsat er en
eyecatcher.
Det er farven, der gør det
– blandt andet
Det er den bestemt, og hvis
den kardemommefarvede version i den up-peppede
spice-serie er for diskret, kan man jo alternativt
vælge den chilli-røde eller den Ginger-farvede
(eller champagnefarvede, vil mange nok kalde den),
så er der garanti for opmærksomhed. Bi-tone designet
gør også sit, fordi det indgår som en integreret del
af designet.
Ellers handler det også meget
om funktion. Eksempelvis er siddepositionen hævet
5,5 cm, frihøjden er forøget 1,1 cm og totalt set er
bilen nu 1,53 meter høj, hvilket er 6,5 cm højere
end den hidtidige generation Aygo. Den nye ”X” er
hele 23,5 cm længere end forgængeren og med sine nu
3,70 meters længde blandt de store i mini-klassen.
Akselafstanden er forøget med
9 cm og så er 18” hjul nu en option. Sammenlignet
med den hidtidige Aygo’s 14” respektive 15” hjul gør
det en verden til forskel – visuelt, men uden tvivl
også, når bilen skal ud at køre. Skal man hurtigt
den modsatte vej, er en vendediameter på 9,40 meter
en god ting, men i praksis er det nok mest den gode
manøvredygtighed, som er resultatet.
175/65-18 hjul.
Meget bredere
Mest bemærkelsesværdigt i
kabinen er dog nok den større bredde. Bredden er
nemlig forøget med 12,5 cm til 1,74 meter. Det gør
stadig ikke bilen voldsomt bred, men pladsen mærkes
over skuldrene, hvor hver forsæde passager har 4,5
cm mere plads. Desuden er en om end mindre del af
den forøgede bredde gået til mere lækkert designede
interiørelementer.
Der er intet spartansk over
den nye Aygo X. Og nok så væsentligt: Den såkaldte
A-stolpe vinkel er øget med 10 procent, så man
ganske enkelt får et mere uforstyrret udsyn fremad.
Desuden er der anvendt mere isolering, så
støjniveauet er dæmpet, oplyser man hos Toyota.
I øvrigt har Toyota i et
samarbejde med JBL udviklet et efter sigende
førsteklasses lydsystem, hvor lydprofilen og akustik
er tilpasset Aygo X. Det inkluderer såvel 4
højtalere som en 300 W forstærker og en stor 200 mm
subwoofer, anbragt i bagagerummet.
Moderne forbindelser
Den nye Aygo X er en helt
igennem moderne bil, som inkluderer Toyotas Smart
Connect og den såkaldte MyT smartphone app, der også
kan forbindes trådløst til en 9” skærm i
centerkonsollen. Systemet har visse basisegenskaber,
men noget af idéen er, at det skal kunne opdateres
over tiden med nye features. Man kan også forbinde
via Android Auto og Apple Carplay.
Ikke uvæsentligt tilbydes
Aygo X også med Fuld LED lys, som er en stor
sikkerhed ved kørsel i mørke og som sådan en del af
det samlede sikkerhedsniveau. Det omfatter også
Toyota Safety Sense, herunder den automatiske
nødbremse, der også kan registrere fodgænger dag og
nat, cyklister om dagen og desuden inkluderer
adaptiv fartpilot og vejbaneassistent.
Drivlinen er både kendt og
fornyet
Den 3-cylindrede 1-liters
motor kendes fra den hidtidige Aygo og man kunne
frygte, at de 72 hestekræfter var lidt i
underkanten. Det må komme an på en prøve, som kommer
til at foregå engang næste forår, men det officielle
Aygo X accelerationstal sige 0-100 km/t på 15,6
sekunder, hvilket er 1,8 sekunder langsommere end
den seneste Aygo. Topfarten er også en smule lavere.
Toyota har af pladshensyn og
også for at holde prisen nede fravalgt
hybrid-teknologien, som ellers kendetegner
størstedelen af modelviften. Ikke desto mindre køre
den nye Aygo X 20,4 km/l iht. WLTP-målemetoden.
En smule hurtigere
acceleration, en smule lavere topfart og en smule
mindre forbrugende er Aygo X med S-CVT gear, som er et
trinløst automatgear, der ikke tidligere er set i
Aygo. Det er et stort step opad i en tid, hvor
rigtig mange bilkøbere sætter pris på automatgear.
Som de fleste småbiler er Toyota Aygo X ikke
godkendt til at trække en anhænger.
|