- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First Test: Toyota GR Yaris

Racerbil til gadebrug – en VM-bil er skabt


Af Søren Clauding – december 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Racerbil til gadebrug" er givetvis en overskrift, der har været benyttet før. Men i tilfældet Toyota GR Yaris er der tale om en serieproduceret gadebil, der er skabt med den målsætning, ikke mindst, at kunne få homologeret en meget avanceret racerbil med det ultimative mål, fortsat at kunne vinde verdensmesterskaber i rally. En VM-bil er med andre ord skabt.

 

Det er på ingen måde hemmeligt, at Motorsiden.dk’s redaktør er knyttet tæt også til Discovery TV-kanalerne, herunder 6’eren og Eurosport. I mange år har jeg kommenteret rally på højeste niveau, herunder netop verdensmesterskabet i rally (World Rally Championship) og naturligt nok har jeg et stort rum i min passion for motorsport netop i rallysporten.

 

261 hk og fænomenal vejbeliggenhed

Derfor var det en dobbelt stor oplevelse, at få mulighed for at være blandt de første til at prøvekøre den nye GR Yaris. Der er tale om en bil, hvor motoren yder op til 261 hestekræfter, den har firehjulstræk og står for flotte fartpræstationer, men det unikke er især dens potentiale.

 

I motorsport for standardvogne skal bilerne være homologeret af det internationale bilforbund, FIA (Federation Internationale de l’Automobile). Der er udarbejdet digre regelsamlinger, der foretages regelmæssigt ændringer og hele den del af motorsporten er på det nærmeste en videnskab i sig selv. I praksis handler det om, at racerbilerne gerne må afvige fra deres ophav, men kun til en vis grænse.

 

Grænserne rykkes

Hvis man så skaber en ultra avanceret serieproduceret bil, rykkes grænsen for, hvor avanceret racerbilen kan blive, tilsvarende opad. Den hidtidige Toyota Yaris WRC, som Sebastien Ogier netop har vundet VM i, er skabt med udgangspunkt i en almindelige Yaris. Ved at skabe den højt udviklede GR Yaris, er barren løftet gevaldigt. Det bliver mere end almindeligt spændende, hvad Toyota får ud af den, når den får det sidste skub op på WRC-niveau – men det ligger stadig lidt ud i fremtiden.

 

Det, man nu har lanceret, eller rettet introducerer i januar 2021, er noget af det mest målrettede ultimative, der er set i nyere tid. Udgangspunktet er naturligvis en konventionel Toyota Yaris, for der skal jo være en vis sammenhæng med det, fabrikken tjener deres penge på. Men den er gennemgribende ændret, hvilket bl.a. skyldes, at den er skabt på grundlag af den VM-vindende Yaris WRC. Så det er lidt som en god cirkel: Yaris WRC til GR Yaris og retur til Yaris WRC, hvilket efter planen sker i 2022.

 

Avanceret drivline

Maskineriet er en 3-cylindret 1,6 liters turbobenzinmotor (slagvolumen: 1.618 ccm). Den yder op til 261 hestekræfter, som den når ved 6500 omdr./min og det maksimale drejningsmoment på 360 Nm leveres fra 3000 til 4600 omdr./min. Motoren er intet mindre end verdens kraftigste serieproducerede 3-cylindrede forbrændingsmotor og også både den mindste og den letteste 1,6 liters turbomotor.



GR Yaris vejer kun 1280 kg, til trods for at den har det avancerede GR Four firehjulstræk. Den er i øvrigt udstyret med et 6-trins manuelt gear, hvilket formentlig er grundlaget for senere brug med fx sekventielle gearkasser i WRC-udgaven. Den kan nå de 100 km/t på 5,5 sekunder og topfarten er elektronisk begrænset til 230 km/t.

 

Motoren er i sig selv et lille mesterværk med mange avancerede løsninger. Eksempelvis benyttes der kuglelejer i turboladeren, der er integreret i udblæsningsmanifolden, og multijet olieafkøling af stemplerne. Motoren er placeret 21 mm længere bagude end i en standard-Yaris og bidrager dermed til en bedre vægtfordeling.

 

AWD med uendelige muligheder

Firehjulstræk systemet er Toyotas første originale og sportslige all-wheel-drive i 20 år. Det er elektronisk styret og er udviklet specifikt til GR Yaris. Den øjeblikkelige funktion justeres i forhold til de øjeblikkelige kørselsforhold og reducerer dermed chancen for overbelastning. Firehjulstrækket er lettere end fx de alternative dobbeltkobling og centerdifferentiale systemer og gør det i den seriefremstillede GR Yaris muligt, at vælge kraftfordeling i forholdet 50:50, 30:70 og normalfordelingen 60:40. I princippet kan fordelingen af motorkræfterne ske helt trinløst fra 0:100 til 100:0, men i praksis opereres der med de nævne køremodes.

 

Der kan tilkøbes en såkaldt GR Yaris Circuit pakke, der har Torsen spærredifferentialer for og bag. Og oplevelsen ifm. den Corona-tilpassede testkørsel, som på bane fandt sted på FDM Sjællandsringen, oplevede man en mere radikal forskel til fordel for Torsen løsningen, end jeg egentlig havde forventet. On-board videoen her på siden var optaget i udgaven uden spær, og kørslen i Circuit-pack versionen (den røde på billederne her på siden) fandt først sted bagefter.

 

Aerodynamik og hjulophæng

GR Yaris har et yderst vridningsstabilt karrosseri, som aerodynamisk er tilpasset de nødvendige højfarts egenskaber. Den er 5,5 cm længere og har en 9,5 cm lavere taglinje nede bagtil end standard Yaris’en. Taget er skabt i kulfiber og motorhjelmen såvel som bagklappen og dørene i aluminium for dels at få vægten men også tyngdepunktet så langt ned som muligt.

 

Fortil er den udrustet med et nyt McPherson fjederbens design og bagtil er der et yderst kompakt multilink ophæng. Kræfterne overføres til kørebanen via 225/40-18 Dunlop SP Sport MAXX 050 hjul i GR Yaris uden Circuit pakken. Med Circuit Pack er dækkene erstattet af Michelin Pilot 45 high performance dæk.



Fortil har bilen 356 mm ventilerede skivebremser og bagtil 297 mm skiver med letvægts aluminiumkalibre.

 

I øvrigt er den serieproducerede GR Yaris udrustet med alle moderne køre- og sikkerhedshjælpemidler og den bygges på Toyotas Gazoo Racing produktionsanlæg i Motomachi i Japan, der er et af de mest avancerede i verden. Desuden bygges mange af bilens komponenter i hånden.

 

Regnen synliggjorde præcisionen

Det regnede den dag, testkørslen fandt sted, hvilket på den ene side gav visse begrænsninger på oplevelsen af bilen ved højere hastigheder end omkring 160 km/t. Omvendt er følsomheden markant større i vådt fører og det synliggjorde en yderst præcis styrende bil, med en perfekt balance, der som nævnt kan rettes til med de forskellige køreindstillinger.

 

Det kræver længere tid på banen og en bedre skulder, end jeg havde udstyret mig selv med den dag (se videoen…), hvis bilens potentiale skal udnyttes, men dokumentationen var klar og hver eneste bevægelse med bilen en forrygende oplevelse. Det var også tydeligt, at man ved enkle indgreb i den grad kunne ændre på bilens karakter, hvilket er afgørende ved rallykørsel, hvor man ikke alene skal finjustere bilens opsætning efter vejrforholdene men i allerhøjeste grad også efter stadigt skiftende vejforhold.

 

Prisen på Toyota GR Yaris kendes ikke i skrivende stund, men inden den publiceres skal det i hvert fald fastslås, at GR Yaris godt kan bruges som hverdagsbil. Den er noget stivbenet og støjende, men ikke umulig at køre i. Men køber man den, så glem ikke at tage en tur på track-dag engang imellem.


Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
2020 Toyota Kenshiki Forum - bilpremierer >>>
Videotest: Toyota GR Yaris
Vi har prøvekørt den potente og skelsættende 261-hestes 4-hjulstrukne Toyota Yaris med stærke WRC-relationer på FDM Sjællandsringen, hvor to handikap skulle overvindes... Fuld HD.



Model:

Toyota GR Yaris

Listepris:

499.990 

Motor og transmission:

3 cyl 1,6 l. benzin turbomotor. 261 hk/6500 omdr./min. 360 Nm/3000-4600 omdr./min. 6 M/T. Permanent 4X4.

Præstationer acceleration/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

5,5 sek./ 230 km/t/ 12,2 km/l/ 186 g/km.

Længde:

4,00 m.

Bagagerum:

174  liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. Aut. nødbremse. Fuld LED. 18" alufælge. Multijusterbart læderrat med varme. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. Adaptiv fartpilot. Sædevarme. 8” touch screen. Regnsensor. Bakkamera. El-sideruder. Rammeløse døre i aluminium.


Link til importøren












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt