Det er jo meget godt og meget sympatisk, at Opel vil
reducere forureningen og ikke mindst CO2
udledningen, og i praksis nu har præsenteret fem nye
motorer til den nye opdaterede Astra. Fem motorer,
der iflg. Opel reducerer udledningen med op til 21 procent, hvorved fabrikken undgår at betale
strafafgift, når nye miljøkrav bliver virkelighed.
Men går det ud over bilkøberne, får de ringere
biler, sådan i traditionel forstand?
Det korte svar efter de første internationale
prøvekørsler af den nye Opel Astra er: Nej. Måske
endda tvært imod. For selvom Astra fortsat er en god
bil, skal selv gode biler engang imellem have en
overhaling. Og det har den fået i mere end én
forstand.
Fokus på forbrug og miljø
Dog ikke sådan, at man kan måle tempoet i
overhalingsbanen, for Opel har ikke under
præsentationen fortalt om acceleration og topfart.
Derimod fastslog man, og det kunne vi konstatere i
praksis, at undervognen er forbedret, så bilen på en
gang er mere komfortabel og samtidig mere stabil ved
høj fart. Vi afprøvede 145 hestes benzin-udgaven ved
omkring 180 km/t på Autobahns tæt ved Frankfurt og
Opels hovedkvarter i Rüsselsheim - så hurtigt kan
den i hvert fald køre. Og den er virkelig stabil.
På de ujævne dele af de snoede veje i Taunus
bjergene mærkede man fortsat en vis spændstighed,
men på plan asfalt er kørekomforten helt på toppen.
Det underbygges så yderligere af et reduceret
støjniveau. Ikke noget Opel selv gjorde det store
nummer ud af, men det følger uvilkårligt med en
forbedret aerodynamik, især når den forbedres under
bilen, som Opel især har gjort. 0,26 i cW værdi er
klassens laveste og generelt også meget lavt. Tallet
tilhører H/B udgaven og overgås kun af Astra som
stationcar, hvis officielle luftmodstandskoefficient
er cW=0,255. Det er iøvrigt 0,03 under den tidligere
models tal, så der er virkelig blevet flyttet
bjerge.
Bedre end forgængeren
Den nye Astra kører bedre end forgængeren, men
inkarnerede Opel entusiaster skal nok lige vænne sig
til brummeriet fra de 3-cylindrede
aluminiumsmotorer. Er man kritisk overfor CVT-gear,
skal man måske også lige tage en dyb indånding. Men
muligheden for, at kunne forvandle den til en manuel
sekventiel gearkasse, tager formentlig noget af
brodden, og i praksis fungerer den løsning bedre end
den 9 trins gearkasse, man har forsynet den kraftige
af dieselmotorerne med.
Det var kun en kort prøvetur vi fik i sidstnævnte,
og den skal få lov til at dokumentere sit værd på et
senere tidspunkt. Men vi oplevede ganske enkelt for
stor forsinkelse fra det øjeblik, speederen blev
trådt ned, til bilen begyndte at accelerere. Med CVT
gearet og benzinmotoren skete det prompte.
Vi har ikke prøvet alle motorerne, men to
benzinmotorer og en diesel vidner om, at de er
yderst fleksible og trækvillige. At de så samtidige
er så lavt forbrugende, at Opel allerede nu kan
overholde fremtidige krav er jo herligt, for gør de
det også i praksis, har både Opel og Opel Astra
ejerne glæde deraf.

 |