Om ikke før var
det i år særdeles tydeligt, at efterårets store
bilshow, IAA i Frankfurt, er en tysk bilmesse, hvor
det er tysk bilindustri, der stjæler billedet. Sådan
var det ikke tilbage i tiden, hvor der var bred
tilslutning og deltagelse fra verdens globale
bilindustri.
I år fravalgte
verdens største bilmærke, Toyota, sin deltagelse,
det samme gjorde Nissan, PSA gruppen (på nær Opel),
FCA (dvs. Fiat, Jeep, Alfa Romeo m.fl.), Volvo, KIA,
Mazda, Mitsubishi, til dels Renault, Suzuki, Subaru
og mange flere. Og de fleste af de, der var på show,
havde reduceret deres tilstedeværelse væsentligt.
Selv Mercedes og
BMW havde neddroslet deres engagement. Ikke fordi de
manglede noget at præsentere, men måske fordi de
pompøse omgivelser er under stadig kritik fra ikke
mindst den tyske presse, der, repræsenterende
befolkningen, er af den opfattelse, at man måske
heller burde bruge ressourcerne på at sætte handling
bag ordene om at gøre mobilitet miljørigtig. Det
havde begge de nævnte bilgiganter forstået, og det
blev deres produkter ikke mindre interessante af.
BMW sælger flest elbiler
BMW præsenterede
fornuftigt nok deres elektrificerede udgave af MINI
– MINI Cooper SE med et beskedent batteri på 32,6
kWh der rækker til 232 kilometer iflg WLTP.
Fabrikken topper i øvrigt salgslisterne i Tyskland
som den producent, der sælger flest elektrificerede
biler og det underbyggede man på IAA med en stribe
af slagsen. Målet er i 2025 at have mindst 25
elektrificerede biler på programmet.
Trækplastre var
BMW Concept 4, som er et bud på næste generation af
BMW 4-serie Coupé og som formentlig også vil være
klar til elektrisk strøm, BMW i Hydrogen NEXT, der
er udviklet i samarbejde med Toyota (som man har
samarbejdet med siden 2013) og BMW Vision M NEXT,
som er en hybridbil bl.a. med elmotorer både for og
bag.
Mercedes Formel E og Vestas
Mercedes satte direkte fokus på bæredygtighed ved
bl.a. for første gang at præsentere det ultimative
luksuskøretøj, Mercedes-Benz VISION EQS, og så
benyttede man også anledningen til at fremvise sit
nye Formel E team. Mercedes debuterer jo i Formel E
i november og det var da også første gang, at det
nye sponsorsamarbejde med den danske
vindmølleproducent Vestas blev synliggjort for
offentligheden.
Elektrisk Opel Corsa
Opel var der også, men på en ganske
beskeden stand, med særlig fokus på den elektriske
udgave af den helt nye Opel Corsa, men Peugeot, DS
og Citroën så man som nævnt ikke skyggen af på IAA.
Læs iøvrigt vores reportage fra verdenspremieren på
den nye Opel Corsa >>>
VW Gruppens mange gnister Porsche er
også gået elektrisk med en eldrevet sportsvogn,
Porsche Taycan. Taycan er den første
serieproducerede bil, som kommer med en
systemspænding på 800 V i stedet for 400 V, som er
normalt for elbiler. På godt 5 minutter kan man med
jævnstrøm i lynopladningsnettet lade op med energi
til op til 100 km rækkevidde. Den samlede kapacitet
for performance-batteriet ”Plus” udgør 93,4 kWh. Og
naturligvis præsenterede Porsche også deres Formel E
racerbil, som de debuterer med til november.
Hos Volkswagen havde man verdenspremiere på elbilen
ID.3 og hér kan man som kunde selv vælge hvor stort
et batteri, man vil have, ligesom tilfældet i
princippet er for Nissan LEAF. Det mindste er på 45
kWh, som giver en rækkevidde på 330 kilometer,
mellemstørrelsen er på 58 kWh og giver 420 km, og
det største batteri er på 77 kWh/550 km.
VW-gruppen og
SEAT’s sportsmærke, Cupra, fremviste en konceptbil
på el: to elmotorer på 306 hk i alt og en rækkevidde
på 450 km. Den er døbt Tavascan og er en SUV-Coupé
med et 77 kWh litium-ion batteri.
Audi havde ikke
mindst fokus på de to verdenspremierer: Audi
AI:TRAIL og Audi RS 7 Sportback. Sidstnævnte er
seneste skud på stammen af højtydende biler og
førstnævnte er den senest tilkomne blandt Audis
konceptbiler med elektriske drivliner.
Audi AI:TRAIL. |