Normalt bruges
begrebet ”Hot Hatch” om en serieproduceret personbil
med tophængslet bagklap og en gevaldig masse
hestekræfter under motorhjelmen – gerne langt over
200. Den nye Suzuki Swift Sport lever mere end op
til forventningerne og begrebet, selvom den ”kun” er
god for 140 hestekræfter. Forklaring følger…
Suzuki Swift Sport
er det ultimative sportslige udtryk for fabrikken,
der i bred forstand er mest kendt for deres småbiler
og kompakte firehjulstrækkere til overkommelige
priser. Den nye Swift Sport er da også både lille og
fornuftigt prissat – i Danmark forventes den at
koste i nabolaget af 230.000 kroner, når den lander
hos de danske Suzuki forhandlere engang i august
måned.
Suzuki kan det
dér
Gennem Swift Sport
dokumenterer Suzuki ikke alene, at de mestre det, at
bygge brugbare småbiler, men de kan også håndtere
moderne teknik på et sådan niveau, at konkurrenterne
må stirre måbende, klø sig i nakken og erkende, at
netop det med de små biler, det kan Suzuki, måske
bedre end de fleste andre. Husk på, at et af
kriterierne også var, at det skulle ske til
overkommelige priser.
Fartspecifikationerne taler deres klare sprog: 0-100
km/t på 8,1 sekunder, 210 km/t på toppen, men
fremfor alt er den rigtig godt kørende, ikke mindst
gennem udfordrende snoninger, som der er masser af i
bjergene vest for Malaga i Spanien, hvor de første
internationale testkørsler af den helt nye bil fandt
sted.
Helt fra bunden
Det, Suzuki har
gjort, er at arbejde videre på det grundlag, de
allerede havde skabt med den nye Swift model. Og
alligevel er man begyndt helt fra bunden af, for man
har taget den nye Swift, beholdt det, man mente
kunne bruges til at bygge en performance model, og
så tilføjet og ændret alt det, der nu var nødvendigt
for at nå målet.
Og så har man hele
tiden haft i baghovedet, at Swiftens vægtfordel
skulle var et omdrejningspunkt. Fordi lavere vægt
giver mere virile køreegenskaber og kræver mindre
effekt for at kunne køre hurtigt – og Swift Sport
dermed kunne kategoriseres som en ”hot hatch”.
Vridningsstabil
Man lander på en
egenvægt på blot 975 kg, til trods for, at et andet
centralt punkt var at forbedre vridningsstabiliteten
endnu mere end man i forvejen havde gjort ved at
om-konstruere chassisrammen, da man byggede den nye
Swift. Den såkaldte Heartech ramme var derfor et
oplagt udgangspunkt.
Det, man har gjort,
er at forstærke undervognen og taget nye materialer
i brug. Hjulophængene udmærker sig ved, at
fjederlængden fra den almindelige Swift er bevaret,
men affjedringen er i øvrigt helt omkonfigureret,
der er benyttet Monroe sports støddæmpere både for
og bag, og så er krængningsstabilisatoren fortil
gjort kraftigere i leddene, som nu også er coated
med teflon. Det giver en ultra glat næsten
friktionsløs materialesamling og derigennem en endnu
hurtigere reaktion, når de træder i funktion.
Styrer præcist
Det har den
betydning, at styrepræcisionen bliver endnu større,
i særdeleshed når der køres på ujævnt underlag med
konstant skiftende vejgreb. Og samtidig har man
kunnet bevare en fornuftig kørselskomfort.
Den slags indgreb og
løsninger er der mange af i Swift Sport. Et andet
eksempel er ekstra svejsepunkter i den øvre del af
bagdørsåbningen og den nedre del af
bagagerumsåbningen. De forøger karrosseriets
vridningsstabilitet og medvirker dermed også til den
præcise styring.
Drivlinen passer
til
Oven i det kommer en
ny opsætning af styretøjet, som har øget følingen
med underlaget, også bremserne er blevet forstærket
og Swift Sport er desuden udstyret med en 6-trins
manuel gearkasse med korte, direkte skift.
Det hele
komplementeres med en ny 1,4 liters turbo
benzinmotor, der også præsterer et maksimalt
drejningsmoment på ikke mindre end 230 Nm. Og 17”
hjul med 195 mm brede 45 procent ultra lavprofildæk
hører også med i pakken.
|