- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First Test Subaru Impreza

En af verdens sikreste biler


Af Søren Clauding – marts 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subaru er klar med den helt nye Subaru Impreza. Den er baseret på samme platform som den lidt højere XV, den såkaldte Subaru Global Platform. Den er blevet en succes, ikke mindst i Danmark, hvor der er blevet lettet lidt på antallet af biler, den nordiske importør, International Motors, har mulighed for at sælge. Og med den nye Impreza skal succesen udbygges.

 

Det er sådan lidt en balancegang, at være Subaru. Den japanske fabrik vil gerne sælge biler, men de vil ikke forcere salget med volumen som det eneste saliggørende. Derfor får de enkelte regioner rundt om i verden tildelt en vis portion biler. Den portion har de mulighed for at sælge uden den helt store udgift til markedsføring. Og det går i det store hele meget godt – Subaru har fx altid tjent penge, vist nok som den eneste bilfabrik nogensinde.

 

1 procent mærke

Hos Subaru har man besluttet, at Subaru skal være et ”1 procent mærke”, altså have et årligt salg, der svarer til 1 procent af verdensmarkedet. I 2012 solgte man 700.000 Subaru’er på verdensplan, i fjor 1.090.000 biler og i år har man planlagt at sælge ca. 1.106.000 biler. Derved kan man stille og roligt – og planmæssigt udbygge produktionsapparatet. Og måske nok så vigtigt, derigennem at skabe et umættet behov. På den måde opnår Subaru sin helt egen eksklusive status. For lige at få proportionerne på plads, sælger det kinesisk ejede tidligere svenske bilfirma, Volvo, kun halvt så mange biler på verdensplan – uden at det så i øvrigt har noget med Subaru at gøre.

 

Og det har det så alligevel, for Volvo er kendt for sikkerhed. Op imod det står Subaru, der som en del af sin målsætning har, at bygge verdens sikreste biler. Det går ret godt, hvad diverse sikkerhedstest rundt om i verden dokumenterer, og så skal bilerne desuden være holdbare. Det er de også, for statistikken fastslår, at 96 procent af de Subaru’er , der blev købt for 10 år siden, er fortsat i drift ude på landevejene.

 

De skal køre godt

Subaru vil også producere biler, der udmærker sig ved deres køreegenskaber. Den filosofi har gjort fabrikken til den største producent af firehjulstrukne biler i verden. Her gælder ingen 1 procents regel. Derfor er den helt nye kompakte mellemklassebil, Subaru Impreza, også firehjulstrukken, præcis som XV.

 

Det er biler, der størrelsesmæssigt passer til især det danske publikum, og derfor vil man i Danmark forventeligt sælge omkring 1000 biler i det første leveår for Impreza og XV – og man er blevet lovet, at det antal får man.

 

Boxermotorer er normen

Ligesom firehjulstræk er også boxermotorer et typisk Subaru kendetegn. Til Impreza kan man vælge mellem enten en 114 hestes 1,6 liters benzinmotor, hvormed man kan køre godt 16 km/l. Alternativet er den, vi prøvede bilen med i forbindelse med de første nordiske testkørsler på sydsvenske landevej, som er en 2-liters benzinmotor, der præsterer 156 hestekræfter, og kører godt 15 km/l.


2-liters boxermotoren yder 156 hk.


Dieselmotorer er nu en overstået affære hos Subaru, men inden man beklager sig for meget over det ikke udpræget konkurrencedygtige benzinforbrugstal, skal man huske på, at for det første er Impreza firehjulstrukken – permanent firehjulstræk, som ikke kun sikrer stor fremkommelighed på glat underlag, men også er en stor sikkerhed, hvad angår stabilitet og køreegenskaber i bred forstand.

 

For det andet er automatgear en del af pakken. Og for det tredje er sikkerheden meget højt prioriteret. Og sikkerhedsudstyr vejer naturligvis ekstra. I øvrigt skal nævnes, at Subarus avancerede kamera baserede EyeSight også er en del af pakken.

 

Attraktiv prissætning

For at kunne opnå de ønskede Subaru køb i Danmark, har man også prissat den nye Impreza forbavsende attraktivt. Listeprisen for den billigste version er 270.000 kroner, med et højere udstyrsniveau (Active) koster den 340.000 kroner og med den kraftigere 2-liters motor er prisen 360.000 kroner. Og det er altså inklusive firehjulstræk og automatgear…

Andre Subaru prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Bedst i køre-test >>>


Vi har prøvekørt den helt nye og suverænt kørende Subaru Impreza. Tag med og oplev hvorfor den er så god. Fuld HD.


 

 


Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt