- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First Test Subaru Impreza

Bedst i køre-test


Af Søren Clauding – marts 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At påstå, at Subaru Impreza er den bedste bil i sin klasse, er lige i overkanten, for biler skal tilgodese mange forskellige formål og mange forskellige behov – og ikke alle prioriterer køreegenskaber højt. Også derfor benytter vi ingen klassificering her på Motorsiden.dk. Men netop hvad køreegenskaber angår, er den helt nye Subaru Impreza efter vores opfattelse den bedst kørende bil i sin klasse.

 

Det er ikke så mærkeligt, at det er konklusionen, for det samme kunne vi sige om Subaru Levorq, da vi prøvekørte den. Men også hvad køreegenskaber angår, vægter mennesker forskelligt, så her er undertegnedes vurdering:

 

Suveræn vejbeliggenhed

Det handler mere end noget andet om vejbeliggenhed. Subaru håndterer kunsten, at lade en bil klæbe sig til vejen, så man på den ene side kan føle de små ujævnheder og derfor ikke slipper fornemmelsen af vejgrebet, og samtidig gør det så blidt, at det ikke går ud over affjedringskomforten.

 

Oven i det kommer en suveræn balance. Og glem ikke, at der er tale om en mellemklassebil, der ikke er prissat, så den slår bunden ud af et gennemsnitligt bilbudget. Balancen indebærer at bilen bagende og forende arbejder perfekt sammen, at bilen styrer præcis derhen, hvor man vil have den, at den hverken over- eller understyrer (altså tenderer til enten at ville dreje mere end man ønsker eller populært sagt fortsætter ligeud, selvom man drejer på rattet). Og desuden er den helt neutral, uanset speederen bevægelser eller om man midt i det hele finder på at bremse.

 

En kombination af flere ting

I teknisk forstand kan det dels tilskrives affjedringen, men naturligvis også det permanente symmetriske firehjulstræk, der som regel trækker med 60 procent af kræfterne på forhjulene og først, når man virkelig vil accelererer, eller kører op ad bakke lægger mere kraft på baghjulene end de 40 procent, de ellers administrerer.

 

Dertil kommer den seneste udgave af den avancerede lineatronic automatgearkasse. Der er tale om et trinløst CVT-gear, men sådan er det alene, når man kører med moderat acceleration – det oplever man ved, at motoromdrejningstallet stort set er konstant, mens bilen kører stadig hurtigere. Derved har man ikke så meget føling med kraftoverførslen til underlaget – men det er heller ikke nødvendigt, når man blot kører med moderat fart.

 

Fra multigear til gear i trin

Vil man ændre på det, træder man blot speederen kraftigere ned, så accelererer man naturligt nok hurtigere, men samtidig indbygger gear-computeren 7 trin, så låses gearkassen trin for trin fast og så har man præcis den kontakt med underlaget, som man meget naturligt også gerne vil have, hvis man kører lidt friskt.

 

Alt det blev synliggjort ved de første nordiske prøvekørsler af den nye Impreza, som fandt sted på sydsvenske landeveje, der iblandt var tørre, iblandt var våde og iblandt også dækkede af sne.

 

Velkendt motor

Vi prøvede den nye Impreza med den velkendte men nyeste udgave af den potente 156 hestes 2-liters boxer benzinmotor. Den ligger lavt i motorrummet, den har ingen turbolader, er letkørt og leverer gode fartpræstationer: 100 km/t nås på knap 10 sekunder. Eneste præstationstal, der ser knap så godt ud, er tallet for brændstoføkonomien – men det er til gengæld ikke svært at komme i nærheden af i praksis og inkluderer såvel automatgear og firehjulstræk. Derved er en Subaru Impreza også en meget ærlig bil. Og for resten: Subaru har opgivet dieselmotorer, men dér var de nu heller ikke så stærke som på benzinerne.

 

Det var så det, der vedrører køreegenskaberne, som også er søgt illustreret i onboard videoen fra testkørslerne her på siden.

 

Og resten af bilen?

En Impreza er en Impreza, også selvom den er helt ny. Den er designmæssigt blevet skarpere, men har stadig forholdsvis konservative linjer. Pæn, nydelig, også med en vis sportslighed, men det er ikke dér, den flytter grænser.

 

Den nye generation er den femte siden den første blev lanceret i 1992. I forhold til forgængeren, der er fra 2011, er den nye generation optimeret i enhver sammenhæng. Man sidder lidt lavere, der er blevet lidt bedre plads og det gælder alt fra skulderplads ved forsæderne til fod-plads ved bagsæderne.


 


DNA’et sikrer succesen

Men det hele er marginalt, derfor mærkes det ikke så meget. 5 liter mere bagageplads er ikke oceaner, men lidt har også ret, og går man for radikalt til værks, vil det gå for hårdt udover Subaru DNA’et – den vil da komme til at køre anderledes, måske endda dårligere, og den går ikke.

 

Det har man heller ikke brug for. Subaru sælger alt det, de har valgt at producere. Deres biler bliver strategisk placeret på verdensmarkedet og det er også årsagen til, at man ikke ser mange af dem i Danmark. Men det skal der så også laves lidt om på, for alt andet lige skal Subaru mærket trods alt også fremtidssikres, og så kan det jo ikke nytte noget, at det kun er de færreste, der har haft mulighed for at høste egne erfaringer. I øvrigt har Subaru aldrig nogensinde tabt penge. Tankevækkende!


Andre Subaru prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

En af verdens sikreste biler >>>


Vi har prøvekørt den helt nye og suverænt kørende Subaru Impreza. Tag med og oplev hvorfor den er så god. Fuld HD.


Fremtids-Subaru: Viziv Tourer Concept

Hvis drømmen er en ny Subaru, bliver den næppe mindre af dette kunstværk, udstillet for første gang i Genève forleden. Men den er "kun" en konceptbil. Fuld HD.


 


Hurtige fakta om den helt nye Subaru Impreza


Officiel introduktion i Danmark: Medio april 2018

 

Listepriser:

1,6i Base: kr. 269.900.

1,6i Active: kr. 339.900.

2,0 Active: kr. 359.900.

 

Motorer og præstationer:

1,6i, 4 cyl., boxer benzinmotor, 114 hk/6200 omdr./min, 150 Nm/3600 omdr./min. 0-100 km/t: 12,4 sek. 16,1 km/l. 140 g CO2/km. Euro 6c.

2,0i, 4 cyl., boxer benzinmotor, 156 hk/6000 omdr./min, 196 Nm/4000 omdr./min. 0-100 km/t: 9,8 sek. 15,2 km/l. 152 g CO2/km. Euro 6c.

 

Firehjulstræk:

Hydraulisk AWD med lamelkobling og Active Torque Split. 60-40 pct. fordeling af kræfterne.

 

Udstyr:

Base: EyeSight, 16” fælge, Hajfinne-antenne, 6-vejs justerbart førersæde, Apple CarPlay+Android Auto.

Active: 17” alufælge, Bi-LED forlygter med kurvelys, Ratvarme, 8” skærm, 2-zone klimaanlæg, bakkamera.

 

Længde: 4,46 meter.

Frihøjde: 13 cm.

Bagagerumskapacitet: 385-1310 liter.

Anhængervægt: 1200 kg.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt