Ikke færre end 900 nye dele finder man under det
kraftigt opdaterede karrosseri i den nye Toyota
Yaris. Det er ikke bare nyt for nyhedens skyld, men
resultatet af en gennemgribende videreudvikling af den
eksisterende model, som mærkes stort set overalt i
bilen.
På et par punkter er der dog ikke sket ændringer.
Pladsforholdende er uændrede og forbrugstallene i
hybrid udgaven ligeså. Det er dog ikke der samme
som, at der ikke er sket ændringer også på de
områder. Eksempelvis kan den nye Yaris leveres i
tofarvede udgaver – noget der hidtil kun var en
option for visse kampagne modeller – og
hybriddrivlinen er rettet til, som samspillet mellem
omdrejningstal og speederposition er mere harmonisk.
Elbil med hybridteknologi
Med den nye Yaris viderefører Toyota også deres
strategiske satsning på hybridteknologi på vejen mod
fuldt elektriske biler, når de måtte blive et
fuldgyldigt alternativ til hverdagens mobilitet.
Godt nok introducerer man en helt ny 1,5 liters
benzinmotor, men der er en klar forventning til, at
det også fremover vil være hybrid drivlinen, der
sælges flest af.
I fjor var Toyota Yaris den mest solgte Toyota model
i Danmark såvel som resten af Europa. Men tæt ved to
tredjedele af alle solgte Yaris var udstyret med
hybrid drivliner. Det siger i sig selv meget, men
det er også et tal, der faktisk kunne have været
endnu større.
Hybrid uden kabel
Toyota Danmarks pressechef, Anders Tystrup
fortæller, at selvom Toyota nu har produceret
hybridbiler i 20 år, er der stadig bilkunder, der
tror, at en hybridbil skal lades op fra en
stikkontakt, som man skal med de såkaldte plug-in
hybrider (eller på dansk; opladningshybrider), men
Toyotas hybridteknologi er netop baseret på, at man
IKKE skal lade batteriet op. Det klarer bilen af sig
selv uden nogensinde at se en stikkontakt.
Det hænger sammen med, at en Toyota hybridbil, og
det gælder altså også den nye Yaris i hybrid
udgaven, har to elektromotorer. Den ene bruges til
at hjælpe benzinmotoren med at drive bilen fremad,
derved bruges der mindre benzin – faktisk så lidt at
en Yaris hybrid i gennemsnit kan køre omkring 30
kilometer på en liter benzin (et tal, det oven i
købet er muligt at komme tæt på i praksis, hvis man
kører varieret, dokumenterede de første
internationale prøvekørsler af den nye bil på flade
landeveje og i bytrafikken omkring Amsterdam i
Holland).
Hybridmotoren i den nye Toyota Yaris.
Strømmen skabes når farten sættes ned
Den anden elmotor er en strøm generator, som oplader
batteriet, hovedsageligt når man nedsætter farten.
Når farten nedsættes, frakobles benzinmotoren og
slukkes, alt imens strøm generatoren kobles til
hjulene og oplader batteriet. Avancerede
computersystemer sikrer, at det sker med en sådan
præcision, at mange lette opbremsninger fortrinsvis
sker vha. den modstand, generatoren yder (det føles
ligesom traditionel motorbremse), og først, når der
er brug for kraftigere opbremsning, aktiveres de
traditionelle bremser.
Erfaringerne viser, og det blev underbygget af
køreturene i Holland, at man typisk tilbagelægger
mere end halvdelen af en køretur i varieret trafik,
uden at benzinmotoren er i brug. Vores tests gav
resultater fra 56 til 80 procent. Og når
benzinmotoren ikke er i brug, forbruges der heller
ingen benzin.
Yaris er både en elbil og en benzinbil
Som sådan er en Toyota hybrid egentlig ligeså meget
en elbil som en benzinbil, og det hele sker altså
uden brug af strøm fra el-nettet.
Som fører kører man en Toyota hybrid, præcis som en
hvilken som helst anden bil (med automatgear oven i
købet), den er yderst stilfærdig – den nye Yaris
endnu mere lydløs end forgængeren, fordi Toyota har
arbejdet målrettet på bl.a. at forbedre
støjforholdene – og eneste reelle minus er, at man
ikke kan trække en anhænger, fordi hybrid systemet
ikke er kalibreret til at løse den opgave
tilfredsstillende. Har man brug for, at trække en
anhænger og fortsat ønsker at købe en Yaris, findes
den også med både konventionelle benzin og
dieseldrivliner og da er en trækkrog intet problem.
Mindre slitage
I tilgift slides mange dele i bilen mindre, fordi
bremserne ikke er så aktive og belastningen af
benzinmotoren finder naturligt nok ikke sted, når
den ikke er i brug og belastningen er væsentligt
reduceret, når den får assistance af elmotoren.
Kun én mobilitetsløsning kan være mindre forurenende
end hybridteknologien nemlig ren el-drift, men dels
er bæredygtig energi produktion endnu ikke en option
for alle elværker, dels kan batteri teknologien,
infrastrukturen og opladningshastighed ikke
imødekomme alle dagligdagens behov. Her er en bil
som den nye Yaris hybrid et realistisk og nutidigt
alternativ. |