- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First Nordic Testdrive: Subaru XV

Ny kompakt SUV

kan sætte dagsordenen


Af Søren Clauding – 22. september 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter vores første møde med den nye Subaru XV står det klart: Den bil kunne sætte dagsordenen for kompakte SUV’er i Danmark – forudsat at markedet opdager, at den er der. Det gør ”markedet” ikke nødvendigvis, for den på mange måder konservative japanske industrigigant, der før hed Fuji Heavy Industries, har sin egen måde at drive forretning på.

 

Eksempelvis har man sig den holdning, som nogen vil kalde arrogant, at man ikke vil producere flere biler end det, der svarer til 1 procent af verdensmarkedet, og det nødvendiggør ikke den helt store markedsføringsindsats. Men Subaru XV kommer dog til Danmark, trods alt.

 

Profitabel

Før hed virksomheden Fuji Heavy Industries. Men som tiden er gået, er bilproduktionen blevet det mest ”heavy” og i dag udgør fremstillingen af Subaru biler 90 procent af koncernens eksistensgrundlag og derfor har den skiftet navn til Subaru Corporation. Men Subaru lader sig ikke dirigere af markedet og de afgør selv, hvor mange biler de vil sælge, for en Subaru skal fortsat være noget særligt, også selvom den egentlig ikke er prissat som en regulær premium bil.

 

Den strategi er det dog vanskeligt at opponere imod, for Subaru er en rentabel virksomhed og de er ifølge dem selv den eneste bilproducent nogensinde, der aldrig har tabt penge. Uden at have kikket efter i historiebøgerne, tror vi dem gerne. Men det er en meget anderledes tilgang til det, at producere og sælge biler end den man har, hvor vækst er det eneste saliggørende.

 

Pris og kendskab

Apropos pris: Prøvekørslen fandt sted, netop som regeringen fandt flertal for en ny afgiftslovgivning i Danmark, så der går lige nogle dage, inden den lille nordiske organisation, der stå bag salget også i Danmark, kan annoncere priserne på den nye bil. Men de skal jo nok være der, inden den nye Subaru XV lander i Danmark engang i november måned.

 

Men de nye afgifter kan næppe skade den japanske bil og spørgsmålet er derfor alene, om det danske marked vil få tildelt alle de biler, der vil være købere til. For lykkes det, at få formidlet budskabet om den nye bils fortræffeligheder ud til de danske bilkøbere, skal der nok blive efterspurgt mange biler.

 

Vokser alligevel

Heldigt, for på trods af Subarus erklærede globale strategi, der jo på den anden side nok mest er fremadrettet, har fabrikken øget produktionen fra godt 700.000 biler det år, hvor den første Subaru XV så dagens lys (2012) til i år at slutte på cirka 1,1 million biler. Med de tal er Subaru f.eks. dobbelt så stor som Volvo, hvad der jo på en måde er tankevækkende. Men det er en helt anden sag.

 

I Danmark vil det også være lidt anderledes. Hér ville man måske endda acceptere en større markedsandel end de 1 procent, men den procent er Subaru slet ikke i nærheden af, bl.a. fordi den nordiske importør ikke får tildelt alle de biler, der kan sælges.

 

Kendskabet til Subaru er da også fortsat beskedent, konkurrencen er hård, men man har hos Subaru beregnet, hvad eksempelvis en Nissan Qashqai ville koste, hvis den havde i princippet samme egenskaber og udstyr som en Subaru XV. Da ville XV være billigst. Det forhold vil næppe være anderledes efter implementeringen af de nye afgifter og som sådan burde man kunne øge salget væsentligt, hvis man altså kunne få biler nok. Egentlig lidt af et paradoks.

 

Gennemgribende ny

Den nye Subaru XV var en af pionererne i klassen for kompakte SUV’er, da den kom på markedet i 2012. Den blev hurtigt en succes og den vil man bygge videre på med den helt nye bil, der i den grad er fornyet, så der stort set intet er fælles med den hidtidige model.

 

Man er oven i købet gået nye veje, har gjort op med fundamentale principper (hvad der kan være svært i en virksomhed, hvor ingeniør-vældet er dominerende), men man har heldigvis ikke forladt det helt basale: En Subaru har altid permanent firehjulstræk, den har altid boksermotor og er altid godt og grundigt gennemarbejdet.



Design betyder meget

En Subaru er også kendt for, ikke altid at være pakket ind i de allermest spændende designs. Det blev der til dels lavet om på allerede med den første XV; nu er linjerne blevet skærpet i den nye bil og cockpittet er ligeledes strammet en del op. Ikke mindst har man en højere grad af premium følelse i den nye XV og det passer glimrende til køreoplevelsen.

 

Subaru har i øvrigt undersøgt, hvad der især har solgt den hidtidige XV. På førstepladsen kommer netop bilens design. På 2. pladsen kommer sjovt nok hjulenes design og de to parametre udgør tilsammen to tredjedel af kundernes præferencer. Siden kommer bilens dimensioner, herunder frihøjden, som er imponerende 22,1 cm (dog blot 1 mm mere end hos forgængeren, men stadig meget stor).

 

Undertegnede er imidlertid af den opfattelse, at de nævnte præferencer alene er baseret på, at de grundliggende egenskaber er på plads: Altså køreoplevelsen, terrænegenskaber og herunder ikke mindst firehjulstrækket. Uden det, er en Subaru ligesom ikke det sammen – ja, da er den faktisk slet ikke en Subaru. Og hvad de egenskaber angår, kan vi fastslå at de er blevet endnu bedre. Se videoerne her på siden og læs mere om den nye Subaru XV, dens konstruktion og køreegenskaber hér >>>.

Andre Subaru prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Fænomenale køreegenskaber >>>


Den nye Subaru XV, der lander i Danmark i november, er helt igennem ny. Den kører fabelagtigt godt. Vi ved det, for vi har prøvet den. Videoen kan også ses i Fuld HD.

 

Vi tog også lige en tur i det særlige off-road spor på Trosta Park testbanen ved Arlanda i Sverige. Imponerende hvad den kan:


 

 


Link til importøren


Hajfinnen med antenne er også ny.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt