Helt bogstaveligt
løfter den nye Opel Insignia Country Tourer mærket
til nye højder. For frihøjden er forøget med 2,5 cm i
forhold til Sports Tourer udgaven. Men den gør det
også i overført betydning, for den løfter
mulighederne til nye højder i kombination med
effektive køreprogrammer og firehjulstræk. Oven i
det lancerer Opel også en ny 210 hestes biturbo
dieselmotor. Ikke for ingenting kalder Opel selv den
nye bil for fabrikkens flagskib.
Det hele skaber
nemlig en vellykket harmoni, som ikke er uden
betydning, set i lyset af den udmelding, Opel og PSA
ledelsen leverede for få dage siden: Opel skal
fortsat være sin egen, Opel skal have helt sin egen
identitet og det er af stor betydning, når det er
fabrikkens flagskib, det handler om.
For god til at
ændre på
Hen ad vejen vil den
økonomiske fordel ved, at være en del af PSA
gruppen, givetvis medføre ændringer, men venligst:
lad lige Insigniaen lidt i ro i et stykke tid, den
er nemlig simpelthen for god til at ændre på. Selv
den nye dieselmotor er vellykket, men om den kan
leve op til de stadig mere krævende miljønormer,
melder historien foreløbig ikke noget om. Indtil
videre er den bl.a. vha. SCR katalysator og AdBlue
yderst ren og helt i overensstemmelse med de
gældende Euro 6 forureningsnormer.
Vi har her på
Motorsiden.dk fra vores allerførste møde med den nye
Opel Insignia været begejstrede for bilen, som Opel
hårdnakket fastholder ikke er en premiumbil. Vi har
fra begyndelsen undret os over den ”påstand”, men
det er givetvis et spørgsmål om strategi: hvis en
Opel Insignia ville blive solgt som en ”premiumbil”,
ville den blive målt op imod en række konkurrenter
med stærke, veletablerede brands. Det ville kunne
være en vanskelig opgave at sikre succes på det
grundlag.
Bedst til prisen
Nu kan man i stedet
måle sig med typiske mellemklasse bilmærker og dér
være blandt de bedste. Og egentlig kan det jo være
lige meget, om en bil vælges frem for alternativt en
premium bil eller en mellemklassebil. Kun på et
enkelt punkt har man da et problem: prissætningen.
En Opel Insignia og ikke mindst den nye Country
Tourer er ganske enkelt uhørt billig i forhold til,
hvad man som kunde får for pengene.
Hvis man ser bort
fra det efterslæb, hvad angår brand-værdien (altså
det image, man som bilmærke bærer rundt på, og som
det erfaringsmæssigt tager mange år at ændre på),
som Opel bringer med sig, så er en Opel Insignia og
i særdeleshed den firehjulstrukne udgave af Country
Tourer, i vores optik en regulær premiumbil.
Gennemtænkt og
avanceret
Som køretøj rammer
den direkte ind i selskabet af BMW, Audi og andre
veldefinerede premiumbiler. Den ser knald godt ud,
den er gennemtænkt, den er udført i lækre materialer
og har langt henad vejen de samme egenskaber. Det er
de matrix segment inddelte LED forlygter et
glimrende eksempel på. Her sikrer 32 individuelle
LED enheder, at man har alt det lys til rådighed,
man kan tillade sig.
Og så kører Insignia
fremragende, med forhjulstræk måske endda bedre end
nogen af de forhjulstrukne premiumbiler. Men også
firehjulstrækket sidder lige i øjet, hvad de første
internationale prøvekørsler af den nye Insignia
Country Tourer dokumenterede. De fandt sted på
snoede og udfordrende schweiziske vinterveje mellem
Genève og Neuchatel.
Konklusion
Så: kort fortalt har
Opel skabt en premiumbil, ikke helt med det image,
som andre premium bilmærker har og til en helt anden
pris.
Om det, at det
utvivlsomt er dyrere, at bygge premiumbiler, og Opel
derpå tager for lav en pris for produktet, har været
en medvirkende årsag til fabrikkens fortsatte
økonomiske vanskeligheder, skal vi ikke gøre os
kloge på, men tanken er nærliggende. Nu er den tid
heldigvis forbi og PSA skal nok gøre deres til, at
købet af Opel ikke bliver en fejlinvestering.
Men igen, kære PSA/Opel
folk, lad nu ikke Insignia stige i pris. Find en
anden løsning – optimér omkostningerne, effektiviser
produktions- og salgsprocesserne, opnå det, man
kalder stordriftsfordel, eller hvad I nu kan finde
på. For sættes priserne op, vil det med næsten
sikkerhed sænke salgstallene, så indtjeningen
alligevel ikke stiger.
Det vil i givet fald
ramme de mange (tror vi det er), som ellers ville
kunne købe den nye Insignia indenfor rammerne af et
noget mere beskedent budget end ”luksusbudgettet”,
og derved går glip af de mange fine egenskaber, som
Insignia’erne byder på, uanset variant.
Link til importøren |