Den helt nye Hyundai Kona er ikke bare Hyundais
første kompakte SUV, den hæver også barren for biler
i kategorien af såkaldte livsstilskøretøjer af
SUV-typen. Den gør det i kraft af et iøjefaldende
design og ikke mindst glimrende køreegenskaber. Hvad
det sidste angår, er det dog vigtigt at forholde sig
til, hvordan man værdsætter køreegenskaber. Er man
villig til, at betale prisen for firehjulstræk, DCT
gear og et andet baghjulsophæng, får man en bil, der
blander sig med de allerbedste i segmentet.
Vi havde lejlighed til at prøve begge versioner i
forbindelse med de første internationale
prøvekørsler af den nye Hyundai Kona bl.a. på snoede
og udfordrende bjergveje rundt om den
karakteristiske Montserrat bjergmassiv sydvest for
Barcelona og køreoplevelsen var klart forskellig i
de to versioner.
To ret forskellige versioner
Den nye Hyundai Kona findes i teknisk forstand i to
udgaver, når den introduceres på det danske marked i
begyndelsen af det nye år. En 1-liters 120 hestes 3
cylindret turbobenzin version med 6 trins manuelt
gear og en todelt torsionsbagaksel – og ikke
uvæsentligt, en køreklar vægt på 1233 kg.
Samt en ny 177 hestes 1,6 liters 4 cylindret turbo
benzin rækkemotor med 7 trins dobbeltkoblings
automatgear. Sidstnævnte har også variabelt
firehjulstræk, som kan levere op til 50 procent af
kræfterne til baghjulene. Begge versioner har 17 cm
frihøjde, men vægtforskellen er ikke mindre end 164
kg.
Agil og smidig forhjulstrækker
Alt imens den firehjulstrukne Kona er klart den mest
spændene af de to, vil forhjulstrækkeren ligeså
klart blive den, der kommer til at sælge bedst.
Prisen, selvom den i skrivende stund endnu ikke er
fastsat, er den afgørende faktor, men harmonien er
også på plads, præcis som vi oplevede, da vi
prøvekørte Hyundai i30 med selvsamme motor. Man
bruger 12 sekunder på at nå de 100 km/t, men nok så
væsentligt: bilen er let og agil gennem kurverne, og
motoren tilstrækkelig smidig.
Indretningen byder på udmærket benplads overalt,
Konas længde på 4,17 meter taget i betragtning, og
bagagerumskapaciteten på 361 liter er på niveau med
konkurrenterne i klassen. Designet er moderne,
bilerne kan fås i to farver, og hele striben af
moderne sikkerhedsudstyr og infotainment muligheder
er inkluderet, ligesom automatisk nødbremse ved
hastigheder over 8 km/t er standard.
Potent drivline
Den firehjulstrukne version af Kona er markant
tungere. Det mærker man gennem de snævre kurver, den
virker knap så villig til at komme ind i svingene,
men det er blot indtil man slipper de 177
hestekræfter løs. Når de sammen med et
drejningsmoment på 265 Nm, som leveres allerede ved
1500 motoromdrejninger/minut og fastholdes helt op
til 4500 omdr./min, kaster sig over drivlinen, er
det især baghjulene, der får glæde af deraf.
Tyngdepunktet skubbes da bagover, trykket på
forhjulene lettes og så bliver hver en kurve en
herlig oplevelse. Desuden er Kona 4WD forsynet med
et elektronisk styret antispin system, der virker
lidt på
samme
måde som de systemer, der er kendt som torque
vectoring, hvor kræfterne fordeles til hjulene
afhængig af deres vejgreb. Assisteret af det
udmærkede 7 trins automatgear kan man i øvrigt nå de
magiske 100 km/t på 7,9 sekunder.
På løst underlag er oplevelsen næsten den samme,
hvad offroad videoen her på siden vidner om – cirka
midtvejs i videoen sættes tempoet markant i vejret,
oplevelsen er et signal om, at Hyundais VM rallyteam
ikke har holdt deres erfaringer for dem selv…
Multilink baghjulsophæng
Baghjulsophænget på Kona med firehjulstræk er et
multilink ophæng. Det understøtter bilens
styreegenskaber, fordi baghjulene ikke blander sig i
styringen. Derved har man kunnet tillade sig at gøre
affjedringen forbavsende tilgivende, uden at den
mister det sportslige lidt spændstige snit. Det gør
kørslen på plan asfalt ret komfortabel alt imens
hjulene på ujævn vej og i semi-offroad terræn får
tilstrækkeligt greb i underlaget – til trods for, at
de er 18” i diameter og udrustet med 235 mm 45
procent brede lavprofildæk.
En anden fordel ved multilink ophænget er, at man
har kunnet frigøre plads til det bageste
differentiale, så bagagerumskapaciteten er den samme
uanset drivline. I kombination med et yderst
vridningsstabilt karrosseri, hvor mere end halvdelen
er skabt i højstyrkestål, har man ved samme
lejlighed muliggjort en stor bagagerumsåbning under
den tophængslede bagklap.
Resultatet er, at Hyundai med den nye Kona har skabt
en helstøbt pakke, hvor det i sidste instans er
køberens behov og livsstil, der afgør hvilken
version der vælges. Det var vel dybest set også det,
der var meningen og det, der ligger til grund for så
alsidig en løsning.
Livsstilsbagagerum, godt pakket... |