- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinmarkerne er i Medoc vest for byen Bordeaux. Bilen er den helt nye Renault Grand Scénic

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Renault Scénic og Grand Scénic

På tværs af konventionerne


Af Søren Clauding – 2. september 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stor frihøjde, 20” hjul, til lejligheden fremstillede dæk og et design, som i den grad skiller sig ud, er de vigtigste måder, hvorpå Renault vil videreføre succesen i klasse for kompakte MVP’er – de såkaldte multibiler. Det er på ny Scénic navnet, der skal bære indsatsen, som det har gjort det så godt siden introduktionen for 20 år siden.

 

Den store frihøjde, efter forholdene forholdsvis smalle hjul (195/55-20), og de kolossale fælge er i den grad et opgør med konventionerne. Men efter de første internationale prøvekørsler på meget varierede veje i vinlandet omkring Bordeaux i Frankrig kan vi fastslå: Projektet er lykkedes og vi vil ikke være overraskede, hvis Renault har vist en ny vej også for konkurrenterne.

 

De kører meget ens

Grand Scénic måler 4,634 meter i længden, Scénic måler kun 2,406 meter og forskellen i akselafstand er 7 cm. Alligevel kører de to biler temmelig ens og det skyldes, formoder vi, at man i den grad har kunnet forfine køreegenskaberne, fordi man har valgt alene at tilbyde bilerne med de nye 20” hjul. Derved har man undgået kompromiser, som bilfabrikkerne ofte indgår, når de forsøger at få den samme hjulophængning til at passe til biler med forskellige hjuldimensioner.


 


Renault gjorde ved præsentationen meget ud af, at understrege den designmæssige gevinst ved at øge frihøjden fra 13 til 17 cm og kombinere dette med de store hjul, men faktisk er der også flere køremæssige fordele forbundet dermed.

 

Ud på marken og på asfalten…

Den større frihøjde på næsten SUV-niveau gør det muligt at forcere større ujævnheder, hvis man f.eks. begiver sig væk fra den plane asfalt med sin op til 1850 kg tunge anhænger på trækkrogen. Dér er de større hjul i øvrigt også en fordel, for de graver sig ikke så let ned i underlaget.

 

Ude på asfalten håndterer de store hjul de mindre ujævnheder bedre end små hjul – det er både en komfort- og en sikkerhedsmæssig fordel, som var mærkbar på de meget skiftende underlag. Ved motorvejsfart viste ingen af versionerne tegn på ustabilitet og styrepræcisionen var udmærket. Vi har nævnt det andet sted: den nye Scénic kører bedre end storebror Espace, selv når denne er udrustet med 4-Control firehjulsstyring.

 

Den lille Scénic er naturligt nok en smule mere væver omkring hjørnerne, men ikke mindre stabil ved høj fart.

 

Andre fordele

Også støjbilledet har haft glæde af den ukonventionelle undervogn, fordi støjen ikke har så let ved at forplante sig, og i opbremsningssituationer giver de større hjul en forøget berøringsflade med underlaget, som alt andet lige giver bedre bremseegenskaber.

 

Vi prøvede ikke Scénic ved katastrofeopbremsninger – det tillod de intensive trafikforhold ikke. Men bemærk ordvalget: Alt andet lige. Fordi normalt vil en bil i den størrelse have bredere dæk og dermed ad den vej opnå en større trædeflade. Desuden er dækkene af typen ”lav rullemodstand”, som uanset hvordan dækproducenterne vender og drejer billedet ikke giver helt det samme vejgreb som med ”normale” dæk.

 

Vi gætter på at de større hjul kompenserer for de dårligere data hos smalle dæk med lav rullemodstand – og det er vel også fair nok.

 

Svært at klage

Vi havde ude blandt vinmarkerne mulighed for at prøvekøre Grand Scénic med den kraftigste af motorerne, en 1,6-liters 160 hestes turbodiesel, kombineret med fabrikkens 6-trins dobbeltkoblingsgear (EDC). Den kombination kan man ikke klage over.


160-hestes dieselmotoren.


Desuden kørte vi Scénic med den kompakte 1,2 liters turbobenzinmotor og 6-trins manuelt gear. Den kombination er også god, om end det virker som om den skal noget mere på arbejde end dieselmaskinen (og det skyldes ikke kun effekten) og med lidt tålmodighed kan man få den til at køre temmelig langt på literen. Af samme årsag forventer Renault i Danmark at man vil kunne sælge en større andel benzinversioner end tidligere. Der skal så heller ikke så meget til, for hidtil har det fortrinsvis været diesel-Scénic’er kunderne gik efter.

 

Regulær familiebil

De funktionelle løsninger er naturligvis den primære grund til at vælge en Scénic. Den er en regulær familiebil, en bil til mange formål med stor fleksibilitet. Man har individuelle siddepladser og har eksempelvis fra Espace snuppet idéen med, ved et tryk på en knap at udløse bagsæderyglænene – alle fem i Grand Scénic – som så helt af sig selv falder ned i absolut plan position.

 

Fremme i skoene

På IT-området er man som vanlig også langt fremme i skoene. Man kan vælge blandt en række køreindstillinger, bl.a. en "Comfort"-indstilling som masserer en træt føres ryg muskulatur. Man kan betjene førnævnte sæder via smart-telefonen og i bilen er det hele samlet i en logisk vertikal 7,8” skærm, hvis største problem er, at den er en berøringsskærm. Den giver god oversigt over mulighederne, men der er visse funktioner der efter undertegnedes opfattelse er lettere at styre via konventionelle trygknapper, ikke mindst når man kører på ujævne veje. Forsøget på at ramme de rigtige felter på skærmen tager også opmærksomheden væk fra vejen.

 

Afhængig af udstyrsversion kan man opnå eller tilkøbe de allerfleste af de kendte kørehjælpemidler. Man må dog undre sig over at Renault ikke har udviklet et matrix-lyssystem, men alene tilbyder automatisk op- og nedblænding (men der skal jo også være lads til udvikling).

 

Varme-paradokset

Og i den voldsomme varme på de sydfranske veje konfronteres man med endnu et paradoks: I aerodynamikken og designernes hellige navn er bilen udstyret med en meget stor frontrude (ikke noget Renault er ene om) og under den er den en meget stor mørk instrumentbordsflade. Den varmes op af solen og fungerer som et varmeapparat, som selv ikke bilens hårdt arbejdende klimaanlæg kan holde helt nede. Nogle minutters stilstand i trafik-kø og temperaturen kræver fuld fart på klimaanlægget, det både trækker og støjer.


Andre Renault prøvekørsler – find dem her >>>

 

Læs også: Familiebil modern style >>>


Klik på billedet og oplev den nye Renault Grand Scénic on-board på vejene i Bordeaux i Frankrig. Videoen kan ses i Fuld HD.



Hurtige fakta om den helt nye Renault Scénic


Introduktion i Danmark: Ved årsskiftet 2016/17.

 

Priser: Kendes endnu ikke

 

Modelvarianter i Danmark:

Scénic (5 siddepladser), Grand Scénic (7 siddepladser).

 

Motorer og specifikationer (Scénic M/T):

Benzin:

Energy TCe 115: 1,2 liter turbo, 4 cylindre, 115 hk, 190 Nm/2000 omdr./min. 185 km/t. O-100 km/t: 12,3 sek. 17,2 km/l.

Energy TCe 130: 1,2 liter turbo, 4 cylindre, 130 hk, 205 Nm/2000 omdr./min. 190 km/t. O-100 km/t: 11,4 sek. 17,2 km/l.

Diesel:

Energy dCi 95: 1,5 liter turbo, 4 cylindre, 95 hk, 240 Nm/1750 omdr./min. 175 km/t. O-100 km/t: 13,7 sek. 25,6 km/l.

Energy dCi 110: 1,5 liter turbo, 4 cylindre, 110 hk, 260 Nm/1750 omdr./min. 183 km/t. O-100 km/t: 12,4 sek. 25,6 km/l.

Energy dCi 110 Hybrid Assist: 1,5 liter turbo, 4 cylindre, 110 hk, 260 Nm/1750 omdr./min. El-motor: 13,6 hk. 183 km/t. O-100 km/t: 12,4 sek. 28,6 km/l.

Energy dCi 130: 1,6 liter turbo, 4 cylindre, 130 hk, 320 Nm/1750 omdr./min. 190 km/t. O-100 km/t: 11,4 sek. 22,2 km/l.

Energy dCi 160: 1,6 liter turbo, 4 cylindre, 160 hk, 380 Nm/1750 omdr./min. 200 km/t. O-100 km/t: 10,7 sek. 22,2 km/l.

 

Længde: Scénic: 4,406 m. Grand Scénic: 4,646 m.

Frihøjde: 17 cm.

Dæk: 195/55-20.

 

Bagagerum:

Scénic: 572 liter.

Grand Scénic: 233/596 liter

 

Diverse:

Active Emergency Braking med fodgænger genkendelse (standard på alle modeller).

Panorama glastag.

Lys signaturer.

20” hjul.

13 liter forskydeligt center-fralægningsrum.

Multi-Sense køreindstillinger.

R-Link 7,8” skærm.

5 EuroNCAP stjerner.

Dobbeltkoblingsgear.

Head-up display.


 

Midterste sæderække i Grand Scénic.

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt