Det begyndte med Opel Astra sidste efterår, ja
egentlig også med Opel Karl nogle måneder tidligere.
Den store tyske bilproducent har taget de næste
skridt i processen, hvor man fornyr ikke bare
bilernes
tekniske profil, men også det, de allerfleste
mennesker husker en bil på: Bilernes visuelle identitet
med hovedvægt på frontpartiet. Det er præcis, hvad man
har gjort med den nye Zafira, som ser de danske
landeveje til november.
Hvis ikke det var fordi den var højere end Opel
Astra, ligner fronten til forveksling Opels seneste
succes-model. Om det så er godt eller dårligt, må det
være op til den enkelte at vurdere, for er der
noget, mennesker kan være uenige om, er det lige præcis
hvordan noget ser ud, landskaber,
boliger, påklædning og naturligvis også biler.
Ny karakter
Men Opel Astra er blevet utrolig positivt modtaget
overalt, og det satser Opel på også kommer til at
gælde den faceliftede Zafira. Den har i hvert fald
ændret karakter ved, at man har afskrevet det
frontdesign, som ellers var udsprunget af den
innovative Opel Ampera.
Se billederne af den
hidtidige
Opel Zafira og vurdér selv >>>.
Det er dog ikke kun frontpartiet, Opel har ændret på.
Også interiørdesignet er fornyet, cockpittet har
ændret karakter – men heldigvis har man bibeholdt
bilens funktionelle egenskaber. Det er vigtigt, for
det er trods alt bilens funktion, der afgør, at man
vælger den rummelige multibil, frem for eksempelvis
den mere agile stationcarudgave af Opel Astra-modellen ved
navn Sport Tourer (læs vores seneste test af Opel
Astra Sports Tourer hér >>>).
Syv eller fem sæder
Funktionen inkludere muligheden for syv sæder, men
selv med fem er der fine indretningsmæssige
løsninger som f.eks. det midterste bagsæde, der kan
foldes frem og forvandles til luksuøse armlæn,
samtidig med at de to yderste sæder skydes ind mod
midten og efterlader mere skulderplads.

Også det store bagagerum på 710 liter, der kan øges
til over 1,8 kubikmeter, er bevaret. Det behagelige
indeklima, som kan gøres endnu mere indbydende, hvis
man anskaffer bilen med panorama forrude, ligeså og
ikke mindst de meget fine komfortable
køreegenskaber.
Meget velkørende også ved høj fart
Helt grundliggende er Opel Zafira meget velkørende.
Den kan så også købes med en justerbar ”Flex-Ride”
undervogn, hvor man foruden en standardindstilling
kan vælge en fastere sportsindstilling eller en mere
tilgivende comfort-indstilling.
Vi prøvede den nye Opel Astra på vejene vest for
Frankfurt i Tyskland, ikke langt fra Opels
fabriksanlæg i Rüsselsheim, og kan fastslå, at hvad
køreegenskaberne angår, sakker Opel Zafira ikke en
millimeter efter konkurrenterne, tværtimod. Den har
en fremragende stabilitet, fremragende
styrepræcision og glimrende kørselskomfort, afprøvet
ved hastigheder helt op til de 220 km/t, som
topudgaven med 200 turbobenzinheste under
motorhjelmen kan præstere (se vores video, hvortil
der er link her på siden).

1,6 liters turbobenzinmotoren på 200 hk gør Opel
Zafira til en af verdens hurtigste MPV'er.
Lavt støjniveau
Dertil kommer, at støjniveauet er holdt meget lavt.
Især udgaven med den nye 170 hestes dieselmotor, som
også var til rådighed ved de første internationale
prøvekørsler, er bemærkelsesværdig lydløs. ”Det
skyldes blandt andet,” forklarede Opels danske informationschef,
Erik Morsing, ”at man er blevet meget god til, at
reducere støjen fra de mange dyser i sådan en motor.
I kombination med lyd dæmpning i almindelighed har
man opnået det lave støjniveau.”

2-liters dieselmotoren præsterer 170 hk.
Frontdesignet er nyt, cockpittet er nyt, en række
mindre detaljer er fornyet, og så har Opel udskiftet
hele det hidtidige Xenon forlygte-anlæg med nyt i
LED. Det forvandler på det nærmeste nat til dag og
giver et meget klarere lys. Men man har ikke
inkorporeret de MATRIX lygter, som findes i Opel
Astra. På det felt er man med Astra Sports Tourer'en bedre
stillet.
LED lys
Det er dog ikke værre end at LED forlygterne på
Zafira (standard fra Innovation udstyrsvarianterne)
har ni forskellige lys indstillinger, der tilpasser
lyset til omgivelserne og desuden er adaptive,
hvilket bl.a. inkluderer automatisk op- og
nedblænding.
En anden for mange mennesker ikke uvigtig ting er
Zafira’ens såkaldte connectivity, altså muligheden
for at kommunikere med omverdenen. Det avancerede
IntelliLink anlæg kan købes i allernyeste version og
man kan bl.a. vælge mellem, at anvende sin egen
smart-telefon eller tilkøbe ”Opel OnStar”. Og ved
tilkøb af 4G/LTE Wi-Fi hotspot kan bilen blive et
rullende internet hotspot, der kan håndtere op til
syv trådløse enheder på én gang. Det giver bl.a.
meget bedre net-forbindelse end hvis hver enkelt enhed selv skal
kommunikere med mobil nettet.
OnStar
Unikt ved OnStar er desuden muligheden for, at kunne
tale på dansk med en Opel medarbejder. Det giver bl.a.
mulighed for automatisk nødopkald, hvis
bilen
kører galt og en airbag udløses. I det tilfælde ringes
der op til OnStar servicecentret og hvis
servicemedarbejderen ikke kan få bekræftet, at alle
personer i bilen er OK, sendes der en ambulance til
uheldsstedet.
I øvrigt er 7” farveskærmen i midterkonsollen som
standard parat til at klare f.eks. navigation via
smart-telefonens navigation, men det kan så tilføjes,
at OnStar leveres gratis i enhver Zafira i en
prøveperiode. IntelliLink er kompatibel med Apple
CarPlay og Android Auto.
Stribevis af features
Blandt øvrige vigtige features ved den nye Opel
Zafira er de ergonomiske forsæder, certificeret af
den tyske organisation ”Aktion Gesunder Rücken”, den
smarte cykelholder med plads til fire cykler, Opel
Eye frontkameraet og den front monterede radar, der
gør striben af sikkerhedsudstyr tilgængeligt,
herunder adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse,
blindvinkeladvarsel osv. hvoraf det meste dog er
ekstraudstyr eller i hvert fald afhængigt af udstyrsniveau.
Motor-sortimentet strækker sig over diesel- og
benzinmotorer fra 120 til 200 hestekræfter. Med
sidstnævnte i maskinrummet bliver Opel Zafira en af
verdens hurtigste seriefremstillede MPV’er.
Prisniveauet strækker sig fra 285.000 til 461.000
kroner.
|