Bilkulturen spænder vidt,
meget vidt. Det er weekendens historiske Grand Prix
på Bellahøj i København et uomtvisteligt udtryk for.
Køerne foran indgangsportene var hundrede af meter
lange og det store område, som i enhver forstand er
ideelt til en folkelig begivenhed, der kræver plads,
var fyldt med glade gæster, som repræsenterede
begejstring og bil-entusiasme på alle niveauer og i
alle aldre. Det alt overskyggende var glæden ved at
samles og opleve sammen med titusindvis af
ligesindede. Noget, som for få år siden i den grad
blev tydeliggjort af de begrænsninger,
Corona-pandemien førte med sig.
På samme måde som store
musikkoncerter, Distortion, Eidfest, Grøn koncert,
Jazzfestival og store sportsbegivenheder har fundet
og fortsat finder plads i Danmarks hovedstad, har
der været afholdt det, der oprindelig hed Classic
Car Cup siden 1996. Fra og med 2001 hed det Copenhagen
Historic Grand Prix, men allerede fra første færd
indtog begivenheden en enestående position, med
deltagelse af historiske biler af enhver slags. Og
også med stribevis af internationale sportsstjerner,
deriblandt tilbage i 1996 Danmarkshistoriens første
Formel 1 kører, Tom Belsø, en rekord som han i
øvrigt deler (eller delte, for Tom Belsø lever ikke
længere) med Jac Nellemann, der siden 2013 har været
promotor for den store historiske bilbegivenhed.
Enestående rammer
Det, der gør CHGP enestående,
er for det første de usædvanlige rammer for
arrangementet. Oprindelig blev det afholdt foran
Christiansborg, siden var man et smut forbi Holmen,
som Tom Kristensen (9 x Le Mans vinder og ambassadør
for CHGP) mindedes ved åbningsreceptionen på
Københavns Rådhus, inden det i en periode på 12 år
faldt til ro i de smukke omgivelser i Fælledparken i
København.
En ændret infrastruktur og
visse praktiske begrænsninger satte punktum for
CHGP i Fælledparken. Men Jac Nellemann så lyset på
området omkring det tidligere Bella Center i
København, som nu til dags hedder Grøndalscentret.
Som et kuriosum blev der allerede tilbage omkring
1970 afholdt internationale racerbilsudstillinger i
Bella Centret, så i historisk forstand var Bellahøj
allerede dengang et vigtigt omdrejningspunkt for
bilkulturen.
Og bemærk: I denne artikels
første afsnit har ordene motorsport og racerløb ikke
været anvendt. Det er helt med vilje, for godt nok
er motorsporten fortsat et fixpunkt, men det
helt centrale, der kendetegner ”motorsportsfolket”
(med alle de begrænsninger, der ligger i det
prædikat), er en enestående dynamik, som er baseret
på begejstring, entusiasme, engagement og uendelig
stor og livsbekræftende glæde og livslyst. Det er
drivkraften, og det er, hvad der er grundlaget for
alle de succeser, og den anerkendelse, de mange
involverede opnår og oplever rundt om i verden.
Uden den drivkraft, ingen levende kulturbegivenhed
som CHGP.
International anerkendelse
Danmark er nemlig ikke et
bil-land i traditionel forstand, men er blevet det,
dels på grund af danske motorsportsfolks ry, respekt
og anerkendelse ude i verden, og dels fordi Danmark
har en hovedstad, der ikke alene rummer plads til
store musik, sport, kunst og kultur begivenheder, men
også forstår, at denne rummelighed er givende for
udviklingen af vores samfund, herhjemme såvel som i
en international kontekst.
I den første weekend i august
har Copenhagen Historic Grand Prix i flere årtier
fundet sted som en kultur-begivenhed. Biler og
motorsport har været omdrejningspunktet, men
kulturen omfatter så meget andet end blot de
køretøjer og deres førere, som vi – og undertegnede
skriver af hjertet ”vi” – bil- og
motorsportsentusiaster sætter pris på. Bil- og
motorsportskulturen genspejler samfundsudviklingen
og sætter den til skue for alle de, der måske også
ville kunne glæde sig over sammenholdet,
team-arbejdet, frivilligheden og fornøjelsen ved at
bidrage.
Årtiers bilkultur
Årets Copenhagen Historic
Grand Prix var et koncentrat af den indsats, som
alle med glæde har stået bag i flere årtier. Tre
generationer af racerkørere, der har vundet verdens
mest berømte motorløb, 24-timers Le Mans, har alle
givet udtryk for, hvad CHGP har betydet for dem og
deres karriere.
CHGP er diversitet, lighed og inklusion i ordets
praktiske forstand (og vi tænker ikke alene på de
dygtige kvindelige racerkørere, der har gjort sig i
den traditionelt mandsdominerede verden), men også
på de titusindvis af gæster og deltagere fra alle
hjørner af samfundet (GDPR lovgivningen begrænser
vores muligheder for at bringe billeder af jer alle,
og tiden var ikke til at spørge alle om lov – men vi
ved, at I var der, fordi vi så jer…).
Det er mennesker i alle aldre
fra de unge, der kører race i historisk inspirerede
biler, der ser ud som om de har været udsat for
vaskemaskinens kogeprogram og siden er blevet
tumbler-tørret ved højeste varme. Og de unge, der er
begyndt at give sig ud i støjsvag, elektrisk
motorsport. Til den stribe nuværende racerstjerner,
der sætter Danmark på verdenskortet og til dem, der
er så gamle, at det med at sætte sig på plads i et
racersæde er dagens største udfordring. For når de
først sidder der, så glemmer de alt om alder og hvad
der hører med dertil. Som sådan var det en
fornøjelse at se Karsten Ree tilbage bag rattet i
sin Ford GT40. Og by-the way: Karsten grundlagde sin
formue i samarbejde med Jac Nellemann (Den blå
Avis). Verden er lille og de har på hver deres måde
bidraget ubeskrivelig meget til udviklingen af
bilkulturen i Danmark.
Ingen kultur uden hinanden
Under et CHGP varetager et
utal af frivillige deres opgaver rundt om på
Bellahøj med at passe på publikum og deltagerne på
racerbanen. På samme måde som dansk motorsport har
skabt hele hold af officials, der rejser rundt i
verden og udfører tilsvarende opgaver på store
racerbaner som ikke mindst den i Le Mans. De
inspireres af den glæde, der er forbundet med at
skabe levende, aktiv og værdifuld kultur. Der køres
også race, og kørerne gør det i respekt for hinanden
og de værdifulde klenodier, de betjener sig af og
nyder at vise frem. Uden alle ”medvirkende”, uden
hinanden og uden det usvigelige gå på mod, som
opleves overalt i CHGP, var der ikke noget race.
Hvem der vandt så de enkelte race. Klik ind på
raceresult.dk. Og siden gælder det om at glæde sig
over i år og glæde sig også til næste år, og…
Der var naturligvis et felt af gamle formel
racerbiler på Bellahøj, men der kunne også ses helt
almindelige ældre biler.
Race for Riget er fortsat et stort og vigtigt
element i Copenhagen Historic Grand Prix. Og
Grundtvigskirken i baggrunden (billedet til højre)
er med til at give oplevelsen en særlig karakter. |