Klimaet er på dagsordenen
overalt i samfundet. Mere eller mindre heldigt ført
ud i livet, men hvor mærkeligt det for nogle end kan
lyde, er Copenhagen Historic Grand Prix et skole
eksempel på, hvordan en begivenhed kan afvikles med
beskeden klimabelastning, og samtidig også være
udstillingsvindue for klima- og miljøritig adfærd.
For det første giver det god
mening, at afholde en begivenhed, der tiltrækker over
20.000 gæster midt i en storby. Rigtig mange af dem
kommer fra storbyen og skal ikke transportere sig
selv særlig langt. De kan benytte offentlig
transport, hvad man jo også kan, når man kommer
langvejs fra, og dertil bidrog arrangørerne i år som
også tidligere direkte ved, at indsætte
shuttlebusser fra et nærliggende trafikknudepunkt
(Flintholm station betjener både busser, S-tog og
Metro).
Da det er velkendt, at
racerløb af enhver slags ikke i sig selv forurener
nævneværdigt, men det derimod er publikum, der
forurener gennem transport til og fra løbene, er
miljøbelastningen ved CHGP minimal. Det samme gælder
andre også by-begivenheder, som fx koncerter (der i
øvrigt forbruger store energimængder til musikanlæg
m.v.). Minsandten om ikke mange publikum’er også kom
på cykel. Fordi man er bilbegejstret, behøver man
ikke at fravælge en god cykeltur…
Viser udviklingen mod
bedre miljø
For det andet er Grand
Prix’et en god anledning til at synliggøre
udviklingen fra de energi ineffektive 100 år gamle
historiske biler til de allermest moderne og mest
energi effektive biler. Jac Nellemann er promotor og
dækker selv det økonomiske underskud, som CHGP
desværre hvert år fortsat ender op med. Men han kan
gøre det, fordi han også driver en effektiv
bilimportvirksomhed, hvis hoved-brand er KIA og også
inkluderer MG, Isuzu samt det britiske
premium-brand, Aston Martin.
KIA havde en stor stand, der var domineret af
elektrificerede biler og fuldt elektriske biler.
KIA er multiteknologisk og
udbyder rigtig mange klimaoptimale løsninger,
effektive benzin- og dieselbiler (ja, dieselbiler er
fortsat energirigtige, især over mange kilometer),
hybridbiler og fuldt elektriske biler. MG ligeledes
og Jac Nellemann har også i flere år haft en Aston
Martin med den tidligere racerkører Christoffer
Nygaard i cockpittet på banen, for at køre penge ind
til Rigshospitalets børne og ungdomsafdeling i ”Race
for Riget”.
Den Aston Martin kører
”naturligvis” på syntetisk CO2 neutral benzin, som
hverken forbruger fossilt brændstof eller udleder
mere CO2 end det, der indgår i fremstillingen af det
syntetiske brændstof. Så ikke bare køres der penge
ind til velgørende formål, der i den grad har
fremtidens danskere i fokus, men man gør det også
uden at belaste miljøet, de skal leve i.
Elektrisk motorsport og
elbiler
For det tredje lykkedes det
Nissan, som storsatser på Formel E og blandt andet
vandt VM-finalen i London blot et par uger inden
Grand Prix’et på Bellahøj, at få et omfattende demo
setup placeret blandt publikum – inklusive en ægte
Formel E racerbil. Altså en fuldt elektrisk
racerbil, hvis teknik og tekniske udvikling ligger
direkte til grund for skabelsen af Nissans
avancerede elbiler, bl.a. Nissan Ariya og den
kommende nye generation af Nissan Leaf.
Racerbilen kunne ikke blive
demonstreret i aktion på racerbanen af forskellige
praktiske årsager, men hele opsætningen blev vist,
og det fik også overbevist mange om, at den mobile
verden ikke er et enten/eller, som en del mennesker måske
fortsat forestiller sig.
Nissan havde i øvrigt lidt på sidelinjen allieret
sig med en blot 17 år gammel dansk racerkører,
Victor Nielsen, der i år med succes har kørt de første racerløb
i den svensk initierede løbsserie, NXT Gen Cup, for
specialbyggede elektriske racerbiler, baseret på
MINI karrosserier. Endnu har ingen dansk racerkører
nemlig fundet vej ind i Formel E, men Victor Nielsen
har ambitionerne i orden. For ham hedder fremtiden
Formel E, ikke Formel 1. |