Det er ikke let, at skabe tre ens biler, der
alligevel skal være forskellige. Løsningen ligger i
at identificere målgruppen for den enkelte bil og
derpå forsøge at tilgodese de forventede købere mest
muligt. Det må for Skodas vedkommende siges at være
løst. I alle tilfælde udskiller den lille Skoda
Citigo sig fra søskende-bilerne, Seat Mii og VW up!
ved at være det harmoniske alternativ.
Ikke dermed sagt, at Skodas købere er mere
harmoniske end dem, der vælger en af de to andre.
Men bilens eget udseende er mere harmonisk end det
er fancy. Den er pæn, ligetil og næsten tidløs.
Forskel på køreoplevelse
Den prøvekørte variant er udstyret med samme motor
som den Seat Mii, vi prøvekørte umiddelbart forinden
(læs testen af Seat
Mii hér >>>). Det indebærer bl.a. at
motoroplevelsen er identisk. Imidlertid fornemmede
vi en forskel i køreoplevelsen. Teknikkerne hævder
med rette, at der ikke burde være forskel, for
undervognen burde være ens på de to biler. Vi har i
skrivende stund ikke modtaget en indikation af, om
det er undertegnede, som tager fejl, eller der reelt
er en forskel.
Det er nemlig sådan, at bilerne, der er
miljøoptimeret, altså det, som i Skoda sammenhæng
medfører tilnavnet Green Tec og i Seats tilfælde
kaldes Ecomotive, har en sænket undervogn. Det
drejer sig om få millimeter og formålet er bl.a. at
reducere luftmodstanden. Men det medfører også en
reduceret fjedervandring og giver dermed en fastere
affjedring. Det er præcis hvad vi syntes at kunne
mærke: Seat Mii var strammere affjedret end Skoda
Citigo.
Alle danske Citigo er økooptimeret
Nu kan det i øvrigt være ret lige meget. For uanset
Citigo måtte have en lidt blødere affjedring (hvad
den så ikke skulle have, fordi dens navn indikerer
at den er øko-optimeret, men måske ikke var det i
praksis – den skulle med Elegance tilnavnet også
have aircondition, hvad den heller ikke havde, men
det får de fremtidige biler på det danske marked),
så er det alene Green Tec varianterne, der vil blive
solgt i Danmark. Og køreoplevelsen bliver dermed
meget lig med Seat Mii.
En anden forskel kunne være, at den prøvekørte
Citigo var en udstyrsmodel – modsat Mii, som var
helt basis. Selvom specifikationerne siger noget
andet, vil en udstyrsmodel notorisk være tungere og
mervægten belaster affjedringen mere – hvorved det
føles som om den er blødere affjedret. Hvis det er
tilfældet, er konklusionen, at udstyrsmodellerne
føles blødere og dermed mere komfortable end de
skrabede versioner. Indtil andet måtte vise sig som
forklaring er der kun ét at sige: Prøv selv bilen
hos forhandlerne og drag egne konklusioner.
Flot udnyttelse af virkemidlerne
Hvad bilen i øvrigt angår, er det
bemærkelsesværdigt, hvad farver og design kan gøre.
Designerne har ikke mange andre virkemidler til at
skabe en forskel end front og bagklap. Begge dele er
til fulde udnyttet i Citigo-tilfældet. Hvis man ser
bort fra bilens profil, er der intet, der fører
tankerne over på de to søskende, så enægede
tvillinger kan man ikke kalde dem.
Til gengæld signalerer Citigo klart Skoda. Den
markante eksklusive frontgrill går igen hos de
større modeller og harmonerer fremragende med bilens
dimensioner.
Markedspris
Prissætningen følger både de to øvrige mærker og
markedet som helhed. Men det er ikke uden betydning
at investere i en udstyrsmodel frem for
basismodellen. Den prøvekørte variant havde en dør i
hver side. To vil nok være at anbefale, dels pga.
praktikken, men også fordi merprisen på 5000 kroner
formentlig vil tjene sig rigeligt ind igen, hvis
bilen på et tidspunkt skal sælges brugt – 5-dørs
biler er ganske enkelt lettere at komme af med en
3-dørs udgaver, viser erfaringerne.
Listeprisen for Citigo Elegance med 60-hestes
motoren er 111.000 kroner. Det inkluderer et
omfattende udstyr som f.eks. sædevarme,
højdejusterbart passagersæde, læderrat, -gearknob og
–håndbremsegreb, el-sidespejle med varme, 14”
alufælge og aircondition.
|