Vi har for nylig prøvet Ford Grand C-Max med 115
dieselheste (læs
hér>>>). Og konklusionerne gælder også den
prøvekørte modelvariant. For vi var nysgerrige! Hvad
sker der, når man ude i motorrummet får 25 flere
hestekræfter, et markant større drejningsmoment og
betjener sig ved hjælp af Fords dobbeltkoblingsgear, Powershift.
Man begynder med at blive 15.000 kroner fattigere,
når man køber bilen. For kræfterne alene. Men det er
ikke mange penge – faktisk en temmelig lav pris for
hestekræfter. dernæst bliver man yderligere 25.000
kroner fattigere, hvis man vil have
powershift-gearet med i købet. Det er egentlig det
samme, som vi er vant til at betale for et
traditionelt automatgear. Altså heller ikke
urimeligt.
Meget bil for pengene
Slutprisen bliver så 391.000 kroner, men man får
meget bil for pengene, og med denne sammensætning
også meget kraft og køredynamik. Det skal man så
også betale lidt for. Dels i form af en højere
ejerafgift (1600 kroner mere om året) og merudgiften
for et større brændstofforbrug. Finansieres købet
over 8 år giver det en merudgift om året i nabolaget
af 7-8000 kroner for hele pakken og 3000 kroner
mindre, hvis man undværer automatgearet.
Køreoplevelsen er markant anderledes. Man når de 100
km/t små 2 sekunder hurtigere end i 115-hestes
udgaven. Motoren er utrolig smidig, faktisk så
smidig, at kører man i automatgears indstillingen,
kan man accelerere fra 30-40 km/t til omkring 80-90
uden at der overhovedet skiftes gear. Det store
moment over den brede momentkurve tager slæbet og
æren, og man får både en dynamisk og komfortabel
oplevelse.
Benytter man den fulde styrke får Vectoring Control
Systemet endnu større betydning og underbygger det
dynamiske. Foruden at det giver større stabilitet og
tryghed, når man skal frem på fugtigt underlag.
En helt anden ting:
Den prøvekørte variant var udrustet med en stor dyb
gummibakke i bagagerummet. Den skal naturligvis
tages ud, hvis man vil benytte den bageste sæderække
til at sidde på, men er yderst hensigtsmæssig at
have med, når sæderne ikke er i brug. For er man
uheldig at spilde noget i bagagerummet, flydende
eller løst (mælk eller sukker) løber det ikke ned
mellem sæderne, sviner dem til eller generer de
bevægelige dele. En god idé!
|