Den nye Ford Grand C-Max er ikke bare en brugsrigtig
familiebil, den byder også på high-tech, som gør den
ultra moderne og en rigtig positiv køreoplevelse. Vi
har tidligere prøvekørt Grand C-Max inden den kom på
markedet (læs
hér>>>) og konklusionerne herfra kan selvsagt
lægges oven i denne test.
Som udgangspunkt er der tale om en temmelig kompakt
multibil, selvom den er 14 cm længere end den
almindelige C-Max. Kompakt, fordi den indenfor en
længde på blot 4,52 meter tilbyder plads til ikke
færre end syv personer. Selvsagt vil det nok være en
umulig opgave at placere syv velvoksne 180 cm høje
personer i bilen, men det er ikke mange multibiler,
hvor det er muligt og slet ikke i biler af samme
længde.
Rigtig multibil
Ford har ellers gjort sit til at gøre både ind- og
udstigningsforhold acceptable. Det er ikke
umiddelbart det enkleste i den verden, at stige ind
på de to bagsæder. Men store skydedøre i begge sider
gør det let at komme ind. Og siden kan man
alternativt folde det midterste sæde på den
mellemste sæderække ned i højre sæde. Derved opstår
der en lille midtergang og gennem den er det meget
lettere at stige ind bagi.
Betjeningen af de bageste sæder er særdeles let, et
træk i en strop og så er det 439 liter store
bagagerum omformet til passagertransport. Og faktisk
er siddeforholdene bagest slet ikke så dårlige, når
den midterste siddeplads på mellemste sæderække er
væk. Så er bilen naturligvis ikke 7-sædet, men
6-sædet. Men 6 sæder og stor kørekomfort. Det er
præcis som en multibil skal være.
Mulighederne er med andre ord talrige, og når
sæderne er foldet væk, disponerer man over regulære
rum, som kan øges helt op til 1,7 kubikmeter, når
man alene benytter de to forreste siddepladser.
Økonomisk overboost
Ude i motorrummet lå der på den prøvekørte version
en 1,6 liters TDCi motor, der yder 115 hestekræfter.
Men den præsterer også et drejningsmoment på 270 NM,
som i 15 sekunder kan forøges til 285 Nm som
overboost i accelerationsfasen. Det gør det muligt
at nå 100 km/t på blot 12,3 sekunder og det er flot
på en stor bil med en beskeden dieselmotor. Og siden
kan man så køre over 20 kilometer på en liter
dieselolie (hvilket giver et CO2 udslip på 129
g/km). Motoren er stilfærdig og oplevelsen
underbygger den komfortable køreoplevelse, som bilen
i øvrigt byder på.
Køreegenskaberne er nemlig baseret på den nye
platform, som også benyttes til Ford Focus. Det er
genialt, fordi den forener fine stabile
køreegenskaber med dynamiske kurveegenskaber. Det
sidste underbygges af Ford unikke Vectoring Control
System, som vha. elektronikken formår at kanalisere
drivkraften over på det forhjul, som har bedst
vejgreb, hvilket vil sige det yderste hjul i en
kurve. Med andre ord: Drejer man til højre, ledes
motorkræfterne over på det venstre forhjul, som der
det, der har bedst vejgreb og derfor bedst kan
omsætte motorkræfterne til acceleration. Uden det
elektroniske indgreb vi kræfterne i et traditionelt
differentiale føres over til det højre hjul og her
er der ikke meget at bruge dem til.
Køredynamisk og komfortabel
Resultatet er ikke bare effektiv udnyttelse af
motorkræfterne men også en køredynamisk oplevelse,
som sætter Grand C-Max i en klasse for sig. Dertil
kommer, at affjedringen er komfortabel og
fuldstændig eliminerer små ujævnheder, mens større
ujævnheder heller ikke i nævneværdigt omfang får lov
til at forplante sig gennem hjulophængene.
Den prøvekørte variant var udstyret med det såkaldte
Titanium udstyr, som inkluderer opvarmet forrude,
2-zone klimaanlæg, regnsensorer, automatisk
nedblændeligt bakspejl, 12 V udtag for og bag samt
ventilationskanal til 2. sæderække. Prisen er
350.000 kroner – små 50.000 dyrere end den billigste
variant med en 125 hestes benzinmotor og det laveste
udstyrsniveau.
Vil man have mere udstyr, kan elektrisk bagklap plus
et par andre småting til i alt 11.000 kroner
anbefales og måske også et reservehjul til 1250
kroner.
Punktering
Vi oplevede at punktere med Grand C-Max’en og må
erkende, at det medfølgende lappesæt fungerede
upåklageligt og meget enkelt. Det kræver ikke nær så
stor fysisk indsats at benytte som at skifte et
hjul. Da bilen har dæktryksovervågning fik vi et
signal i tide og kunne skåne dækket.
Det havde imidlertid ikke stor betydning, for efter
at det mousse, som sprøjtes ind i dækket og dels
udfylder hullet (efter en skrue) og dels fylder
dækket op, har været der, forgår indersiden i dækket
og man skal derpå investere i et nyt dæk plus en ny
flaske mousse. En samlet udgift i nabolaget af 1500
kroner. Og efter at ”lapningen” har fundet sted er
man begrænset til 80 km/t og et begrænset antal
kilometer. Konklusion: Det er ikke billigt at
punktere i en moderne bil. |