|
Det er sjældent i disse
spalter, at vi drager sammenligninger mellem
forskellige bilmodeller. Det skyldes, at biler er
forskellige ligesom mennesker er det. Men efter at
have byttet en Omoda 5 EV ud med en bil fra
søstermærket, Jaecoo, kunne vi ikke lade være, for
den er et skridt opad i enhver forstand. Synes
undertegnede, altså!
Og det sidste er vigtigt, for
hvad er det egentlig, man lægger vægt på i en
biltest, eller måske snarere en bilpræsentation?
Også det er forskelligt, men sætter man pris på
funktion og god praktik for pengene er Jaecoo J5 EV
bestemt et skridt i den rigtige retning.
Nyere
Den er også en nyere model, i
hvert fald på det danske marked, skabt under samme
kinesiske hat som Omoda, nemlig Chery koncernen, og
med samme importør i Danmark, nemlig Nic
Christiansen gruppen. Men de to biler deler meget
teknik og software ikke mindst, og hvad det sidste
angår, oplever man en klar forbedring.
Der er dog stadig en lidt
djærv reaktion på betjeningen af de ikke alle lige
logisk opbyggede menupunkter fra den 13,2” ret
elegante vertikalt placerede berøringsskærm i
midterkonsollen. Man ved sjældent med det samme, om
man har fået aktiveret en funktion, fordi man lige
skal vente et øjeblik inden der sker noget. Til
gengæld er overvågningssystemet hurtigt til at gøre
opmærksom på, at man ikke er koncentreret om
kørslen, hvad der jo så også kan være noget om. Det
er den samme historie om igen, som også kendes fra
andre bilmodeller af kinesisk herkomst. Men det
meste kan slås fra, så man behøver ikke lade sig
irritere deraf, men hvorfor skal man så have det?
Samme spørgsmål om igen.
Uregelmæssig funktion
Kørehjælpemidlerne er i
Jaecoo blevet bedre, men de er stadig ikke på linje
med fx europæiske, japanske og koreanske
alternativer. Og hvorfor Blind Spot Monitoren hele
tiden giver signal i venstre sidespejl om, at en
anden bil er tæt bag ved i den blinde vinkel, når
der ikke er nogen, er lidt mærkeligt. Men det gør
heller ikke så meget, for man kan jo blot benytte
sidespejlene, hvis kørerovervågningssystemet
tillader det…
Det er ikke så meget de
detaljer, der i sig selv er et problem, for alle
biler har på den ene eller anden måde deres
særheder. Det er mere tanken om, hvordan
funktionerne, som man ikke bare kan afprøve under en
testkørsel, virker fx i en kritisk situation. Men
lad det være hurtigt sagt: Vi oplevede intet
undervejs, der indikerede, at fx
sikkerhedssystemerne ikke skulle virke.
SUV-agtig med forhjulstræk
Ikke mere om alt det, jo lige
en tilføjelse: Stemmestyringen er ikke god... Til
gengæld en række ord om bilen i øvrigt. Der er tale
om en 4,38 meter lang SUV-agtig fuldt elektrisk bil.
Den har forhjulstræk og en lettere forøget frihøjde
på ca. 18,5 cm. Batteriet er på 60,9 kWh og det kan
DC-oplades med op til 130 kW og AC-dito med 11 kW.
Den kører officielt iht. WLTP
402 km på en opladning – vores erfaring ved omkring
18-20 grader Celcius og vinterdæk var 270 kilometer.
For uheldigvis var bilen fortsat udstyret med
vinterdæk, som dels giver en forøget friktion, som
kan påvirke energiforbruget, dels gør
køreegenskaberne noget upræcise – og ikke mindst
upræcise at vurdere.
Vi kan dog konstatere at
affjedringen er rimelig bestemt, uden at være
ukomfortabel, hvilket harmonerer godt med vægten på
godt 1700 kg (1785 kg køreklar) og højden på 1,65
meter. Vinterdækkene støjer selvklart især ved
motorvejsfart, så ikke mere om det. Vi aner ikke
hvordan gode, moderne sommerdæk ville kunne klare
den udfordring. Bagagerummet er på 384 liter, de kan
øges til 1284 liter og dertil kommen en frunk på 35
liter. Og så er der udstyrsliste og pris, som
selvfølgelig hænger sammen.

Frunk - og let adgang til 12
Volt batteriet. God idé.

En cool jæger
Jaecoo navnet er sammensat af
det tyske ord ”Jäger” og det britiske ”cool”, og J5
EV findes i to udstyrsversioner: Exclusive og
Comfort. Sidstnævnte er prissat til 210.000 kroner
og Comfortudstyret omfatter bl.a. 18” alufælge, en
aktiv kølergrill, som regulerer temperaturen i
batteriet og har en vis indflydelse på bilens
aerodynamik. Det er et punkt, hvor Jaecoo er langt
fremme i skoene, for alle tegn i sol, måne og
stjerner tyder på, at netop aktiv aerodynamik får
stor betydning i fremtiden med henblik på at
reducere bilers energiforbrug.
Touch-skærmen, som nævnt
opret placeret, med navigation og 360 kamera-visning
er en elegant løsning, 2-zone klimaanlæg følger også
med, sædevarme, smart-key, p-sensorer for og bag og
nødbremse ved bakning (som vi ikke har afprøvet)
ligeså.
Udmærket Exclusive udstyr
Exclusive versionen, som vi
prøvekørte, koster 230.000 kroner, altså 5000 kroner
mindre end den prøvekørte Omoda. Den har godt nok
ikke Head-up Display, men da typografien generelt på
bilens skærme er meget lille, gør det nok ikke den
store forskel.
I ”Exclusive” er forsæderne
også blevet elektrisk indstillelige og de kan
ventileres, hvilket virker godt, den har et panorama
glastag på 1,45 kvm med indvendig afskærmning (tak
for det), smarttelefonen kan oplades trådløst, og
der er køl ved fladen, som holder
batteritemperaturen nede. Det er godt, for med 50W
opladning bliver telefonen hurtig varm. V2L er
standard i Exclusive ligeså elektrisk bagklap.
Som nævnt indledningsvis oplever vi Jaecoo J5 som et
skridt opad for de kinesiske Chery-biler, og det var
helt rart. Dertil kommer, at Nic Christiansen står
inde for produktet og giver 7 års garanti respektive
150.000 kilometer.
 |