|
Man kunne være tilbøjelig til at sige, at det er
prisen, der gør det, når man vurderer den nye
elektriske Jaecoo J5, og prisen er også væsentlig.
Men bilen i sig selv skal man nu ikke kimse af. Sat
i relation til prisen, naturligvis, men også som bil
i al almindelighed. For den nye kinesiske bil er på
mange måder en ganske almindelig bil til ganske
almindelige mennesker. Og det er egentlig ret godt.
Set i lyset af, at samfundet
i al væsentlighed består af almindelige mennesker
plus en håndfuld, der også er det, men tror noget
andet, er der dømt succes med en bil som Jaecoo J5
EV. OK, dens kinesiske herkomst skal måske for mange
lige overvindes, men omvendt findes der næppe mange
biler på markedet, især ikke de elektriske, hvor
ikke en stor del af komponenterne stammer fra Kina.
Og det er ikke dumt, for over årene er de blevet
dygtige til elektronik derude i landet, som mønstrer
250 gange så mange mennesker som Danmark.
Vogn for folket
Faktisk er Jaecoo J5 EV så
god, at den hen ad vejen godt kunne udfordre
positionen som en vogn for folket. Basisprisen på
210.000 kroner gør den overkommelig at anskaffe, og
dens alsidige indretning, gode pladsforhold og
forbavsende fine køreegenskaber skal nok også hjælpe
den på vej. Det var i hvert fald indtrykket fra den
første korte testkørsel af den nye bil i forbindelse
med lanceringen i Danmark,
Jaecoo J5 EV så faktisk dansk
grund allerede i efteråret, hvor den fik stor
opmærksomhed på elbilmessen i Herning. Nu lancerer
Nic Christiansen gruppen den så for alvor herhjemme,
og de første biler vil kunne leveres allerede sidst
i marts. Udfordringen for den danske bilimport
virksomhed vil naturligvis være, at gøre navnet så
kendt, at kunderne vil efterspørge bilen, men
allerede fra lanceringen er den ude hos mange danske
bilforhandlere, og lidt omtale fx her på Motorsiden
er vel heller ikke uden betydning…
Og så er der det geopolitiske
spørgsmål, som kan være vanskeligt at håndtere, plus
forhold som gensalgsværdi og alt det praktiske ved
at betjene sig af en elbil. For rigtig mange
almindelige mennesker bor i byerne og i
etageejendomme. For dem er det ikke uden besvær at
betjene sig af en elbil.
Hvad får man, når det skal
være el
Men sporer man sig ind på
el-drift, hvad er så det håndgribelige, man får,
hvis man erhverver en Jaecoo J5 EV - udover det
almindelige? En Jaecoo er en mellemstor SUV-agtig
bil, 4,38 meter lang og 1,65 meter høj. Den fås ikke
med firehjulstræk, men faktisk er den forhjulstrukne
udgave glimrende, også under så udfordrende vejr- og
kørselsforhold, som for øjeblikket har lagt sig over
Danmark.
Forholdene gav ikke mindst en
fortræffelig mulighed for, at vurdere bilens
kørefærdigheder. Vi kørte bilen på tør asfalt, på
fugtig asfalt, på sne og is. Og selvom det ikke er
køredynamik, der er i højsæde, havde den gode,
tilforladelige køreegenskaber, som bl.a. udmøntede
sig i en meget præcis overførsel af kræfterne, dels
ved skiftende og uforudsigelige ændringer i
vejgrebet, dels hvor vejgrebet på forhjulene var
uens og ustandseligt skiftende. Den kørte næsten
urørligt af underlaget derhen, hvor man styrede den.
Flot.
Godkendt affjedring
Sammenlignet med andre
kinesiske biler er affjedringen også god. Ikke
super, og ikke superkomfortabel, men sat i forhold
til prisen er den glimrende. Den er tilstrækkelig
spændstig til at læne sig op ad europæiske
forbilleder, og ved nedbremsning såvel som i
kurverne har man fordel af en moderat køreklar vægt
på 1785 kg, som ikke er meget for en mellemstor
elbil. Det er bestemt godkendt.
Hvad vejbeliggenheden angår,
kan den ikke hamle op med konventionelt drevne
biler, men det er et generelt fænomen for elbiler,
og i det lys gør Jaecoo J5 EV det egentlig ret godt.
Også i sammenligning med dyrere elbiler.

Jaecoo J5 EV klarede det skiftende underlag udmærket
- noget som ikke er alle elbiler forondt.
Forbilledlig formidling af
kræfterne
Den elektriske drivline
omfatter en 211 hestes elmotor, der også præsterer
et drejningsmoment på 288 Nm. Og netop
computerstyringen af kraftoverførslen til det
udfordrende og stadigt skiftende underlag var
forbilledligt. Batteriet er af LFP typen og har en
moderat størrelse på 60,9 kWh, hvilket må antages at
være med til at holde prisen nede i kombination med
andre økonomiske forhold i det kinesiske ophavsland.
Opladningsmulighederne
omfatter 11 kW AC og DC-ladning, som kan klare fra
10 til 80 procent af batterikapaciteten på 34
minutter med et maksimum på 130 kW. Batteriet kan
pre-konditioneres, men processen skal igangsættes
manuelt.
Energiforbruget iht. WLTP er
165 Wh pr. km og rækkevidden 402 kilometer. Begge
tallene er i sagens natur markant ringere i koldt
vejr - hvor meget, gav testen ikke mulighed for at
fastslå. Præstationstallene hedder 0-100 km/t på 7,7
sekunder og 175 km/t på toppen, og så må en Jaecoo
J5 EV trække op til 1250 kg. Bagagekapaciteten er
moderate 384 til 1284 liter, men en del af
forklaringen ligger i fine pladsforhold i kabinen
som helhed og ved bagsædet i særdeleshed. Ude fortil
disponerer man over en frunk på 35 liter.
Godt udstyret
Og så er der hele
udstyrspakken, som man skal forholde sig til,
herunder den store vertikalt placerede 13,2-tommer
berøringsskærm, der indgår i det lidt søgte
natur-inspirerede interiør design. Basisudstyret i
den grundliggende Comfort version til de nævnte
210.000 kroner inkluderer desuden 18” alufælge, el
foldbare sidespejle, 12 Volt udtag fortil, 2 zone
klimaanlæg uden varmepumpe (der alligevel i kraftig
kulde ikke ville kunne bidrage væsentligt til
kabinevarmen men vil savnes ved højere
temperaturer). Sædevarme er med til at klare
temperaturforholdene i kabinen, men den feature er
forbeholdt forsædepassagererne.
360 grader kamera er også
standard, det samme er elruder for og bag, samt
akustiske sideruder, der i kraftigt vinterstormvejr
virkelig kom på prøve. Og ovre i den praktiske,
anvendelses-verden er 2 stk. ISOFIX beslag på
bagsæderne ikke at kimse af. Det er kompatibiliteten
til V2L heller ikke, hvis man fx medbringer er el
løbehjul, eller har akut brug for strøm fx ved
strømafbrydelser. Da kan bilen fungere som en
gigantisk powerbank.
Computerteknologien
Og så er hele viften af
kørehjælpemidler også standard. De fleste kan
frakobles, hvis man ikke ønsker dem aktive. Og den
store skærm, som også tilbyder navigation, er
interessant derved, at der benyttes en såkaldt
Qualcomm 8155 chip, som på den ene side leverer
lynhurtig reaktionstid, når man betjener den, og har
en opstart-tid på sølle 2 sekunder.
Topversionen blandt de to
udbudte koster 230.000 kroner. Den pris omfatter
bl.a. et panorama glastag på 1,45 kvm med indvendig
solskærm - tak for det. Tag-rælinger til op til 75
kg taglast følger også med. Forsæderne er da
elektrisk indstillelige, midterarmlæn ved bagsæderne
er med på udstyrslisten, ligesom mørktonede ruder
bag, varme i rattet, 50 W trådløs opladning af
mobiltelefoner, der kan – oven i købet med køling af
telefonen – og forsæderne kan også ventileres.
Desuden er elektrisk bagklap med kick funktion med i
“pakken”
Pudsige egenskaber er
fritidsrettede egenskaber som fx et camping-mode,
hvori indgår udvendig belysning og nok så vigtigt,
at strømmen kan forblive tændt, når man forlader
bilen.
Garantien er 7 år, dog maksimalt 150.000 km og for
batteripakken 8 år eller 160.000 km. |