|
Er man forelsket, så gå
efter den, man er forelsket i, koste hvad det vil.
Sådan indenfor rimelighedernes grænse, altså. Det er
det råd, vi vil give efter at have lært den nye
Honda Prelude e:HEV at kende. Den er let at blive
forelsket i, men er 650.000 kroner indenfor
rimelighedernes grænse? Det er lidt vanskeligere at
svare på, men lækker er den, og værd at gå efter er
den også. Og penge handler vel mest om. hvorvidt man
har dem.
Skruer vi tiden tilbage til
inden staten gik elbils amok, og gav afkald på
indtægterne ved registreringsafgifter for at få
flest mulige danskere til at køre på elektricitet
frem for flydende brændstof, var prisen på en Honda
Prelude indenfor skiven. Dengang kostede sådan en
bil ikke mere end at nogle måske endda ville mene,
at det var billigt. Og nej, disse ord er ikke et
politisk statement, for elbiler gør meget godt, men
en ”elbil” som Honda Prelude er heller ikke så slem
ved miljøet og klimaet. Alligevel slipper ikke for
afgifter.
Et lillebitte batteri
Nogle vil da også hævde, at
Honda’s e:HEV teknologi heller ikke gør bilen til en
elbil, og det er jo heller ikke helt forkert. HEV
betyder ”Hybrid Electric Vehicle”, altså en
hybridbil. Men ”e’et” betyder, at den kører
elektrisk, hvad der heller ikke er forkert. Det er
nemlig en 184-hestes elmotor, der driver bilen – og
det gør den fortræffeligt. Batteriet i bilen får
imidlertid ikke strøm fra en stikkontakt, men
derimod en økonomisk og effektiv 143-hestes
Atkinsson Cycle benzinmotor, der helt optimalt
forsyner det lillebitte batteri på bare 1,05 kWh med
tilstrækkelig strøm til, at Prelude’n kan nå 100
km/t på 8,2 sekunder og opnå en topfart på 188 km/t.
Hvilket er både harmonisk og underholdende for den
fine sportscoupé, hvor også udseendet har stor
betydning.

I teknisk forstand er det
samme teknik, som findes i
Honda Civic e:HEV, som i Danmark har den samme
udfordring som Prelude. Så vi skal ikke gå meget
dybere i teknikken her, men blot fastslå, at der er
så meget moderne køreglæde gemt i en Prelude. Er man
lidt bilnørd, har man let ved at blive forelsket i
sådan en bil, og har man økonomien på plads og
accept i omgangskredsen bør det i hvert fald ikke
afholde en fra at leve sin kærlighed fuldt ud.
Hybrid er det
internationale hit
For lige at afslutte
energi-diskussionen: Ja, en Prelude e:HEV har behov
for flydende brændstof, og endnu har ingen for alvor
igangsat en storproduktion af E-Fuel, selvom det er
blevet det brændstof, der fra og med i år benyttes i
Formel 1 racerbiler. Formel 1 brændstoffet er helt
og aldeles fri for fossile brændstoffer og 100
procent fremstillet af vegetabilske produkter (som
ikke vil kunne benyttes til fødevareproduktion). Så
mon ikke også E-Fuel en dag kommer til Danmark, for
internationalt er hybridbiler, også de mere
konventionelle, der drives direkte af en benzinmotor
med elektrisk hjælp, det helt store hit.
Det er klart, for det lille
hybridbatteri belaster ikke jordens beholdning af
sjældne jordarter, og skaber heller ikke den samme
afhængighed af de stater, der besidder dem. Og
affaldsproblematikken er kun en brøkdel af den, som
bortskaffelse eller genbrug af brugte
elbils-batterier forventeligt vil skabe indenfor det
næste årti.
20 km/l
Desuden er en Prelude ikke
særlig tørstig. Vi oplevede et forbrug på lige under
20 km/liter – hvilket er bedre end det officielle
WLTP tal på 19,2 km/l. Faktisk er WLTP en lettere
urimelig måde, at måle benzinforbruget i en
el-drevet hybridbil på, for målemetoderne er skabt
til at måle konventionelt drevne brændstofbiler.
Så Honda bliver straffet, og
købernes forhold til Prelude kunne true med at ende
i en ulykkelig forelskelse. Men igen: Pengene er den
afgørende faktor. Desværre. Men når man ved det,
behøver forelskelsen ikke at ende ulykkeligt.
2+2
Honda Civic er en fin
familiebil. Det er Prelude altså ikke. Familien kan
alene benytte bilen, så længe børnene er små, for
pladsen på bagsædet er ikke skabt til voksne. Som
sådan er bilen det, man kalder en 2+2. Bagagerummet
er heller ikke overbevisende, men sådan er det i
sportslige biler. Så det handler om at nyde dens
linjer og det sportslige cruise, som bilen muliggør.



I en tid, hvor Prelude vil
blive distanceret af selv de mindre elbiler i
kapløbet fra den ene lyskurv til den næste, skal man
finde køreglæden et andet sted. Og det er ikke
svært. For i samme øjeblik man dykker ind i en
hurtig kurve, mærker man at egenvægten er holdt
under 1,5 tons. Man mærker den lave højde (på 1,35
cm), fordi bunden ikke skal rumme plads til et stort
batteri. Og det moderne forhjulstræk – ja, Prelude
har forhjulstræk – underbygger meget fine og præcise
kurveegenskaber.

Avanceret undervogn
Prelude har et aktivt
dæmpersystem, som med japansk perfektionisme
regulerer vejgrebet og styrestabiliteten millimeter
for millimeter gennem kurverne. Det gør det også ved
ligeud kørsel, men dér er systemet ikke i samme grad
på arbejde grundet bilens medfødte store stabilitet.
Honda Prelude er en udsøgt fornøjelse at køre. Og
hører man IKKE til den kategori af bilister, for
hvem overstyring og bagvognsudskridning er et krav,
hvis adrenalinet skal sættes i kog, men kan klare
sig med glæden ved præcis styring, en undervogn, der
fastholder bilens retning, også på ujævn asfalt og i
vådt vejr, samt glæden ved det elektriske
drejningsmoment på 315 Nm, som ikke må underkendes,
er man havnet i det rette sæde.
Bag rattet er der for
pengene masser af moderne udstyr. Skærmen er moderat
på 10,2”, men den har en overskuelig menu, bilen har
2-zone klimaanlæg, bagudvendt kamera, navigation,
trådløs opladning af mobiltelefonen, nøglefri
betjening og p-sensorer for og bag. Udsynet bagud er
da heller ikke toppen, men sådan er det jo i
sportscoupéer. Adaptive LED forlygter med aktivt
kurvelys er standard ligesom sædevarme og et herligt
Bose lydanlæg. Under kørslen serviceres man af tæt
på verdens bedste vognbaneassistent, der helt og
aldeles lever op til sit navn, og ikke råt og
uhæmmet kaster bilen formålsløst fra vejstribe til
vejstribe, som det desværre opleves i alt for mange
tunge elbiler.
Brrr, brrr, brrr
Besættes man for et øjeblik
af nostalgi, og savner man da lyden af en
forbrændingsmotor, der trinvis sender bilen i fart,
og ikke blot arbejder engang imellem for at sørge
for at opretholde strømniveauet på det lille
batteri, trykker man blot på en knap. Brrr, brrr,
brrr siger det så (sådan cirka, altså) op gennem de
virtuelle gear.
Men sandt at sige: Hvorfor
ikke bare lade udviklingen få lidt plads også, og så
nyde den moderne teknologi og beslutningen om at
sætte sig ud over politikernes unuancerede
beslutningsunivers. Det der med, at der skal være
plads til alle i det danske samfund, gælder ikke
rigtigt alle. Men heldigvis er de, der kan og gerne
vil spendere en klækkelig sum på en bil som Honda
Prelude e:HEV ikke sat udenfor. Forelskelse kan
engang imellem være kostbar, men kan man magte
prisen, vil den for mange let være alle pengene
værd.
|