|
1,4 millioner kroner for en
bil er mange penge, især i Danmark, hvor
afgiftsrabatterede elbiler i den grad dominerer
markedet for personbiler og har øget
forventningsgraden til, hvad man kan få for meget
færre penge end tidligere. Man kan så diskutere, om
ikke en Land Rover hører til i en anden kategori, el
eller ikke el, for sådan en bil køber man vel ret
beset kun, fordi man vil - og vel mest, hvis man
også har brug for den.
Den omstændighed, at en Land
Rover Defender har sublime køreegenskaber og kan
komme frem, hvor stort set, hvis ikke alle andre
køretøjer i personbils størrelse giver op, er en del
af det funktionelle. En anden del er, hvad bilen kan
benyttes til, altså udover det der med
persontransport. Det er vigtigt at holde sig for
øje, for kan man klare sig med tre siddepladser i
stedet for fem, kan man spare MANGE penge. Faktisk
det meste af det, som en hvidpladebil med
forbrændingsmotor ville sende direkte i statskassen.
Erhverv giver besparelser
Faktisk kan man anskaffe en
Land Rover Defender som den prøvekørte Van-version
for 760.000 kroner. Og benytter man den 100 procent
som erhvervsbil, vil man som regel kunne fratrække
momsen og ende op med en pris på 619.000. Endnu
billigere bliver det, hvis man kan nøjes med det
stadig ret fine S-udstyr. Da er prisen ex moms
547.000 kroner. Og rykker man ned i størrelse fra
“110” til “90” lander man på 511.000 ex moms. Og det
er stadig en Defender…
Det er tankevækkende, for
derved begynder det for alvor at ligne noget, også
prismæssigt. Vi har tidligere prøvekørt og beskrevet
Land Rover Defender i personbilsudgaven, så den
dybere tekniske udredning springer vi over. Sådan
til dels, for man skal selvfølgelig vide, hvad det
er man helt basalt får for pengene - udover det der
med farven på nummerpladerne.
Billig i drift
Den prøvekørte model er den 5
meter lange off-roader, udrustet med en 6 cylindret
3-liters Ingenium turbo-dieselmotor, Hard Top og
regulært firehjulstræk. Motoren præsterer op til 250
hestekræfter og 570 Nm (fra 1250-2250 omdr./min) og
er en mild hybrid med 8-trins automatgear, hvorved
brændstofforbruget kan holdes nede på ca. 11 km/l -
oven i købet i praksis. Dvs det koster rundt regnet
120 kroner at køre 100 kilometer.

Sammenligner man med en
elbil, og regner med en lynladepris på 5 kroner pr.
kWh og et energiforbrug på 25 kWh pr. 100 kilometer,
er kilometerprisen stort set den samme. Men ok,
siden skal man betale godt 9000 kroner i årlig
afgift, hvilket ret beset er ret meget mere end en
tilsvarende elbil, så griber regnestykket om sig på
detailplan, så dér stopper vi så lige vores
regnestykke og overlader resten til den enkeltes
situation. Beregningen er mest for lige at sætte
tingene i perspektiv i dagens ikke udpræget
gennemsigtige bilmarked.
Bygget rigtigt
Vigtigt er det derimod at
fastslå, at Land Rover ikke bare har taget en
Defender, afmonteret bagsæderne og sat en bund i
“varerummet”. De har bygget den rigtigt, som en
varebil eller en bil til den, der dyrker et aktivt
friluftsliv i fritiden.
Den har en regulær
adskillelse mellem passagerafsnittet og varerummet,
der har en kapacitet på godt 2 kubikmeter. Der er
tildækkede sideruder i bageste sidedøre og små
“kahyt” vinduer i overgangen til taget i begge
sider. Og oppe fortil har man installeret tre
siddepladser, hvor den midterste kan omdannes til et
arbejdsbord.
Smart løsning
Dér, hvor man normalt har
benene, hvis bilen havde bagsæder, er installeret et
155 liter aflåst rum i hele bilens bredde. Det er
ikke unormalt, men man har også tilgang til rummet
fra vareafsnittets gulvplade via to adskilte låg.
Det betyder eksempelvis, at man som jæger kan have
sit våben behørigt låst inde, fordi det ikke kan
komme ud gennem topåbningerne, og alligevel have
adgang til rummet, men husk så lige, at jagt
sjældent dyrkes som erhverv, og så skal
nummerpladerne have to farver. Bagtil er der
yderligere et rum under gulvet på 58 liter.
Tilgangen til varerummet
bagfra er sikret ved, at reservehjulet er monteret
på bagdøren. Og vareafsnittets indvendige
dimensioner er H=93 cm, B=142 cm, L=147 cm.


Unik vadedybde
Helt grundliggende har en
Defender en vadedybde på 90 cm og terrænegenskaberne
er sikret ved hjælp af den seneste generation af
Land Rovers eminente terrain-response-system.
Allerede på “S” niveau har man desuden tagbøjler,
automatisk fjernlys, 2-zone klimaanlæg, 13,1”
berøringsskærm, nøglefri betjening og 3D Surround
View, så man også kan se terrænet under bilen.
X Dynamic SE inkluder bl.a. 12-vejs elektriske
forsæder, Meridian lydanlæg, og Rear Collission
Monitor. Matrix-LED skal tilkøbes og kan anbefales,
når man nu er i gang med at spendere - det udløser
en beskeden merpris på 4500 kroner. Og fortsætter
man, så brug også lige 6.600 kroner på digitalt
bakspejl og ikke mindst 21.400 kroner på
luftaffjedringen. Så bliver bilens frihøjde på
21,9-29,0 cm lige pludselig et endnu større scoop.

 |