KIA Sportage PHEV er ingen ny
bil, og vi har allerede for to år siden prøvekørt
den i en version, der ikke afviger meget fra den
GT-Line udgave, der denne gang er under lup. Men
luppen er til gengæld skiftet ud, for denne gang
lagde bilen hjul til en regulær langtur, et regulært
cruise gennem det europæiske fastland. Temaet var en
ny serie af rejseprogrammer, som der snart vil blive
linket til her på siden, men bæredygtighed og
miljørigtig adfærd var ikke sekundært.
Regnen silede ned, da vi
kørte om bord på Scandlines hybridfærge med
rotationssejl (den skorstens lignende ting midt på
færgen).
Valget af KIA Sportage var i
den forbindelse oplagt. Turen gik via Scandlines
hybridfærger ad tyske motorveje med fixpunkter i
Dresden, Wien, Salzburg og Leipzig. Det var en
strækning, der i teorien kunne være blevet
gennemført i en fuldt elektrisk bil. Men et to-ugers
set-up, med en intensiv række af møder på fastsatte
tidspunkter, tillod ikke de afvigelser i tidsplanen,
som en elbil ville kunne have ført med sig -
optagede ladestandere, defekte ladestandere eller
ingen ladestandere, hvor man skulle bruge dem – og
måske oven i købet med elektricitet til priser, der
indkræves af virksomheder, som i hvert fald mener,
at de ikke skal medvirke til den såkaldte grønne
omstilling.
I bæredygtighedens navn
Så, det blev en plug-in
hybrid med mulighed for klatladning undervejs.
Firehjulstræk drevet af en parallelhybridmotor på
næsten hel traditionel vis, op til 265 hestekræfter,
baseret på en kombination af benzin og el, men
fremfor alt pakket ind i et velkørende automobil,
der, om end det tabte pusten på det ene fordæk (af
fransk herkomst) på vej gennem Tjekkiet, kørte hver
eneste meter helt og aldeles uproblematisk. Og den
løsrevne ventil (som det viste sig at være), blev
skiftet ud på kort tid og efter endnu kortere varsel
hos de velvillige KIA-repræsentanter i Wien. Siden
gav den ikke problemer af nogen art.
Venstre fordæk begyndte at
tabe luft, men heldigvis virkede
trykmålingssystemet, så man blev advaret i tide og
siden blev ventilen udskiftet i en fart på KIA
værkstedet i Wien.
Argumentet for en KIA
Sportage PHEV var klart nok i en tid, hvor
dieseldrift måske nok ville have været den mest
klimarigtige løsning, hvis det handlede om mindst
mulig CO2 udledning. Men diesel er jo på det
nærmeste bandlyst på det danske marked. Ikke desto
mindre klarede Sportagen det glimrende. Da den
medbragt strøm var brugt op efter godt 60 kilometer
og mellem klatladningerne, holdt vi et forbrug på
omkring 14 km/l, for da fungerer motoren som en
selvopladende hybrid.
GT-Line med tilkøb
Sportage kendte vi i
forvejen. Den kører glimrende, og læs gerne mere om
den i testen fra i fjor. Den mest markante forskel
var GT-Line opsætningen i kombination med en
elektronisk dæmpet undervogn. Sidstnævnte koster
blot 15.000 kroner, og det er fundet for de penge,
for den i forvejen gode affjedring og især
fremragende bagaksel blev endnu bedre. Både når vi
kørte nær topfarten på 191 km/t på det tyske
autobahnnet (hvad vi sjældent gjorde og hvilket da
også næppe ville have gjort den nævnte benzinøkonomi
opnåelig) og når vi zigzag’ede mellem
sporvognsskinnerne i Dresden, Wien og Leipzig (i
Salzburg satser man på trolleybusser, som rent
elektrisk kører rundt i gaderne uden megen støj og
helt uden udstødning).
Undervejs viste Sportagen sig
fra sin bedste side som europæisk rejsebil – hvilket
er værd at notere sig, da de aktuelle politiske
forhold i det udprægede bil-land på den anen side af
Atlanterhavet måske vil kunne skubbe ekstra til
idéen om flere bilferier i Europa. Da vi for nogle
år siden kørte på tværs af USA, lærte vi at sætte
pris på at holde hastighedsgrænserne – dvs. sådan
cirka maksimalt 110 km/t. For selv efter lange
dagsmarcher var vi næsten udhvilede. Det kan man
også praktisere på det europæiske motorvejsnet, om
end 130 km/t er en mere afslappende marchhastighed,
hvis man kører i harmoni med de andre trafikanter.
Egenskaberne står
tydeligere
Undervejs på et sådan
road-trip, der nu snarere blev et Autobahn-trip,
blev mange af bilens egenskaber særlig tydelige. Ét
er den adaptive fartpilot, et andet er
vejbaneassistenten (som dog let kan slås fra, når
den blander sig for meget). Om natten er matrix LED
lyset intet mindre end fremragende, og muligheden
for helt elektrisk at juster siddepositionen og
lændestøtten i førersædet er et stort plus. Den
fordel kunne man dog gerne have bibragt
forsædepassageren også.
3-zone klimaanlæg er
standard.
Havde vi været flere end to,
ville sædevarmen på bagsæderne utvivlsomt have skabt
glæde, for efterårsvejret var så småt sat ind – og
det var ikke forskelligt i Mellemeuropa fra vejret i
Danmark i testperioden. Omvendt skulle der
mobiliseres en vis fantasi for at forestille sig
værdien af køl i forsæderne, men det er bestemt en
fordel på en sommertur i samme område, hvor
temperaturerne ofte og længe er over 30 grader.
Ingen lokkemad
Panoramaglastaget til 18.000
kroner havde vi ikke så meget glæde af. Til gengæld
var det såkaldte ”privacy-glass” en betryggende
egenskab, for det var endog meget vanskeligt at se
kabinens indhold gennem de bageste sideruder. Så der
var ikke meget lokkemad til kriminelle typer – det
kunne i hvert fald ikke ses.
El-bagklap er uundværligt,
når man har bagage til et par uger med, nøglefri
betjening ligeså, og når man navigerede rundt i
Parkeringskældre, som størrelsesmæssigt ofte var
bedre skabt til fordums tiders Trabant’er, var
bakkameraet og det tilkøbte 360 grader kamera en
klar gevinst. Også de skærmbilleder, der viser sig i
instrumentgruppen, når man blinker af, er
værdifulde, når man begiver sig afsted på ukendte
veje.
Sidst, men ikke mindst,
inkluderede udstyret også et premium Harman Kardon
lydanlæg. Set i lyset af, at det gennemførte
road-trip også havde en del musik på programmet, var
det herligt, at kunne fastholde den rette stemning
på transportetaperne mellem de mellemeuropæiske
kulturbyer.
Teaser
Og er du, kære læser, også forfalden til lidt kultur i
ny og næ og erkender, at meget er interessant, hvis
man ved noget om det, så lad denne atypiske
testrapport være en lille teaser for de kommende
rejseradioprogrammer med tilhørende web-skriverier
og fotopubliceringer. Vi mødte bl.a. Johan Strauss’
tipoldebarn undervejs og har stået med originalen
til det nyopdagede Mozartværk i hænderne. Der linkes
dertil herfra Motorsiden.dk, når vi er så langt, for
sandt at sige: Biler er fede, men det er ligeså fedt
at bruge dem, fx til bilture, og så er kunst, kultur
og et par Mozartkugler af de rigtige slags heller
ikke så ringe endda… |