- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Peugeot 308 PHEV 180 hk SW 8EAT First Selection FWD EAT8


Harmonisk plug-in teknik og stationcar-plads


Af Søren Clauding – juni 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er kun kort tid siden, at vi prøvekørte den helt nye Peugeot 308 i hatchback-udgaven med plug-in hybrid teknik og 180 hestes drivline. Den er netop nu også aktuel i stationcar-versionen, SW, som rejser spørgsmålet: Kan stationcars nu være på vej tilbage i Danmark.

 

Udover at de to prøvekørte 308-versioner var tilnærmelsesvis ens – teknik og udstyr er i hvert fald identisk og de kører også ens (læs også artiklen om 308 H/B hér >>>), var det mest tankevækkende, at det nu er lykkedes, at skabe en ægte plug-in hybrid version baseret på en stationcar.

 

Ægte stationcar

308 SW er nemlig en ægte stationcar, 1,44 meter høj, med et pænt stort bagagerum på 548 liter, der kan øges til 1574 liter. 12,3 kWh litium-ion batteriet og det elektriske system tager godt nok plads, men det drejer sig blot om 60 liter mindre bagageplads og hvis ikke nogen havde oplyst tallet, ville man egentlig ikke have givet det en tanke.


 



Interessen for stationcars har i Danmark over årene været dalende, til fordel for de fortsat ret populære SUV’er. Udfordringen er blot, at når man skaber en tungere plug-in hybrid version ud af en SUV, indgås der en række kompromiser. Ikke alene pga. pladsen, men også pga. vægten.

 

Uharmonisk teknik

Det indebærer, at producenter ofte strammer affjedringen op på plug-in’erne, hvor man som regel har monteret batteriet ikke helt nede i vognbunden, men typisk under/mellem bagsæde og bagagerum. Og da en SUV også er høj, giver det et højere tyngdepunkt plus en større dødvægt, som affjedringen skal håndtere. Det skal den både, når bilen vipper/krænger og når den bremses ned eller accelererer. Derfor opleves det ofte, at en plug-in SUV er mindre agil og mere djærv end de tilsvarende modeller uden den ekstra vægt. Det hele virker lidt uharmonisk.

 

Mange sætter pris på SUV’er pga. den højere siddeposition. Den har man naturligvis ikke i en lav bil som en typisk stationcar. Hér har man til gengæld fordelen af den lavere vægt med tilhørende lavere tyngdepunkt som ganske enkelt får den til at ligge bedre på vejen. De lave bilers køreegenskaber føles bedre og er det også.

 

Et godt kompromis

Peugeot 308 kører ikke helt som en 270 kg lettere ”ICE” bil med konventionel drivline. Den er fortsat lidt djærv gennem kurverne. Men den kører meget bedre end en typisk SUV plug-in. Som sådan får man langt hen ad vejen en stationcars fordele og samtidig plug-in hybridens muligheder. Det er egentlig et ganske godt kompromis.

 

Den prøvekørte 308 SW PHEV er 4,64 meter lang og vejer 1751 kg. Det er 27 cm længere og 50 tungere end hatchback versionen, men fordi vægten er afbalanceret i bilen, er køreegenskaberne tilnærmelsesvis ens. Man må dog nøjes med lidt mindre anhængervægt (1450 kg dvs. 50 kg mindre), simpelthen fordi drivline skal kunne håndtere bilens større vægt.

 

Det sidste har meget at gøre med hybriddrivlinens konfiguration. Den skal jo helst leve op til forventningerne, ikke mindst dem, der vedrører energiforbruget, og det gør den faktisk glimrende.

 

Forbrugstallene

WLTP-tallet på 90,9 km/l benzin kan man kaste henover skulderen, hvis ikke man kører præcist som målemetoden angiver. Men helt galt går det nu ikke, når strømmen er brugt op. Vi kørte et par hundrede kilometer blandet kørsel og fastholdt batteriniveauet på ”20 km rest EV rækkevidde”, hvor energi-regenerering sker lettere end ved tomt eller fuldt batteri, og opnåede 15 km/l. Den WLTP-lovede 68 kilometer elektrisk rækkevidde er svær at kalkulere med, man må nok regne med et noget lavere tal.

 

Sidst, men ikke mindst: Hvor forventningerne til hatchback udgaven er mere i den sportslige retning og ikke helt indfries, er SW’en mere en cruiser, hvor det handler om plads og rolig landevejs- og motorvejskørsel. Da energiforbruget er moderat, også når man løber tør for strøm, er det egentlig en ganske harmonisk løsning, Peugeot har skabt, og faktisk er den også ret elegant.


7,4 kW AC opladning er kutyme i en plug-in hybrid men det muliggør ikke hurtigopladning på jævnstrøms-ladere.

 

 

Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Den er fransk, den er dejlig >>>

On-board videotest: Peugeot 308 PHEV H/B

Vi har tidligere prøvekørt den helt nye plug-in hybrid udgave af den ligeså helt nye Peugeot 308. Videoen er optaget i hatchback versionen, men SW udgaven kører stort set identisk med H/B'en, så gense den gerne, også i denne sammenhæng. Fuld HD.


 


Model:

Peugeot 308 PHEV 180 hk SW 8EAT First Selection FWD.

Listepris

Kr. 374.990

Motor og transmission:

4 cyl 1,6 ltr turbo benzin. 150 hk, 250 Nm/1750 omdr./min. El-motor: 110 hk. System: 180 hk, 360 Nm/2500 omdr./min. 8 trins A/T. 12,4 litium-ion batteri.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP). Elektrisk rækkevidde (WLTP):

7,6 sek./ 225 km/t. 90,9 km/l. 24 g C02. 68 km.

Længde:

4,64 meter

Anhængervægt: 1450 kg

Bagagerum:

548-1574 liter

Værd at bemærke:

Fuld LED med aut. fjernlys. 17” alufælge, 225/45-17 dæk. 2-zone klimaanlæg. Nøglefri betjening. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. 12” touch screen. 180 grader kamera. Rear Cross Traffic Alert. USB og AUX. Bluetooth. Navigation.


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt