Årets Bil i Danmark 2022
bliver ikke KIA Niro. Heller ikke selvom den var en
af de 7 kandidater, undertegnede satte kryds ved i
forbindelse med nomineringen til Årets Bil 2023
titlen. Sådan er demokratiske processer, men det
ændrer ikke på, at KIA Niro er en af årets mest
komplette og alsidige nye biler med fremragende
køreegenskaber. Det fik vi bekræftet på en længere
tur med iblandt ganske høj fart.
Faktisk var farten noget
højere end det officielle præstationstal, opgivet af
fabrikken. Godt 180 km/t opnåede vi i plug-in
hybridudgaven af den nye mellemklasse
coupé-crossover – i begge retninger på samme
strækning af et solidt stykke tysk Autobahn, og der
var ingen af stederne kuperet. Så den nye bil er
hurtig.
God på alle underlag
Men det var nu ikke så meget
farten, det handlede om. For KIA Niro er ikke skabt
som en hurtigløber, og det er vel ret beset heller
ikke det, den typiske Niro-købet sætter højest på
listen over, hvad den nye bil skal kunne. Men ved
den høje fart, oven i købet på til tider skiftende
underlag og ved skiftende vejgreb, får man en god
forståelse for bilens kørefærdigheder, dens
vejbeliggenhed og ikke mindst førerens føling deraf
og indflydelse derpå.
Det er ikke uvæsentligt, for
førerens forståelse for bilen og dens køreegenskaber
er en meget stor og ind imellem også afgørende
sikkerhedsfaktor, som naturligvis kan understøttes
af diverse kørehjælpemidler. Og Niro’ens balance og
dens affjedring er ganske enkelt fremragende.
Plug-in’en vejer små 1600 kg,
som er 140 kg mindre end den elektriske version, og
det er gennem kurverne en fordel, fordi den dér er
mere agil, men nogen racerbil er den trods alt ikke.
På motorvejen var den meget stabil, som det ofte er
tilfældet for de lidt tungere biler.
Velafstemt og bekræftet
Det vidste vi egentlig godt,
for allerede ved de første internationale
prøvekørsler af den helt nye Niro tibage i juni
måned, var det især de generelle køreegenskaber og i
særdeleshed affjedringen, der skilte sig ud, sådan
rent køremæssigt, for den nye KIA Niro ser i vores
optik også ret godt ud. Men affjedringen, baseret på
en usædvanlig velafstemt dual-tube støddæmperteknik
i kombination med flere nye komponenter, gør ikke
bare kørslen tillidsvækkende, men understøtter også
i praksis førerens behov for såvel en komfortabel
kørsel og sikre reaktioner, hvis situationen bliver
kritisk.
Plug-in hybridudgaven blev
valgt, fordi den ville være den mest velegnede til
den lange køretur, hvor mere end 1000 kilometer blev
tilbagelagt på det danske og nordtyske vejnet under
meget skiftende vejrforhold. Turen ville faktisk
også kunne være kørt i den fuldt elektriske udgave
af KIA Niro, men det havde så krævet en større
præcision i køre-tilrettelæggelsen.
400.000 ladepunkter
Ved samme lejlighed afprøvede
vi også det nye fælles europæiske KIA Charge netværk
på en tur, der gik fra København over Berlin, Kiel
og retur til den danske hovedstad. Teoretisk kunne
turen være klaret med opladning i de to tyske byer,
hvis man i en fuldt elektrisk Niro og med fuldt
batteri hjemmefra tog de nødvendige fartmæssige
hensyn, for med 180 km/t forbruges der meget energi.
Opladning sker meget enkelt:
KIA Charge app'en viser ladepunkterne i nærheden,
ledigheden og siden dirigerer den bilen derhen.
Derpå sættes stikkene i ladestander og bil, det
medfølgende "kreditkort" scannes på standeren og der
lades op. De grønne lamper under forruden viser
ladeniveauet.
I plug-in’en med to fulde
opladninger undervejs nåede vi et gennemsnitligt
benzinforbrug på 18 km/l. På en strækning over 150
kilometer ved dansk motorvejsfart og tomt batteri
kørte vi 15 km/. Og på en tilsvarende strækning i
hybrid-indstillingen og fra et fuldt opladet batteri
kørte vi omkring 30 km/l.
KIA Charge ladenettet giver
adgang til 400.000 europæiske opladningspunkter, og
der var masser at finde undervejs. Man skal dog være
indstillet på iblandt en lille spadseretur, når
bilen er sat til ladning, som gav mindre mening for
en kort 3,3 kW opladning af hybridbatteriet, men som
vil være helt central hvis bilen var en elbil.
Køreoplevelse i top
KIA Niro plug-in hybrid er
ikke umiddelbart den indlysende bil for en langtur i
Europa, hvis man har familien med. Men er man to, er
den helt fin, bl.a. fordi man hurtigt kommer til at
brede sig lidt ud over bagagerummets rammer. Det
skyldes at en del af bagagerumspladsen optages af
11,1 kWh batteriet, så bagagekapaciteten reduceres
til 348-1342 liter.
Men køreoplevelsen er i top.
Med udgangspunkt i den billigste Niro plug-in, som
tilbyder et udmærket udstyr, der er prissat til
310.000 kroner får man dermed rigtig meget bil for
pengene. Den prøvekørte version var Upgrade modellen
til 380.000 kroner, tilført yderligere udstyr for
over 50.000 kroner. Og set i lyset af, at der er
tale om en luksuøs, veldesignet og moderne bil med
en glimrende drivline, er prisen helt fair.
Moderne og komplet
Benzinmotoren er en
105-hestes 4-cylindret sag og elmotoren er en
83-hestes permanent magnet synkron motor og
systemeffekten er 183 hestekræfter. De to motorer
formidler deres kræfter via en 6-trins
DCT-gearkasse, som næsten umærkeligt sørger for
gearskiftet. Når der skiftes gear, fordi det er
nødvendigt af hensyn til benzinmotorens funktion,
sikrer elmotoren fremdriften under skiftet og derved
bliver det næsten umærkeligt.
Valget af KIA Niro som
kandidat til Årets Bil i Danmark 2023 var netop
baseret på denne optimering af teknikken i forening
med et pænt og moderne udseende. Den nye Niro
appellerer til en gennemsnitlig dansk familie, der
sætter pris på en vis premium-følelse, et elegant
design, en god funktion og for hvem de gode
køreegenskaber ikke er ligegyldige.
Sidst, men ikke mindst er 7 års garanti vel heller
ikke ligegyldig, især ikke i den urolige tid, verden
i øjeblikket befinder sig i. |