- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Ford Puma ST-X 1,5 EcoBoost

Landevejsracer med mere end ét formål


Af Søren Clauding – februar 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For cirka to år siden afholdt Ford de første internationale prøvekørsler af den helt nye Ford Puma. Ved samme lejlighed præsenterede man med meget hemmelighedskræmmeri en ST-version, ingen fotos, ingen pressedækning, bare en journalist teaser. Og indrømmet: Undertegnede kløede sig lidt i nakken og tænkte: Og hvad så, ST-varianter over Fords mere civiliserede modeller er jo ikke noget nyt, og få uger senere var det ganske andre verdensbegivenheder, der stjal opmærksomheden.

 

Men ikke hos Ford, ikke så meget, i hvert fald. For set i lyset af begivenhederne siden da, var der nok mange gode grunde til hemmelighedskræmmeriet og i det hele taget til, at bygge en særlig ST-version af Puma’en. For efter introduktionen blev det ligeså stille klart, at når Ford skulle i gang med at udvikle en ny konkurrencebil til deltagelse i rally-verdensmesterskabet efter indførelsen af nyt reglement i 2022, ville man skifte Fiesta-brandet ud med Puma.

 

Helt på forkant

Ford var dengang og er fortsat langt fremme i skoene. De fornemmede, hvilken vej vinden blæste og ikke mindst, at meget af den energi, som fremover skulle blæses udover hastighedsprøverne i alverdens VM-rallies, skulle komme fra vindenergi. Hvis energien fra vedvarende energikilder skal benyttes i rallybiler, er der to veje ind i bilen: Omdannet til elektricitet og ind via et elektrisk kabel (plug-in), og omdannet til CO2 neutralt syntetisk brændstof ind i bilen til en konventionel benzintank. Og sådan er det blevet (man kunne også benyttet brint, men det er fravalgt af flere andre grunde).

 

Som bekendt findes Ford Fiesta ikke som plug-in hybrid. Dels fordi den teknologi ikke giver megen mening i mindre biler, dels fordi der ganske enkelt ikke er plads til både en forbrændingsmotor, et batteri af en vis størrelse og en elmotor med tilbehør. Den seriefremstillede Puma-model, er som kompakt SUV/crossover/coupé, eller hvad man nu skal kalde den, temmelig rummelig, der er plads både til en 1,6-liters 4-cylindret 400-hestes turbobenzinmotor, en 134-hestes elmotor og tilhørende batteri samt firehjulstræk. Det havde man aldrig fået proppet ind i en Fiesta, så Puma ST blev altså skabt med et formål, der rakte langt ud over ønsket om som altid også at tilbyde kunderne en hurtig sportsvariant.

 

Enestående aerodynamik

Puma ST har godt nok ikke firehjulstræk (men forhjulstræk), den har ingen plug-in hybrid teknologi, og motoren er en 1,5 liters 3-cylindret EcoBoost turbobenzinmotor, der yder 200 hestekræfter. Hvorfor kunne man så ikke ligeså godt have benyttet en almindelig Puma, altså uden ST (ST=Sports Technologies), som udgangspunkt for den nye Rally1 VM-rallybil?


 


Det forklarer hemmelighedskræmmeriet, for svaret synes enkelt: Fotos af Puma ST ville alt for tidligt have kunnet vise konkurrenterne i hvilken retning, Ford især aerodynamisk arbejdede. Det nye Rally1 reglement giver nemlig mindre frihed, hvad angår aerodynamik, og med endnu flere kræfter (op til over 500 hk) er det ekstra vigtigt, at man udnytter mulighederne bedst muligt. Det gøres bl.a. ved at skabe en serieproduceret model, som rallybilerne reglementsmæssigt skal have som udgangspunkt for deres formgivning, der netop er aerodynamisk avancerede.

 

Enestående downforce

Ford Puma ST er aerodynamisk meget forskellig fra en standard Puma. Eksempelvis har man integreret en slags splitter i frontspoileren. Den ikke uvigtige detalje øger downforcen på forenden med næsten 80 procent. Det er vigtigt for stabiliteten og for kraftoverførslen. Bagtil er en stor spoiler i forlængelse af taget også med til at stabilisere bilen og man har også udviklet en diffuser som en del af bagkofangeren, som øger trykket på bagenden og stabiliserer bilen. Sidstnævnte er dog kun i begrænset omfang til gavn for rally1 bilen, hvor bageste diffusere kun i beskedent omfang er en option. Desuden er luftindtagene fortil også optimeret med henblik på afkøling af den kraftige drivline.


 


Win-win – ikke kun i Monte Carlo

Alt det har Ford glæde af, med henblik på deltagelse i Rally VM, og de lagde da også stærkt ud i 2022 med sejr i det berømte Monte Carlo rally. Men de bilejere, der sætter pris på en bil til hverdagsbrug, som er ret meget ud over det sædvanlige, får også et unikt køretøj, hvis de investerer de 410.000 kroner, som den prøvekørte Puma i den særlige X-version koster.

 

I maskinrummet som nævnt en 1,5 liters 3-cylindret EcoBoost motor, der præsterer 200 hestekræfter og leverer 320 Nm over hele intervallet fra 2500 til 3500 omdr./min. 0-100 km/t på 6,7 sekunder og 220 km/t på toppen er det håndgribelige resultat. Og når syntetisk benzin på et eller andet tidspunkt går hen at bliver tilgængeligt for andet end motorsportsfolket, kan man også have god klima-samvittighed. Med konventionel benzin i tanken kører man endda 15,2 km/l – det er bedre end mange plug-in hybridbiler, når de løber tør for strøm, og skyldes bl.a. anvendelsen af cylinder deaktiverings-teknologi.

 

Sikkert vejgreb og præcis styring

Også gennem kurverne er Puma ST spændende. Mekanisk spærredifferentiale (i sports-mode) sikrer et sikkert vejgreb uden tab af effekt (som tilfældet er ved elektroniske spærredifferentialer). Sportsundervognen gør vejgrebet godt, især på tør og plan vej, understøttet af 225/40-19 aluhjul (men er ikke udpræget komfortabelt, for nu at sige det mildt).

 

Torsions-bagakslen er 50 procent stivere end i en standard Puma og medvirker til en præcis styring. Det samme gør motorophængningen, der reducerer indflydelsen på bilens krængning ved hurtige retningsskift. Skal man ofte og hurtigt ned i fart, er den 17 procent større bremseskive-diameter en fordel. At bremsekalibrene på X-versionen også er røde, har næppe nogen praktisk betydning...

 

Man disponerer over en bane-indstilling, hvor ESC-effekten er elimineret. I Sports-mode, Normal og Eco er ESC assisteret af Torque Vectoring Control, som Ford var blandt pionererne til at lancere, og siden er andre elementer som fx motorens ”engine-mapping” og styringsmodstanden også regulærbar. Man kan sammensætte sin egen kombination og det er ret effektivt.

 

Kabine og praktik

I kabinen mindes man bestandigt om, at bilen er en ST, bl.a. fordi Recaro sportssæderne har et solidt greb om hoftepartiet (man skal ikke være alt for godt polstret i den kropsregion), varme i sæder og rat sikrer gode køreforhold og gennem den opvarmede frontrude er Fuld LED lys en ubeskrivelig fordel i mørke. Eneste minus i koldt vejr er det 6-trins manuelle gear – som i sig selv er meget præcist – for gearknoppen i stål er da iskold.

 

Oven i det hele har Ford bevaret de udmærkede pladsforhold i kabinen og det 456 liter store bagagerum inkl. 80-liter ”megaboksen”. Men praktikken rækker dog ikke til, at køre med anhænger – men hvem kunne dog også finde på, at sætte en anhænger bag på en sportsvogn...


I den forhjulstrukne Puma ST er der plads til megaboksen under bagagerumsbunden. I Rally1 bilen bruges pladsen til hybridsystemet og den bageste del af firehjulstrækket.

Andre Ford prøvekørsler – find dem hér >>>
Læs også:
Ford Puma First World Test 2020 >>>
Videotest: Ford Puma ST-X 200 hk

Vi har prøvekørt Ford Puma ST dér hvor den retteligt hører til, trods 200 hestekræfter og rally-gener: På landevejen. Den er ret sjov, og det er der mange grunde til. Se selv. Fuld HD.




Model:

Ford Puma ST-X 1,5 EcoBoost

Listepris:

Kr. 410.450

Motor og transmission:

3 cyl. 1,5 ltr. turbobenzin. 200 hk. 320 Nm/ 2500-3500 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

6,7 sek./ 220 km/t/ 16,2 km/l / 148 g/km

Længde:

4,23 m

Bagagerum:

456/1216 liter

Værd at bemærke:

ESC. Mek. spærredifferentiale. Fuld LED. 225/40-19 Michelin Pilot Sport på alufælge. Adaptiv fartpilot. Nøglefri betjening. Vognbaneassistent. Klimaanlæg. Varme i sæder, rat og forrude. Multijusterbart læderrat. P-sensorer bag. 8” skærm. Recaro sportssæder.














Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt