- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      



Biltest: Citroën C3 Aircross Shine Sport 1,2 PureTech 130 EAT6


Moderniseret praktiker


Af Søren Clauding – marts 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allerede i november måned var vi ude at køre en kort prøvetur i den nye moderniserede udgave af Citroëns kompakt SUV-størrelse bil, C3 Aircross. ”Allerede” var meget påvirket af Corona-pandemien og vi satte os siden for, at se lidt nærmere på den. Det er så nu…

 

Den prøvekørte model er top-udgaven til 305.000 kroner. Det kan synes om en forholdsvis høj pris, sammenlignet med prisen på tilsvarende biler hos mange af kollegerne. Men alting er relativt, som Einstein engang fastslog.

 

Ualmindelig praktisk

Nu skal der altså ikke en videnskabsmand til at se fordelene ved en C3 Aircross. Den er blot 4,15 meter lang, let at parkere, man sidder højt og så er den ualmindelig praktisk. Bagsæderne kan delvist individuelt justeres i længderetningen og også hvad ryghældningen angår. Og så kan forreste passagersædes ryglæn lægges helt fladt ned, så man kan transportere genstande på op til 2,40 meters længde. Har man brug for endnu mere længde har bilen også tagbøjler (og må trække en anhænger på 840 kg).



Bagagerummet er på 410 liter, når bagsæderne er i forreste position, og lægges ryglænene ned øges bagagekapaciteten til næsten 1300 liter. Det er faktisk temmelig meget i så kort en bil. Med andre ord er praktikken virkelig i højsæde, om end bagklappen dog skal åbnes manuelt. Et enkelt spørgsmålstegn sætter vi ved ”kardan-tunnellen”, for trods SUV-prædikatet findes C3 Aircross ikke med firehjulstræk, den er forhjulstrukken og har derfor ingen kardanaksel.

 

Godt fartpotentiale

Visuelt har C3 Aircross fået en opstrammer. Fronten er opdateret og dens interiør er fortsat moderne. Og så havde den prøvekørte udgave en 3-cylindret 130-hestes turbobenzinmotor i maskinrummet. Det giver gode fartpræstationer – 0-100 km/t klares på 9,2 sekunder og topfarten er lige under 200 km/t. Men fartpotentialet smitter også af på benzinøkonomien.



Det officielle WLTP-forbrugstal er 15,9 km/l og i praksis kørte vi 13-14 km/l uden at udfordre bilens sportslige egenskaber, som betegnelsen ”Shine Sport” kunne indikere. Den er kvik gennem kurverne, 225/45-17 hjul, som var ekstraudstyr, hjalp dertil, men det fordrer også en spændstig affjedring og derfor oplever man ikke den samme affjedringskomfort i C3 Aircross med 130-hestes motor som Citroën ellers er så berømt for. Bilen er fremragende på plan asfalt, men knap så sjov på en ujævn grusvej.




Ekstra polstring

En formildende faktor er dog, at sæderne er blevet ekstra polstret med et særlig 1,5 cm tykt skumlag, som indebærer at vibrationer nok kommer op gennem bilen men aldrig når passagererne.

 

Med i prisen følger EAT6 automatgear. Nogle vil måske efterlyse en hold-knap, som er standard på mange helt nye biler – en hold-funktion holder bilen stille ved f.eks. standsning for rødt lys, mens gearvælgeren forbliver i Drive. Foruden det i øvrigt udmærkede automatgear har bilen udstyr, som egentlig er omfattende, men ikke i samme grad er blevet moderniseret som mange andre hjørner af bilen. Fartpiloten er fx ikke adaptiv, vejbaneassistenten assisterer kun gennem et signal, bakkameraet er fint nok, hvis man altså husker at holde linsen ude bagtil ren.

 

Praktikken vinder

Shine Sport udstyret inkluderer imidlertid også panorama soltag, navigation via 9” berøringsskærmen, p-sensorer både for og bag og sædevarme. Men klimaanlægget er ikke 2-zone. Man savner Fuld LED forlys men glæder sig over såvel nøglefri betjening som foldbare sidespejle.

 

Så på den ene side er C3 Aircross Shine Sport egentlig veludstyret, på den anden side er det i særlig grad de mange funktionelle egenskaber og de fine transportforhold, som for de fleste, tænker vi, vil være den afgørende købsfaktor.




Andre Citroën prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:

Citroën C3 Aircross kort test >>>






Model:

Citroën C3 Aircross Shine Sport 1,2 PureTech 130 EAT6

Listepris

Kr. 304.990

Motor og transmission:

3 cyl 1,2 ltr turbo benzinmotor. 130 hk. 230 Nm/1750 omdr./min. 6 A/T.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP).

9,2 sek./ 197 km/t. 15,9 km/l. 142 g/km.

Længde:

4,15 meter

Anhængervægt: 840 kg

Bagagerum:

420-1289 liter

Værd at bemærke:

225/50-17 dæk (standard). Klimaanlæg. Sødevarme. Nøglefri betjening. El-sideruder for og bag. Fartpilot. 9" touch screen med navigation. Panorama soltag. Tagbøjler.










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt