En Hyundai i30 er vel en
Hyundai i30 – eller? Kort tid efter at have
prøvekørt en i30, prøvekørte vi endnu en, men de to
er næsten så forskellige som to ellers ens biler kan
være. Læs selv...
I virkeligheden udsprang
nysgerrigheden af det faktum, at da Hyundai i30 i
2017 var den bil, undertegnede havde som topkandidat
til titlen Årets Bil i Danmark 2018, blev den end
ikke nomineret. Eneste forklaring: I en demokratisk
proces er der plads til alle meninger, mere er der
ikke i det, og jeg var altså i mindretal. Men min
mening dengang står jeg ved.
Men hvordan er Hyundai i30,
nu her godt tre år senere? Var det en fejlvurdering?
Og med en oprigtig tilgang til, at fejl er noget man
altid skal lære af, kan det konstateres, at det var
det ikke. I hvert fald ikke med den tilgang, jeg har
til at vurdere biler, hvor køreegenskaber, funktion
og total-harmoni, også i relation til prissætning,
som hovedregel betyder mere end hestekræfter og
fartpræstationer.
Helt anderledes
Den nylig prøvekørte i30 var
en stationcar med 4-cylindret 159-hestes mild hybrid
benzinmotor og det sportslige N-Line setup. Nu var
fokus sat på den 25 cm kortere 5-dørs udgave med en
3-cylindret 1-liters turbo benzinmotor med det mere
komfortable Advanced udstyr. Eneste større lighed, i
teknisk forstand, var 7-trins DCT gearet, men også
det var formentlig kalibreret forskelligt, så det
denne gang skulle passe til en benzinmotor, der ikke
fik elektrisk hjælp, men måtte klare sig med den
ekstra håndsrækning, turboladeren i rigt mål gav,
når speederen blev presset i bund.
Og oplevelsen af bilens
kørefærdigheder: Bortset fra den naturlige fart
formåen i kraft af de flere kræfter og et marginalt
bedre vejgreb i kurverne hjulpet af lidt større
hjul, blev det endnu engang bekræftet, at det er
næsten lige meget, hvilken i30, der er tale om, så
er de grundliggende køreegenskaber ens og balancen i
kurverne er stort set den samme. Det er et af de
meget store plusser ved i30 og et klart tegn på,
hvorfor den kører så godt – og hvorfor den gjorde så
stort et indtryk dengang i 2017.
Opdatering
Naturligvis bliver betagelsen
lidt anderledes over tiden, biler udvikles konstant,
kravene ændres og det var vel også en af årsagerne
til, at Hyundai i efteråret gav i30 en overhaling,
som visuelt var mest tydelig i frontgrillen. Den nye
front er i øvrigt også forskellig på de to
versioner. Hvilken man foretrækker er alene et
spørgsmål om smag og behag.
Og så er prisen selvfølgelig
forskellig: 295.000 kroner for N-Line stationcar’en
og 245.000 kroner for 5-dørs udgaven. Hvad
sidstnævnte angår er motoren i øvrigt, som det
huskes, stort set uændret fra dengang i 2017.
Forbrugstallene er ikke, nu kører den kortere på
literen, men det er alene pga. de ændrede
beregningsmetoder. 17,5 km/l (WLTP) kører 1-liters
udgaven og det er meget tæt på det, man oplever i
virkeligheden. Tilsvarende kører 1,5’eren 16,4 km/l
og nyder dertil godt af lidt elektrisk hjælp.
Avanceret basis
I30 i den hér prøvekørte
version er klart den mere moderate udgave af de to.
Dens mere beskedne hjulstørrelse (205/55-16 versus
225/40-18) giver naturligt en mere tilgivende
affjedring, helt i harmoni med den mindre motor. Og
Advanced udgaven har ikke den strammere
sportsaffjedring. Men Hyundai har heldigvis
fastholdt multilink baghjulsaffjedring også i de
lavere motoriserede versioner – modsat fx VAG og
Mercedes, hvis tilsvarende biler med de mindre
motorer har torsionsbagaksler (Golf m.fl. samt
A-klasse).
Helt generelt er den nye
opgraderede årgang i30 stærkt udstyret med allerede
i den billigste udgave til under 200.000 kroner at
inkludere aircondition, elektriske sideruder,
fartpilot, aktiv vognbaneassistent, tågeforlygter
med statisk kurvelys og automatisk nedblænding.
Meget mere for pengene
I mellemniveauet, Essential,
som koster 230.000 kroner, er 16” alufælge en del af
udstyret, ligesom bakkamera, baksensorer, elektrisk
foldbare sidespejle, elektriske sideruder også bag,
2-zone klimaanlæg, nøglefri betjening, varme både i
sæder og kunstlæderrattet, regnsensorer og Apple
Carplay samt Android Auto.
Og i Advanced udgaven er den
største forskel for de ekstra 15.000 kroner Fuld LED
forlys, som især ved vintertide viser sig at være
alle pengene værd. Men merprisen omfatter også
p-sensorer for, Rear Cross Traffic Allert, og noget
så praktisk i den kortere i30-version: En ski-lem i
bagsæderyglænene.
Den prøvekørte bil var
specifikt udrustet med flere udstyrspakker, hvor
især Førerassistentpakken kan anbefales. Dens
automatiske nødbremse ser foruden biler både
fodgængere og cyklister og tilbyder også adaptiv
fartpilot som er intet mindre end vanedannende. Og
så er 5 års garanti med ubegrænset kilometertal
fortsat standard i en hvilken som helst Hyundai.
|