- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Skoda Kamiq 1,0

TSI 115 DSG Ambition

Mere bil for pengene


Af Søren Clauding – maj 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når Skoda benytter de fælles platforme i VW-gruppen, er der efterhånden tradition for, at bilerne er lidt større end dem, som VW eller for den sags skyld søstermærkerne fra SEAT og Audi bygger. Skoda Kamiq er ingen undtagelse. Den ellers helt nye Skoda-model er fx ikke mindre end 13 cm længere end søsterbilen, VW T-Cross.

 

Skoda har også baseret den lavere Scala model på samme platform (læs vores prøvekørsel af Skoda Scala hér >>>), den såkaldte MQBA0, hvilket dels fortæller noget om hvor fleksibel eller måske snarere ikke-begrænsende platformen er, dels anskueliggør, at en platform altså ikke nødvendigvis er en definition af en bils fysiske platform. Derfor falder bilerne også ret forskelligt ud.

 

Mange forskelle

Men alt det kan jo dybest set være ligegyldigt for brugeren/ejeren, for det man får, er velkørende biler, fornuftigt skruet sammen, om end netop det med køreegenskaberne gør en ligeså stor forskel som bilernes udsende. En Skoda Kamiq ligner en Scala, men det er svært visuelt at få øje på fællesskabet med fx VW T-Cross og SEAT Arona.

 

Det man får, kalder Skoda selv en SUV. Vi vil snarere betegne Kamiq som en crossover, for selvom den har en frihøjde, lettere forøget til 17 cm, findes den ikke med firehjulstræk (endnu, selvom det siges, at den måske på et tidspunkt får elkraft på baghjulene), og højden er da også kun 1,53 meter, så man sidder ikke højt som i en regulær SUV.

 

Spændstig affjedring

Til gengæld kører bilen bedre. Affjedringen er overraskende spændstig og vejgrebet udmærket, om end vi måtte ”snyde” og køre med testbilen midt om natten, for at asfalt og luft var tilstrækkelig kølig til at yde vinterdækkene den rette retfærdighed (dagtemperaturerne var nemlig 14-15 grader i testperioden, men noget køligere om natten). Alligevel oplevede man en udmærket affjedringskomfort og i kombination med et lavt støjniveau, leverede Kamiq en behagelig køreoplevelse.

 

Køredynamik er dog et sekundært begreb i den prøvekørte Kamiq. Den kompakte 1-liters 115-hestes TSI motor gør dog i samspil med 7-trins DSG gearet sit til at kompensere derfor. Det kan direkte aflæses på accelerationstiderne: 0-100 km/t på 10 sekunder. Og topfarten er 193 km/t – vi holdt os dog til de 130 km/t, som det danske motorvejsnet tillader.



Rummelig

Både kabinen og bagagekapaciteten i Kamiq nyder godt af den større længde, sammenlignet med førnævnte T-Cross. Det ses ikke umiddelbart af specifikationerne, men det hænger sammen med, at bagsædet i Kamiq ikke kan justeres i længderetningen. Så de officielle 400 liter bagageplads er altså opnået, uden at benpladsen tages fra bagsædepassagererne. 1,4 kubikmeter er den samlede bagagekapacitet – det er ret godt.


 


Skoda Kamiq byder på mange sjove Skoda finesser som fx paraply i førerdøren og isskraber indvendigt i tankdækslet. Og bagagerumslyset er indbygget i en opladelig lommelygte, som kan tages ud af rummet og benyttes andre steder. Desuden er der mange fralægningspladser i kabinen, hvor interiørdesignet dog er en tro kopi af det, man finder i Scala.


 


Udstyrslisten

Advance udstyrslisten inkluderer bl.a. 16” alufælge, aircondition, fartpilot, sædevarme og opvarmede sprinklerdyser. Og meget kan tilkøbes, hvilket naturligvis fordyrer Kamiq’en, der i sin grundform er prissat til små 200.000 kroner og som med Advance-udstyr, den lidt kraftigere benzinmotor og automatgearet er forøget til små 250.000 kroner.

 

Testbilen var bl.a. udrustet med navigation, adaptiv fartpilot, elektrisk bagklap, Fuld LED forlys og p-sensorer foran. I alt var der sat for i nabolaget af 50.000 kroner ekstraudstyr på bilen, så er prisen kommet godt deropad, men så er man også godt kørende.


Andre Skoda prøvekørsler - find dem hér >>>

Skodas kompakte crossover, Kamiq, er baseret på samme platform som VW T-Cross og SEAT Arona. Ligheden mærkes, men der er også forskelle. Tag med på en tur i Kamiq'en, som i øvrigt er 13 cm længere end T-Cross. Fuld HD.



Model:

Skoda Kamiq Ambition 1,0 TSI 115 hk DSG

Listepris:

Kr. 246.393

Motor og transmission:

3 cyl 1,0 l turbobenzin. 115 hk. 200 Nm/2000-3500 omdr./min. 7-trins DSG A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

10,0 sek. 193 km/t. 16,4 km/l. 138 g/km.

Længde:

4,24 m.

Bagagerum:

400-1395 liter.

Værd at bemærke

ABS. EBD. ESP. Aut. nødbremse. 7 airbags. Multijusterbart rat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Vejbaneassistent. Sædevarme. 3 X Isofix. USB. Bluetooth. Paraply i førerdør.








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt