Da Peugeot afviklede de
første internationale prøvekørsler af den helt nye
2008 model tilbage i december 2019, var
dieselversionen med 130 hestekræfter den første, vi
satte fokus på. Nu er modellen jo for lang tid siden
lanceret også i Danmark, den er endda blevet
nomineret til hæderstitlen Årets Bil i Danmark 2021,
og så ville vi gerne under lakken på dieseludgaven
en gang til.
Det hænger i al væsentlighed
sammen med, at der iblandt er ændringer på bilerne
fra den første test til de triller ud fra
samlebåndet og ind i forhandlernes
udstillingslokaler. Og én af de ændringer, der er
synliggjort, er fartpotentialet for 130-hestes
dieselbilen med 8-trins automatgear. Begrundelsen
har vi ikke, og vi har ikke selv testet
accelerations-tallet dengang i Sydfrankrig, men en
grov stopurstest i Dannevang vidner om, at de 10,1
sekunder, som nu opgives som tallet, nok er nærmere
virkeligheden end de 9,3 sekunder, der stod på
specifikationsarkene dernede. Som et kuriosum er 100
hestes dieseludgaven også justeret opad (med 0,4
sekunder).
Ingen racer
Hvad det betyder i praksis?
Formentlig ingenting, for selv med
udstyrsbetegnelsen ”GT Line” er en 2008 ikke skabt
til race. GT Line betyder frit oversat ”topudstyr”
og et mere sporty look, men en racerbil bliver den
kun, hvis man dyster mod ligesindede i tilsvarende
biler – og hvem finder så lige på det.
I Sydfrankrig var vejene
tørre. Det var de også i perioder under prøvekørslen
i Danmark. Men iblandt regnede det og det var ikke
overraskende ikke optimalt for den lidt faste
affjedring, som dieseludgaven er udstyret med. Men
man er på marginalerne, og helheds køreindtrykket
var ikke markant anderledes i Danmark.
17” max
Og så har man i Danmark
fravalgt, at tilbyde 18” hjul til benzinudgaven med
130 hestekræfter. Det giver god mening, for
erfaringerne med dieselbilen og tidligere også med
benzinversionen er, at 17” hjul er optimalt til
skiftende vejrforhold – selvom Peugeot har gjort et
stort nummer ud af, at konfigurere affjedringen, så
bilerne føles ens.
Den allerbilligste 2008 er
prissat til 210.000 kroner. Den prøvekørte
topversion er præcis 100.000 kroner dyrere. Sjovt i
øvrigt, at Peugeot i Danmark tager præcis den samme
pris for de samme udstyrs versioner, uanset man
vælger dem med benzinmotor eller dieselmotor. Og
motorprogrammet er meget enkelt: 100 eller 130
hestekræfter, benzin eller diesel, det er hip som
hap.
På kryds og tværs går ikke
Men man kan ikke parre
motorer, transmission og udstyr på kryds og tværs,
som man måtte have lyst til. Det betyder i praksis,
at vælger man en 130-hestes diesel version, får man
den ikke uden et i øvrigt ret velfungerende 8-trins
automatgear – som IKKE er af dobbeltkoblingstypen
(hvilket indebærer at der ikke er den forsinkelse i
nedgearingen, som man oplever i et traditionelt
dobbeltkoblingsgear).
Forbavsende er det, at
brændstoføkonomien med 130 hestes diesel og
automatgear er næsten den samme som for 100-hestes
dieseludgaven med manuelt gear – der er kun 1,3 km/l
til forskel. WLTP tallet siger for den prøvekørte
bil 20,4 km/l (og det har ikke ændret sig i forhold
til december sidste år…
AdBlue påfyldes side om side
med dieselstudsen.
GT Line er toppen
GT Line udstyret inkluderer
bakkamera, Fuld LED lys med automatisk fjernlys og
adaptiv fartpilot samt en række styling elementer.
Fuld LED kan ikke fås til de lavere udstyrs-serier,
og det ligger på kanten til på det funktionelle at
retfærdiggør en merpris på 30.000 kroner. Adaptiv
fartpilot er standard, men kan tilkøbes til
mellemudstyret Allure – hvorved prisforskellen på de
to udstyrs varianter skrumper noget ind. Men styling
er ikke uden betydning og for mange også mange penge
værd.
Men husk: Peugeot i Danmark
opererer meget med kampagne tilbud, som kan sætte
standardlistepriserne på prøve. Så et godt råd: Har
man besluttet sig for en 2008 og hvilken drivline
man vil have, da brug lige lidt tid på minutiøst at
gennemgå udstyrslisterne på standardudstyret og de
aktuelle tilbud. Gør man det, er muligheden for en
god handel store – og omvendt er sandsynligheden for
bagefter at føle sig snydt også mindre.
|