- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Honda e Advance

Fedest og coolest i byen – på ren el


Af Søren Clauding – oktober 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indrømmet: Da undertegnede første gang så den nye Honda e som projektbil – det var på Frankfurt Motor Show i 2017 – syntes jeg, at den så lidt fjollet ud. Men man har jo lov at blive klogere, og der gik jo også et par år inden den lille elbil blev sat i serieproduktion. Og indrømmet: Da de internationale prøvekørsler fandt sted tidligt på året, var holdningen blevet drejet 180 grader, og dengang, i Valencia, blev der sat en tyk streg under. Honda er den fedeste og cool'ste el-bybil.

 

Sjældent har der været mulighed for at suse rundt i Københavns gader og på Christianshavn, hvor on-board videoen her på siden blev optaget, og vække så meget opmærksomhed. Omkringgående fotograferede den lille elektriske Honda baby, og den effekt skal ikke underkendes. Én ting er, at blive fanget af dens nuttede og futuristiske robotagtige udtryk, et andet er, at give sig selv lov til at fotografere en fremmed mands bil – det var jo ikke til at vide, at den blot blev benyttet til test.

 

Ligestilling frem til Årets Bil

Og inden der udløses sexistiske bemærkninger omkring begrebet ”mand”, så er det skrevet med vilje, for kvinder plejer at være dem, der falder for de små biler. Honda e, derimod, er både til mænd og kvinder. Det er ligestilling direkte fra samlebåndet…

 

Bilen blev beskrevet grundigt, dengang i januar. Under testen i København og omegn handlede det derfor mest om, at afprøve den i det virkelige liv. Den bestod med glans og mon ikke det også er årsagen til, at Honda e er blevet nomineret til titlen Årets Bil i Danmark 2021. Den er nemlig præcis, hvad den lover og et klart udtryk for hvordan biler vil se ud i fremtiden. Ja, altså bortset fra Honda e, for den ser allerede sådan ud.

 

Rækkevidde som en bybil

Den er en bybil. Punktum. Klag ikke over rækkevidden. 210 kilometer på fuldt batteri er faktisk glimrende, og hvis man bor i eller omkring en storby, er den ideel – i hvert fald så længe man har fornuftig adgang til billig elektricitet. Optimalt er det med en vægboks i garagen, men ikke alle har en garage – og et elektrisk kabel ud af vinduet fra 3. sal er måske ikke den helt rigtige løsning. Heller ikke selvom de øvrige beboere ville kunne forstå metoden, at lutter respekt for og kærlighed til det lille køretøj.

 

Infrastrukturen er stadig kun i sin vorden, men måske overhales den af ny batteriteknologi, som er lettere, mindre og hurtigere at lade op. Og endnu en indrømmelse: Så kan det jo være, at de nu moderne elbiler hurtigt er forældede. Det har Honda så også en løsning på: Privat leasing: 5.000 kroner på bordet, 3.600 kroner om måneden i tre år – så tager Honda bilen og ansvaret tilbage. Og nye batterier er næppe en option indenfor tre år. Så hurtig går udviklingen trods alt ikke.

 

Lang levetid

Naturligvis kan man også købe en Honda e. Og køre vil den naturligvis også kunne i meget længere tid. Og dens udseende og udstråling bliver næppe forældet. Til gengæld skal man hoste op med mindst 277.000 kroner eller 300.000 for den Advance model, vi kørte de københavnske gader tynde i.

 

Forskellen på de to er i øvrigt mere end udstyr, man får også 154 hestekræfter – dvs. 18 hestekræfter flere - med i prisen. Om de er nødvendige, kan man jo selv beslutte, for den er såmænd kvik nok til bytrafikken, uanset drivline.


 


Mere end hestekræfter

Men endnu en indrømmelse: Det er nu rart, også at disponere over varme i rattet – det bliver mere indlysende i de kommende måneder. Det samme gælder en opvarmelig forrude. Hondas parkeringsassistent er heller ikke af vejen, for trods bilens beskedne størrelse, skal man trods alt kunne hekse den ind på de små parkerings-huller, hvis størrelsen skal kunne udnyttes fuldt og helt.

 

Og med er bedre lydanlæg, opretholder man måske lige præcis den stemning, mange sikkert glæder sig over, når de færdes i bybilledet. Det sætter prikken over i’et, når man iklæder sig sin Honda e, som når man sørger for et trendy og mode-ansvarligt udseende. Honda e er ikke bare en livsstilsbil, den er en livsstil i sig selv.

 

Glimrende basisudstyr

Uanset modelvariant er navigation en del af udstyret, det samme er sædevarme, bakkamera, p-sensorer for og bag, adaptiv fartpilot samt vognbaneassistent, nøglefri betjening, læderrat, klimastyring, soltag, Fuld LED lys, osv.

 

Og kørslen… tja, den er ikke sekundær, men overskygges af så meget andet, så:

 

1)   Se videoen her på siden.

2)   Se videoen fra prøvekørslen i Valencia.

3)   Tag selv en prøvetur i Honda e og læg især mærke til:

 

…hvor utrolig lydløs den er, bl.a. fordi den er udrustet med en akustisk, støjdæmpende forrude. Læg mærke til, hvor usandsynlig let man har ved at sno sig på fx snævre parkeringspladser. Det skyldes både styringen og dens opsætning. Den lille vendediameter giver unikke muligheder. Bemærk den glimrende affjedring, der håndterer alt lige fra plan asfalt til brostenene på Christianshavn. Og overvej, om 16” hjul kunne være det rette valg i stedet for 17”, hvis affjedringskomforten skal være bedre. Det gør ingen forskel i prisen – tankevækkende i øvrigt.



Sideskærme

Og… læg mærke til, om spejl-erstatningen i form af de i øvrigt velanbragte og ret store sidespejls-skærme er til at leve med. Der er næppe nogen tvivl om, at man vænner sig til brugen, men er man langsynet, kan det knibe med at stille skarpt på skærmene. Det skal afprøves i praksis og det gælder også bakspejlet i midten af bilen. Men det er faktisk kun i Advance udgaven, at det center bakspejlet har kamera funktion, så alene af den grund er basisversionen måske et godt valg.



Med kamera funktionen savnes den 3D dybdevirkning, som et konventionelt spejl leverer – men det kan man snyde sig til i Advance udgaven ved at vælge mørkeindstillingen, for da ”forvandles” skærmen til et spejl.

Andre Honda prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:

Honda e First World Test 2020 >>>


Videotest på Christianshavn: Honda e Advance

Vi har prøvekørt den måske mest fancy og fedeste elektriske mini-bybil på markedet. I hjertet af København langs kanalerne på Christianshavn. Fuld HD.




Model:

Honda e Advance

Listepris:

Kr. 299.500

Motor og transmission:

Elmotor, 154 hk, 315 Nm.

35,5 kWh litiumion batteri. Baghjulstræk.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Energiforbrug/ Rækkevidde (WLTP):

8,3 sekunder/ 145 km/t/ 17,8 kWh/100 km/ 210 km (17" hjul)

Hjul, for / bag:

225/45-17

Længde:

3,89 m

Frihøjde:

14,5 cm

Bagagerum:

171-861 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESC. Aut. nødbremse. 17” alufælge. Højdejusterbart læderrat med varme. 2-zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot med kø-assistent. Vognbaneassistent. Navigation. Nøglefri betjening. Sædevarme. Bakkamera. P-sensorer for og bag. Side- og bakspejl erstattet af skærme.


Link til importøren










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt