Basis er fransk, for Opel Grandland X er baseret på
samme undervogn som Peugeot 3008, det har vi ofte
været inde på her på Motorsiden.dk. Den er dog
udviklet i et samarbejde mellem Opel og Peugeot,
længe inden sammensmeltningen af de to firmaer blev
en realitet.
Men det pudsige er, at selvom basis måske nok er
udtænkt på den anden siden af den fransk/tyske
grænse, så har Opel haft så stor frihed til at
udvikle tema’et, at 3008 næsten ikke kan genkendes i
Grandland X. Det er især understreget i den
prøvekørte version med 177 hestes dieselmotor i
maskinrummet. Den er så tysk, som noget næsten kan
være, men konkret også med en snært af noget dansk,
det vender vi tilbage til nedenfor.
Forskellig oplevelse
Adskillelsen af de to mærker, der nu er samlet i
samme koncern, er indtil videre forbilledlig. Én
ting er det visuelle. Det er måske ret beset ikke så
svært at bygge forskelligt udseende biler på den
samme tekniske basis. Men oplevelsen af bilerne og
køreoplevelsen især er væsensforskellig. Det er
noget, kollegaerne i fx VW gruppen godt kunne lære
noget af.
Det hænger formentlig sammen med, at man hos PSA
lægger stor vægt på, hvordan biler føles, når man
kører. Endnu findes der ikke en Citroën-pendant til
Grandland X, men hvad køreegenskaberne angår, er man
helt klar på, at Citroën skal være den
affjedringskomfortable mulighed, Peugeot er lidt
strammere i betrækket, uden at man på nogen måde kan
klantre en 3008 for dens affjedringskomfort. Men
Opel skal være den spændstige af bilerne, der helt
ubesværet kan flintre ned ad en tysk autobahn med
over 200 km/t.
Yderst stabil
Vi har ikke kørt den hér prøvekørte udgave af
Grandland X med så høj en fart. Men vi har tidligere
kørt Grandland X med omkring 200 km/t og vil uden at
blinke med øjet tillade os, at overføre
køreoplevelsen hvad angår stabilitet og vejgreb til
den ultimative version. I sammenligning med 1,5D
udgaven er 2,0D kun 20 kg tungere, og den
vægtforskel kan ikke mærkes.
Det danske islæt ramte hjulmonteringen. Ikke, at det
som sådan er noget, man har haft væsentlig
indflydelse på i Danmark, tror vi, men da vi første
gang prøvede Grandland X i forbindelse med de første
internationale prøvekørsler, var bilen påmonteret
19” fælge. Standard i Exclusive versionen er
imidlertid 18” fælge, det giver bedre affjedring i
dæksiderne, en lidt blødere affjedring er
resultatet. Og på fugtige danske vinterveje ved lave
temperaturer er vejgrebet simpelthen ideelt og
formentlig bedre end det ville have været med de
mere lavprofilede dæk. Den opsætning, med 18” fælge,
passer ganske enkelt bedre til danske
kørselsforhold.
47 heste for 30.000 kroner
Grandland X findes i en række versioner, men når det
kommer til 2,0D er der kun ér at vælge imellem: Den
prøvekørte Exclusive, som koster 450.000 kroner. Den
diesel, der kommer nærmest, er også en Exclusive,
den har en 130 hestes 1,5 liters motor i
maskinrummet og koster 30.000 kroner mindre. Da
begge har automatgear, kan man konkludere, at de
ekstra 47 hestekræfter med tilhørende
drejningsmoment på op til 400 Nm koster de 30.000
kroner.
Det er egentlig en meget reel udmelding, som i al
sin enkelhed siger: Vil man have de mange kræfter,
skal man også pakkes ind i det optimale udstyr. Det
inkluderer så helt specifikt de nævnte 18” fælge i
stedet for 17”, sidespejle, der kan foldes, der er
p-sensorer for (og bag), bilen har adaptiv
fartpilot, elektrisk bagklap, nøglefri entre og
start/stop, LED forlygter ikke mindst, kunstlæder og
navigation.
Billederne her på siden snyder en smule, for den
prøvekørte bil var indregistreret inden importen af
Opel var overgået til Interdan koncernen, som også
inkluderer sort tag i Exclusive udstyret. Se evt.
billederne fra de første internationale
prøvekørsler, her kan en Grandland X ses med sort
tag.
Udstyret iøvrigt
Oven i det har en Grandland X helt basalt el-ruder
både for og bag, ratvarme, 2-zone klimaanlæg, 7”
berøringsskærm, surround sound lydanlæg, sædevarme
for, fartpilot (som altså ikke er adaptiv),
p-sensorer bag, automatisk nødbremse og aktiv
vejbaneassistent.
Mellemudstyret, Impress, har bl.a. forrudevarme,
bakkamera, glastag (som testbilen heller ikke var
udstyret med) og sædevarme på bagsædet. Alt det er
naturligvis også en del af Exclusive udstyret.
Hvad angår bilens basisegenskaber er de allerede
beskrevet ifm. tidligere prøvekørsler af Opel
Grandland X. (Læs
om Opel Grandland X
2,0 Turbo-D First World Test hér). Så
dem springer vi let og elegant henover i disse
spalter.
177-hestes Grandland X må have 2 tons på trækkrogen
- udgaven med 130 hk må kun trække 1300 kg.
|