Den billigste Citroën C4 Cactus er prissat til
175.000 kroner og egentlig koster den her prøvekørte
version 245.000 kroner. Men er man heldig, er den på
tilbud, og præcis i skrivende stund er tilbudsprisen
210.000 kroner på en Citroën C4 Cactus PureTech 110
EAT6 Skyline. Det betyder i praksis, at har man
pengene, bør man på det kraftigste overveje den
dyrere udgave, for der får man ekstra meget for
pengene.
Helt grundlæggende er Citroën C4 Cactus uden
sammenligning markedets mest komfortable bil, der
populært sagt kan købes for menneske penge. Det
gælder til dels støjniveauet, i højere grad
siddekomforten, men især den sublime affjedring, og
den gennemarbejdede teknik, som i øvrigt har udløst
ikke færre end 20 patenter. Og bemærk: den
avancerede affjedring er den allerbilligste LIVE
version ikke udrustet med.
Progressive hydrauliske puder
Vi har tidligere haft mulighed for, at køre C4
Cactus ifm. de første internationale prøvekørsler og
beskrev dengang den unikke affjedringsløsning, som
er inspireret af metoder, Citroën har afprøvet og
udviklet på deres VM rallybiler. Kort fortalt har
man udviklet støddæmpere med de såkaldte progressive
hydrauliske puder.
Ordene kan snyde lidt, for der er ingen puder i
traditionel forstand indbygget. Derimod et sindrigt
system, som sender olien i støddæmperne i kontinuert
større eller mindre mængder afhængig af hvor lidt
eller meget den enkelte støddæmper er trykket
sammen. Resultatet er en meget fin og blid
affjedring på plane veje, som giver en følelse af at
svæve på en sky. Og jo mere affjedringen skal
arbejde og jo større ujævnheder, der skal forceres,
bliver affjedringen tilsvarende mere fast.
Komfortabel og smidig
Men da rekylen, der opstår, når en støddæmper går
fra at være trykket helt sammen til at den på ny
strækkes ud, er usædvanlig godt styret pga. en anden
af de tekniske løsninger, bliver affjedringen mest
mulig komfortabel under de givne kørselsforhold.
Det spiller i den grad sammen med den smidige
3-cylindrede 110 hestes PureTech turbo-benzinmotor,
og selvom EAT6 gearet ikke er verdens hurtigste (men
dog et af de hurtigste af slagsen), underbygger også
dette den fuldstændig ukomplicerede kørsel. Trods
tilknytningen til rallysporten og trods forbavsende
gode fartpræstationer er C4 Cactus ingen racerbil.
Den gode affjedringskomfort understøttes af en lidt
større frihøjde (15,5 cm) end i almindelige
personbiler, som både letter indstigningen, sikrer
en lidt højere siddeposition – uden at C4 Cactus dog
bliver en crossover – og ikke mindst optimerer
affjedringen yderligere, fordi fjedrene derved kan
blive lidt længere bedre kan absorbere ujævnhederne.
Rigtig god plads
Pladsforholdene er glimrende, bilens længde på 4,17
meter taget i betragtning, især er
bagagerumskapaciteten på 358 liter, der kan udvides
til 1170 liter, bemærkelsesværdig god og regulært
stillet til rådighed. Rejsetaske designet i kabinen
inkluderer et stort handskerum af den slags hvor man
lægger indholdet i det ovenfra, så det ikke falder
ud af et åbent rum under acceleration.
Og så er der hele udstyrspakken. Bl.a. et termisk
isolerende panorama glastag, der yder udmærket
isolering i vinterkulden og også holder solens
skadelige UV stråler ude i sommervarmen. Alt imens
det giver et suverænt lysindfald uden af lyset er
for skarpt.
Skyline med mening
16” alufælge er standard og underbygger
affjedringskomforten. Dertil kommer et klart og
tydeligt bakkamera med billedet vist på en 7”
berøringsskærm i midterkonsollen. Kameraets view
underbygges af p-sensorer både foran og bagpå.
Indbygget navigation er en del af topudstyret,
Skyline, og vi havde gode erfaringer med at betjene
skærmen også med skindhandsker på.
Skyline inkluderer også klimaanlæg, mørktonede
bageste sideruder, læderrat, opvarmede
el-sidespejle, der foldes ind, når man låser bilen,
fartpilot, sædevarme, DAB radio med surround sound,
Apple CarPlay, Bluetooth, hillstart assist,
vejstribealarm og automatisk nødbremse, der
håndterer hastigheder i intervallet fra 5 til 85
km/t.
|