Det er synd at sige, at de allermindste biler blev
begunstiget ved den seneste afgiftsreduktion, som
fandt sted for sådan cirka et års tid siden. Det var
de lidt større biler, der fornuftigt nok fik kappet
lidt af afgiften, for alt andet lige er der god
mening i, at gøre det muligt for overkommelige
penge, at anskaffe bil med mere plads og moderne
sikkerhedsudstyr. Det er noget, befolkningen i bred
forstand har glæde af og det skal ikke mindst
afgiftslovgivningen vel være med til at sikre.
Taberne var de allerbilligste biler (og deres
kunder). Dem, der havde domineret markedet gennem en
årrække, og havde gjort det muligt for langt flere
danskere end tidligere, overhovedet at komme i
besiddelse af en ny bil.
Optimerede produktionsprocesser
Heldigvis var bilindustrien, som i stor stil gennem
en årrække havde optimeret deres
produktionsprocesser, klar til de nye
markedsforhold. Det passede internationalt til
tendensen i retning af større minibiler (de såkaldte
super-minier, typisk biler på omkring 4 meters
længde, som også kan klassificeres i det såkaldte
B-segment), og heldigvis også herhjemme til de
ændrede danske afgiftsforhold.
Et faktum er det i hvert fald, at præcis den bil,
som vi hér stiller skarpt på, i den grad er vokset
med opgaven, uden at prisen er fuldt med. Til trods
for, at Toyota kunne introducere en ny Aygo for kort
tid siden, kunne man ikke bare præsentere en
veludrustet, bedre kørende bil, man kunne også gøre
det, til i princippet uændrede priser.
Iøjefaldende udstyrsversion til 110.000 kroner
Den billigste Aygo koster nu 90.000 kroner. Det er
stort set det samme, som den hele tiden har kostet i
udgaven med to døre i hver side. Og den prøvekørte
x-cite version er prissat til 110.000 kroner.
For de penge får man en nydesignet bil, med et mere
modent udtryk end forgængeren. Man får en bil, hvor
man oven i købet kan vælge et tofarvet look. Og den
iklædte Magenta Splash med sort tag, der hører til
x-cite varianten, vakte behørig opsigt. Først faldt
de positive kommentarer (indrømmet, fortrinsvis fra
det feminine publikum) om farven og siden: Wow, det
er en Aygo.
Kører bedre end forgængeren
Men nok så vigtigt: Man får en moderne, velkørende
minibil, som faktisk kører bedre end forgængeren,
selvom der ikke grundliggende er ændret på
konstruktionen. Vi tilskriver det en kombination af
nye støddæmpere og en finjusteret opsætning af
undervognen. Og motoren, den er også den samme – men
yder nu 72 hestekræfter, hvilket på mirakuløs vis
giver både bedre fartpræstationer og bedre
brændstoføkonomi.
Vi har beskrevet mange detaljer allerede ifm. de
første internationale prøvekørsler af den nye Aygo,
som meget betegnende for bilens fortsatte store
popularitet på det danske marked, fandt sted i
København (læs
mere om den nye Toyota Aygo her >>>). Ved den
lejlighed producerede vi også en video i den nye
Aygo. Se den eller gense det, for at få en mere
komplet forståelse for bilens køreegenskaber.
X-cite udstyr
Specifikt for den nu prøvekørte bil får man også
masser af udstyr. Aygo x-cite er udrustet med 15”
alufælge, aircondition, bakkamera og 7”
berøringsskærm med tilgang til Android Auto og Apple
CarPlay.
Udstyrslisten inkluderer også el-sideruder foran
(bagtil har man fortsat vipperuder – der er grænser
for, hvad der kan pakkes sammen på bare 3,47 meters
længde), el-sidespejle med varme, hill start
assistent, fartbegrænser (faktisk mere relevant i en
bybil end fartpilot – og uden for byen skal man så
blot undlade at slippe speederen, når begrænseren er
sat på den ønskede hastighed) og læderrat (med
læderindfatning omkring gearknoppen).
Optimeret benzinmotor
Maskineriet gør det nu om dage muligt, at køre 26,3
km/l (i praksis omkring 23 km/l) mod tidligere 22,2.
En del af forklaringen er, at Aygo x-cite også har
stop/start system. Og samtidig kan man så nå de
magiske 100 km/t på 13,8 sekunder, hvor det i de
første udgaver varede mindst 14,2 sekunder. Dertil
kommer, at tophastigheden er forøget fra oprindeligt
157 km/t til 160 km/t. Alt sammen opnået gennem en
fine-tuning af den kompakte 3-cylindrede 1-liters
benzinmotor.
Sidst, men ikke mindst: helt aktuelt holder Aygo
ikke bare prisen, man kan også komme i besiddelse af
den populære smarte minibil for blot et par tusinde
kroner om måneden, inklusive forsikring etc. Toyota
er faktisk temmelig langt fremme i skoene hvad både
finansiering og privatleasing muligheder angår, men
de forhold tilrettes også, så det klogeste, man kan
gøre, er i den aktuelle situation lige at scanne
mulighederne på Toyotas webside.
|