Det er slet skjult og bestemt heller ingen
hemmelighed, at undertegnede er begejstret for Opel
Insignia. Begejstringen blev ikke mindre efter mødet
med den nye performance version dette forår. Det
skete på sydfranske landevej – med temperaturer
under nul grader. I mellemtiden er bilen landet i
Danmark og spørgsmålet er: Kan begejstringen stå mål
med danske kørselsbehov?
Vi valgte at køre en tur i udgaven med 2-liters
dieselmotor. For indrømmet: Brændstoføkonomien er
ikke dårlig, men er heller ikke præcis Insignia’ens
største styrke. Også set i det lys, er det
formentlig udmærket, at PSA-gruppen får en finger
med i spillet i fremtiden – ja, det har de jo
allerede med Grandland X og et par andre Opel
modeller.
Sidste originale Opel GSi
Det betyder også, at Opel Insignia GSi meget let kan
gå hen at blive Opels sidste originale
performance-bil, for den er skabt af Opel, inden
PSA-overtagelsen blev en realitet. Ikke, at vi
frygter for fremtiden, for Opel fabrikken i
Rüsselsheim har fået tildelt en central rolle i
udviklingen af fremtidige motorer, men man har en
anderledes tilgang til motorer hos PSA.
Hos PSA ville man næppe kunne forestille sig en
2-liters dieselmotor med dobbelt turbolader. Det har
man gjort og praktiseret gennem en årrække hos Opel.
Og handler det alene om performance, er resultatet
fremragende. Maskineriet udvikler 210 hestekræfter,
men ligeså vigtigt: Drejningsmomentet topper
allerede ved 1500 omdr./min på overbevisende 480 Nm.
Over-realistisk forbrugstal
Officielt kan man køre 13,7 km på en liter
dieselolie. Det er ikke imponerende, men man må ikke
glemme, at Opel Insignia er en stor luksuøs bil. Og
GSi udgaven er både udstyret med 8-trins automatgear
og firehjulstræk, der begge dele koster kræfter
Ikke desto mindre: på vores prøvetur, der strakte
sig over 7-800 kilometer ved blandet kørsel på
danske veje, kunne vi nå et forbrugstal på over 14
km/l. Det plejer jo ikke, at gå den vej. Vi gætter
på, at forklaringen ligger i, at de 13,7 km/l er
beregnet ud fra den nye WLTP testcyklus, der er
langt mere virkelighedsnær end den hidtidige.
Siden er WLTP-tallet omregnet til det såkaldte NEDC2
tal vha. en godkendt faktor, og i Opel tilfældet
falder forbrugstallet over i den anden grøft, og
bilen kører længere i praksis end det officielle tal
oplyser. Det bliver interessant at se, hvordan det
over de kommende år kommer til at se ud for
bilbranchen generelt.
Velproportioneret bil
Allerede i foråret gik vi detaljeret under lakken på
Insignia GSi, både med diesel- og benzinmotor. Det
skal vi ikke gentage –
men læs gerne mere om bilerne hér >>>. I praksis
oplever man under danske kørselsforhold en
usædvanlig velproportioneret bil. Motorkræfterne i
forening med automatgearet giver en præcis og
fleksibel kraftoverførsel.
Når man cruiser, opleves Insignia GSi som en stabil
og komfortabel landevejs- og motorvejs-sluger.
Bruger man den særlige Comfort indstilling af
affjedringen (det såkaldte Flexride), bliver
kørekomforten ekstra god – og det til trods for, at
GSi udgaven er sænket 10 mm til en frihøjde på blot
13 cm og også, at man i den prøvekørte bil kørte på
245 mm brede 35 procent lavprofildæk på 20” fælge
(18” hjul er standard).
Køredynamisk
Når man begiver sig ud på snoede danske landeveje og
benytter sig af bilens motorkræfter, skubbes
kræfterne bagud og køredynamikken er næsten som i en
baghjulstrukken bil. Med den fordel, at er vejene en
smule glatte (fx regnvåde), så er fremdriften
sikret, takket være firehjulstrækket.
Opel Insignia GSi er fuldt og helt baseret på den
almindelige Insignia. Med tophængslet bagklap og det
elegante coupé design disponerer man over
bagagekapacitet fra 490 til 1450 liter, masser af
bagsædeplads og hele spektret af udstyr. Standard er
bl.a. navigation, nøglefri betjening, ratvarme og
2-zone klimaanlæg. Prisen for basismodellen er
560.000 kroner.
Helhedsindtrykket indtakt
Siden er der rige uligheder for tilkøb. Som sådan
var der hængt for 150.000 kroner ekstraudstyr på den
prøvekørte bil, deriblandt læderinteriør,
sportssæder, LED matrix forlygter med 32
lyselementer, 360 grader kamera, Bose lydanlæg med 8
højtalere og head-up display.
Ikke desto mindre forbliver helhedsindtrykket
intakt: Insignia GSi er en hurtig og spændende bil,
men også en alsidig bil, der kan anvendes i
dagligdagen, ligesom en hvilken som helst anden Opel
Insignia.
Fuld LED forlygter med 32 individuelle lyselementer
er ekstraudstyr til 25.000 kroner - og alle pengene
værd.
|