| 
							 
							Det er ikke verdens 
							letteste opgave, at bygge en høj bil med muligheder 
							for at køre terrænkørsel og samtidig gøre den 
							dynamisk på plan asfalt. Især ikke, hvis den også 
							skal se godt ud. Men Jaguar har vist, at de mestrer 
							opgaven, ikke mindst med den nye kompakte SUV, 
							Jaguar E-PACE. 
							
							  
							
							Det fik vi den 
							første fornemmelse af tidligere på året i 
							forbindelse med de første internationale 
							prøvekørsler. Men dengang var tiden knap, og vi 
							nåede alene at køre og formidle udgaven med 
							150-hestes dieselmotor. Nu var det tid til at gå 
							lidt mere under huden på E-PACE med 180 dieselheste, 
							om end vi ikke havde forventninger til, at 
							forskellen på de to var stor. Men det er den. 
							
							  
							
							First Edition 
							
							Og nej, det skyldes 
							ikke alene, at den nu prøvekørte udgave var den 
							såkaldte First Edition version, men det havde dog 
							også en vis indflydelse. First Edition er en 
							versionsbetegnelse, Jaguar benytter på særligt 
							veludstyrede udgaver, man kun udbyder i bilens 
							første leveår. First Edition inkluderer bl.a. den 
							iøjefaldende Caldera røde lakering, Windsor-interiør 
							i nopret læder, panorama glastag, TFT head-up 
							display, ekstra opladningspunkter og 
							bagagerumsgitter og 20” fælge med tilsvarende 45 
							procent lavprofildæk. 
							 
							
							
							  
							 
							
							Hvad glastaget 
							angår, er der en god praktisk grund til, at taget 
							ikke er et soltag, som kan åbnes. Et sådan ville 
							kræve plads bagtil, hvor taget ville skulle skydes 
							hen. Og plads er der ikke, for i en 4,40 meter lang 
							bil, der af designmæssige og aerodynamiske grunde 
							også skal have et coupéagtigt skrånende bagparti, 
							vil soltaget blive meget lille. Så sus i hårtoppen 
							er fravalgt til fordel for masser af lys. Det er 
							helt OK. 
							
							  
							
							Væk fra alfarvej 
							
							De store hjul ser 
							godt ud, men de er næppe helt billige, så derfor har 
							vi ikke udsat E-PACE for regulær off-road kørsel. Vi 
							har imidlertid tillid til, at familiefællesskabet 
							med Land Rover har sikret den sag. E-PACE har en 
							frihøjde på 20,4 mm. Også det har indflydelse på 
							fremkommeligheden offroad. Vi har dog afprøvet 
							drivlinens evne til at håndtere regulære rullesten 
							(se den korte sekvens i onboard videoen), og 
							oplevede ingen svagheder. 
							
							  
							
							E-PACE har forhjulstræk, når den ikke 
							trækker på alle fire hjul. Men drivlinen er hurtig 
							til at tilkoble baghjulene, når følere sender signal 
							om, at 4WD vil være en fordel. Det har man valgt, 
							for at underbygge køredynamikken på plan asfalt. 
							
							  
							
							På plan vej 
							
							Så også på den plane asfalt 
							er firehjulstrækket fint, og de flere hestekræfter, 
							men især det store drejningsmoment på op til 430 Nm, 
							arbejder effektivt sammen også med 9-trins 
							automatgearkassen. 
							 
							
							
							  
							 
							
							Dieselmotoren i 
							testbilen var den mellemstore udgave af Jaguars 
							2-liters turbomaskiner. Den er udstyret med en SCR 
							katalysator, som ved hjælp af AdBlue reducerer 
							udslippet af de for nærmiljøet skadelige 
							kvælstofilter til næsten ingenting. Bilens højde 
							taget i betragtning er en brændstoføkonomi på 17,9 
							km/l godkendt, men set bedre. Udfordringen er til 
							stadighed, at sikre køredynamikken i forening med 
							miljørigtig kørsel. 
							
							  
							
							Overbevisende 
							køredynamik 
							
							Den trækvillige 
							drivline gør det også muligt at køre med anhænger på 
							op til 1800 kg. Mest overbevisende er imidlertid, at 
							det netop er lykkedes, at skabe så høj en grad af 
							køredynamik. Det skyldes også den ligelige 
							vægtfordeling på for- og bagaksel og den beskedne 
							krængning, som også opleves i form af meget lille 
							forover bøjning, når man bremser og tilsvarende 
							bagover, når man accelererer. Det giver videoen en 
							god idé om. Derved bliver tyngdepunktet i det store 
							hele hvor det skal være, og det er alene 
							G-kræfterne, der påvirker trykket på asfalten. 
							
							  
							
							Her kommer de store 
							hjul så ind og gør resten af arbejdet. Affjedringen, 
							som ikke mindst bagtil er ret avanceret, en såkaldt 
							Integrallink, er overraskende komfortabel, hvilket 
							vi vil tilskrive anvendelse af den allernyeste 
							støddæmperteknologi. 
							
							  
							
							Glimrende plads 
							
							Pladsforholdene i 
							E-PACE er også overbevisende med god benplads på 
							bagsædet (men undgå midten, hvor kardantunnellen 
							naturligt optager plads). Bagagerummet er på ikke 
							mindre end 577 liter. 
							
							  
							
							Design og -udtryk 
							har vi tidligere beskæftiget os med – her taler 
							billederne også deres eget tydlige sprog. Men den 
							omstændighed, at en samling 12-14 årige knægte var 
							ved at tabe både øjne, næse og mund vidner om bilens 
							vellykkede fremtidssikrende udstråling. Ligesom det 
							ikke er det letteste i denne verden, at bygge en høj 
							bil med muligheder for at køre terrænkørsel og 
							samtidig gøre den dynamisk på plan asfalt, er det 
							heller ikke det letteste, at vriste børns 
							opmærksomhed væk fra den uundværlige virtuelle 
							verden, de alle har i hånden. Begge dele er lykkedes 
							for Jaguar og så tog det i øvrigt kun et øjeblik før 
							ungernes oplevelse var spredt i den virtuelle 
							billedverden. Et forbavsende godt samspil, for 
							resten… 
							 
							
							
							  
							  
							
							
							   |