|
Sjældent har en bil tiltrukket sig så stor
opmærksomhed og fået så mange anerkendende blikke –
og udtalelser – med på vejen under en test på danske
landeveje som Toyota C-HR. Et tilbagevendende
spørgsmål fra tilfældigt forbipasserende var: Er den
en el-bil?
For en bil, der ser så anderledes ud, som er sådan
en eyecatcher, for ikke bilkyndige må jo være en
elbil, for vi har jo i elbilernes første tid lært,
at sådanne biler ser futuristiske ud. Men det var
ikke en elbil, vi prøvekørte.
Egentlig kunne den dog ligeså godt være det, sådan
da. For selvom Toyota’en i dette tilfælde havde en
konventionel drivline, bestående af en 1,2 liters
4-cylindret turbo benzinmotor, findes den også med
et batteri som en del af drivlinen. Som hybridbil,
naturligvis.
En hybrid er vel også en slags elbil…
Og selvom man hårdnakket hævder hos Toyota, at en
hybridbil ikke er en elbil (det har de jo sådan set
også ret i, set i traditionel forstand), så udgør
batteriet en væsentlig del af driften i en Toyota
hybrid. Uden batteri og muligheden for, også at køre
kortere strækninger på batteridrift alene, ville
hybridbilen ikke kunne opnå så god en
brændstoføkonomi, som tilfældet er.
I forbindelse med de første internationale
prøvekørsler af den exceptionelt designede C-HR, som
fandt sted i det kuperede landskab omkring Madrid i
Spanien, kørte vi bilen med begge drivliner. Og de
var væsensforskellige. Den version, det handler om i
disse linjer, altså med en benzinmotor alene, har en
mere fast affjedring, en mere spændstig undervogn,
som kan tilskrives en hel række af forskelle på de
to biler.
Forskellige biler
For det første er bilerne tænkt forskelligt. C-HR
med 1,2 liters benzinmotor skal kunne trække en
anhænger på 1300 kg. Det i sig selv kræver en
strammere affjedring (hybridversionen må kun trække
725 kg – som dog er rimeligt, set i lyset af, at en
Toyota hybrid med få undtagelser slet ikke kan eller
må trække en anhænger). For det andet er benzinbilen
50 kg lettere end hybridbilen.
For det tredje har den 16 cm frihøjde mod 14,5. Det
skyder naturligt nok tyngdepunktet opad, også det
kræver en strammere affjedring for ikke at krænge
for meget i kurverne. Og det hele passer såmænd
udmærket med, at det i højere grad er kørekomfort,
der kendetegner en hybrid drivline, den stille
motorlyd, den blide igangsætning, det
fuldautomatiske gearskifte.
Hurtigere og lidt mere rå
1,2T’eren har 6 manuelle gear, den har en højere
topfart (også det kræver i øvrigt den lidt strammere
affjedring) og den er alene i kraft af den større
højde også en smule mere rå i sin fremtoning.
Vi havde ikke lejlighed til at prøve C-HR på andet
end plan asfalt ved testkørslerne omkring Madrid.
Det tog vi revanche for, da bilen havde fået skruet
danske nummerplader på, og oplevelsen giver on-board
videoen her på siden et udmærket indtryk af. Men ret
beset er C-HR ikke skabt som en SUV, så det var ikke
overraskende, at konklusionen blev, som den blev.
Avanceret undervogn
Når alt det så er sagt, kører en C-HR udmærket,
alene i kraft af anvendelsen af avanceret teknik som
f.eks. en regulær dobbelt wishbone
baghjulsophængning, i tæt forening med Toyotas ”New
Global Architechture”, TNGA.
Svagheden ved 1,2T versionen er i sagens natur
benzinøkonomien på 16,7 km/l (på landevej kører den
dog 19,6 km/l). Den har en motoreffekt på 116
hestekræfter og er ikke rigtigt en hurtigløber. Den
er dog underholdende at køre og vil givet vis
appellere til mange yngre bilkøbere.
Gearskiftet er forbilledligt, og det får da også
hjælp af en motorstyring, som tilpasser
omdrejningstallene, så – gætter vi på – synkromeshen
kommer mindre på arbejde og selve tilkoblingen af
gearhjulene sker endnu mere præcist. Resultatet er i
hvert fald flot!
C-ULT fra starten
Udstyret var det såkaldte C-ULT udstyr, hvor ”C” har
flere betydninger. Det står for bilstørrelsen
(C-segmentet), Crossover og ikke mindst coupé
formen, som i øvrigt ikke er den aerodynamisk mest
benzinbesparende karrosseriform på nogen bil. C-HR
betyder som bekendt Coupé High Rider.
C-ULT er den ene af de to udstyrsretninger oven på
basisudstyret C-ENTER (den
anden hedder C-HIC) og udstyret inkluderer 18”
alufælge, 2-zone klimaanlæg, adaptiv fartpilot og
meget andet. Toyota Safety Sense er en del af
udstyret og den sikkerhedspakke byder bl.a. på
vognbaneassistent samt automatisk nedbremsning og
fra 80 km/t også automatisk nødbremse.
Og så omfatter udstyret også 2-tonet lak (sort tag),
for det er da ikke ligegyldigt hvordan ens nye
Toyota ser ud, vel? Men en elbil er den ikke –
semi-elbilen (hybridudgaven) vender vi tilbage til
senere…
 |
Biltest:
Toyota C-HR 1,2T C-ULT
