Vi skal ikke længere tilbage end januar 2015 for at
finde vores seneste prøvekørsel af Skoda Octavia
Combi. Octavia er imidlertid, med et globalt salg på
over 5 millioner biler, en meget populær og relevant
bil at forholde sig til. Funktionel, rummelig,
velkørende, fornuftigt prissat – og nu har den så
også fået en ansigtsløftning.
Det havde den på en måde også fortjent. Ikke, at den
hidtidige model var kedelig, måske nærmere diskret,
for næppe nogen vil påstå, at Skoda Octavia var den
mest iøjefaldende bil på landevejen.
Ny front
Det er den heller ikke nu, men designet har fået et
ekstra pift, især fortil, hvor kofangeren er gjort
bredere. Og forlygterne, som i den prøvekørte
version var af LED-typen, er nu en integreret del af
grillen. Det giver bilen et noget mere moderne
udtryk (se
selv billederne fra 2015 og sammenlign med dem, her
på siden) – den har fået lidt mere pondus.
LED lygterne er imidlertid ekstraudstyr, og det er
betegnende for den nye Octavia, at det på den ene
side handler om kosmetiske ændringer, men også, at
man nu kan tilkøbe forskelligt ekstraudstyr, som man
ikke kunne få til den hidtidige model. I øvrigt skal
man nok indstille sig på, at man ikke bare slipper
med de 329.000 kroner, som den prøvekørte bil
koster, forventningerne til udstyrsbestykningen
underbygges nemlig af faceliftet – men fordelen er,
at man jo kan nøjes med at tilkøbe det, man ønsker
(og måske også har penge til…).
Attraktiv prissætning
Den billigste Octavia Combi koster i øvrigt kun
200.000 kroner, det er en yderst attraktiv
prissætning, fordi man netop får så meget plads for
pengene. Og tilkøb er ikke så kostbart. De nævnte
Fuld LED forlygter, som forvandler nat til dag,
koster kun 14.000 kroner ekstra og i de 329.000
kroner er inkluderet det effektive DSG
dobbeltkoblingsgear (udgør 20.000 kroner af prisen)
og naturligvis den underholdende og trækvillige
4-cylindrede 2-liters 150 hestes turbodieselmotor.
Ekstraudstyret inkluderer også elektrisk bagklap
(som ikke kunne fås til den udgåede model), som kun
koster 6.300 kroner samt et panorama soltag. Det er
så noget dyrere – 18.300 kroner – men kan både
vippes og skydes og det hele sker elektrisk, også
når de indvendige delvis transparente net-paneler
skydes for eller væk.
Paraply og klimaanlæg
Standardudstyret inkluderer 7 airbags, sædevarme og
16” stålfælge. Den prøvekørte Style udgave (Style er
den højeste udstyrsbetegnelse, hvis man ser bort fra
den raceragtige RS) byder på regnsensorer,
klimaanlæg med køl i handskerummet, p-sensorer bag,
elruder for og bag, og en paraply er der også blevet
plads til – den finder man under forsædet. Og så er
stålfælgene udskiftet med letmetalfælge.
I kabinen er det mest iøjefaldende en ny
centerkonsol med 9,2” berøringsskærm, som er meget
tydelig og let læselig. Den harmonerer glimrende med
navigationssystemet Colombus og øger den moderne
oplevelse af den nye Octavia. Også bakkameraet er
fremragende.
Meget rummelig
Helt grundliggende er Octavia Combi baseret på VW
gruppens MQB platform, den er ikke bare fleksibel og
sikrer gode køreegenskaber men giver også god
pladsudnyttelse. Ikke mindst bagsædepladsen er
fremragende. Bagagerumskapaciteten kan øges fra 610
liter til 1740 liter, det er pænt i en bil, der med
en længde på 4,67 meter trods alt ikke er en
uhåndterlig kæmpe. Men det er lidt ærgerligt, at
bagagerumsgulvet ikke er helt plant, når
bagsæderyglænene lægges ned.
På landevejen er motoren smidig og fleksibel. Det
maksimale drejningsmoment er til rådighed over en
bred omdrejningskurve og med Trailer Assist er man
godt hjulpet, når man kører med anhænger og måske
ikke er helt stiv i det der med at bakke og styre
kontra.
Moderat støjniveau
Maskineriet har den typiske diesellyd, det hører man
under acceleration, men ved konstant fart er
støjniveauet meget moderat. DSG gearet kræver lidt
tilvænning, hvis ikke igangsætningen skal være
brutal, men siden sker skiftene præcist og næsten
umærkeligt.
Affjedringen er forholdsvis bestemt, lidt
overraskende måske, fordi 16” hjulene også giver god
affjedring i dæksiderne, men det er nok et
temperamentsspørgsmål, hvad man sætter pris på.
Octavia Combi’en styrer præcist,
sidevindsfølsomheden er beskeden og kører man bilen
bevidst, kan man godt få en god touring oplevelse,
bl.a. fordi fartpræstationerne er fine: 0-100 km/t
på 8,6 sekunder og 213 km/t, det er da meget godt af
en Skoda med dieselmotor…
Den lille rumopdeler er fastgjort med velcro og kan
flyttes hvorhen man har brug for den. |