- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: SEAT Toledo Style

1,2 TSI FR-Line

Toledo med ekstra pep


Af Søren Clauding – december 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SEAT har med sine Cupra modeller et ægte sportsligt tilbud til de, der ønsker masser af kræfter og mulighed for at køre rigtigt stærkt. Men i en virkelighed, hvor fartgrænserne sætter ind, længe inden man når de hastigheder, Cupra modellerne kan køre, er det måske for mange mennesker lidt for meget. Et godt alternativ er FR-versionerne og ikke mindst FR-Line varianterne.

 

FR-Line er i tilfældet SEAT Toledo egentlig en tilkøbspakke. Den består af sort interiør, sort instrumentbord, 17" letmetalfælge og sidespejle i titanium, Full LED, alcantara FR sæder med røde syninger, røde syninger i læderrat og armlæn, tonede ruder bag, side skørter samt FR logo for og bag. Merprisen er små 30.000 kroner og de penge er godt givet ud, oven i basisprisen for Style-versionen af Toledo, som er 181.920 kroner.



Alle pengene værd

Alene letmetalfælgene, de lækre sæder og Fuld LED forlys er alle pengene værd, så man kan sige, at resten følger blot med i prisen. Men det har nu sin egen charme, at blive mindet om bilens udvendige signaler, når man ser FR-logoet på sportsrattet, for Toledo med FR-udstyr er ganske enkelt noget mere peppet at se på, ude som inde.



Hvad præstationerne angår, er ”forskellen ens”. FR-pakken kan alene knyttes sammen med Style udstyret, som er top udstyret blandt Toledo versionerne. Det betyder i praksis, at man har en ganske veludrustet basis. Klimaanlæg med køl i handskerummet hører med, det samme gør elruder for og bag, fartpilot, tågeforlygter med kurvelys, multikollisionsbremse og meget andet.

 

Mere fleksibel motor

Og i motorrummet på den prøvekørte version havde man lagt 110-hestes udgaven af VW-gruppens 4-cylindrede 1,2 liters TSI motor. Man kan også købe Toledo Style med andre motorer fra 90 til 125 hestekræfter, så denne variant er en slags mellem-model.



Det kan man bl.a. tillade sig, for maskineriet er sprællevende og meget fleksibelt. I princippet er motoren identisk med den, vi har prøvet i flere andre SEAT modeller, men man har ændret konfigurationen, så drejningsmomentet leveres tidligere og derved Toledo’en faktisk blevet 1/10 sekund hurtigere til de magiske 100 km/t end den Toledo, vi prøvede for 2 år siden, også med 110-hestes TSI motor. Det betyder i sig selv minimalt, men er dog udtryk for, at bilernes drivliner til stadighed forbedres. Tallene var tidligere: 175 Nm v. 1550-4100 omdr./min. Nu er maksimum fortsat 175 Nm, men det nås allerede ved 1400 omdr./min og opretholdes til 4000 omdr./min.

 

Kørekomfortabel

Det virker desuden som om, at støddæmper teknologien er blevet fornyet, for pareringen af både små og større ujævnheder er blevet bedre, man kan sige det på den måde, at støddæmpernes frekvensområde er blevet udvidet. Det giver tilsammen en mere komfortabel køreoplevelse, uden at det er gået ud over den sportslige spændstighed, som de lidt større ”FR-fælge” med tilhørende lavprofildæk har bragt med.



SEAT Toledo’s funktionelle egenskaber er uændrede, så det, vi tidligere har beskrevet, gælder fortsat. Og nok så vigtigt: Ikke mindst i kraft af de kolossale pladsforhold, står SEAT Toledo fortsat godt i konkurrencen.

 

Om man vil investere i FR-Line udstyret er langt henad vejen et temperamentsspørgsmål. Men vælger man eksempelvis alene Fuld LED lys, altså uden resten af pakke, er prisen små 15.000 kroner.


 

 

Andre SEAT prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Klassisk elegance i moderne snit >>>


SEAT har skabt en FR-Line udgave af den mellemstore Toledo. Den har ikke så mange hestekræfter som en traditionel "FR" version, men er ret spændende endda. Se selv... Fuld HD.


 


Model:

SEAT Toledo Style 1,2 TSI FR-Line

Listepris:

Kr. 211.890 inkl. FR-Line pakken

Motor og transmission:

4 cyl. 1,2 l TSI turbobenzin. 110 hk. 175 Nm/1400-4000 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,9 sek./ 200 km/t/ 20,4 km/l /107 g/km

Længde:

4,48 m

Bagagerum:

550-1490 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 17” alufælge. Fuld LED. Tågelygter med kurvelys. Sideskørter. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart multifunktions læderrat. Alcantara sportssæder med varme. Klimaanlæg med køl i handskerummet. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. 6,5” skærm. Tonede ruder bag.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt