Den nye Nissan Micra er i den grad forskellig fra
forgængeren, at budskabet står soleklart: Der er
dømt ungdom, hvilket både kan have med køberens
fødselsattest at gøre, men ligeså meget dennes
ungdommeligt sind. De bilkøbere Har Nissan fokus på,
og de bliver tilgodeset ikke mindst gennem et frækt
og positivt design men også gennem moderne og
dynamiske køreegenskaber.
Det vidste vi jo egentlig godt, da vi allerede i
forbindelse med de første internationale
prøvekørsler af den nye minibil mødte den første
gang ude i det virkelige liv. Men det er altid en
anderledes oplevelse, at prøve en bil under hjemlige
forhold i den endelige udgave.
Især 90 hestes versionen er letkørt
Og en af de køremæssige forskelle, der var mere
tydelige, hvis man sammenligner den her prøvekørte
bil med 90-hestes benzinmotor og den tilsvarende
version med 90-hestes diesel, er, at den kompakte
900 ccm 3-cilindrede 90 hestes turbobenzinmotor gør
bilen lettere letter at køre. Forvognen vejer 60 kg
mindre end den gør i udgaven med 90 hestes diesel.
Det skubber tyngdepunktet bagud, og gør ganske
enkelt bilen nemmere at køre.
Det med letheden er vigtigt. For er man ung og
aktiv, skal man ikke bekymre sig om bilens funktion.
Man hopper ind og kører. Det gør man i en Micra. Og
så kan det godt være, at undertegnede stadig er
følsom overfor den lidt uens acceleration med den
lille Renault-skabte motor, som flere gange er
oplevet i f.eks. Renault Clio og Captur.
Men hvis det ikke generer, og det viser en
”rundspørge” at det ikke gør for de fleste, er det
jo egentlig heller ikke et problem. For indrømmet,
når man træder på speederen er motoren hurtigt oppe
i omdrejninger, den trækker bilen godt med, og den
kvikke følelse er en del af motorfornøjelsen
Kvik og agil
Det er dog ikke fartpræstationerne, der skal sælge
den nye Micra. 0-100 km/t er OK, men underlagt
danske hastighedsbegrænsninger er farten mindre
vigtig. Den er kvik og især ret agil ved lav fart og
samtidig er den økonomisk: 22,7 km/l, 16,9 km/l ved
bykørsel (et udmærket tal). Begge dele trækker opad
i vurderingen.
Det gør det også, at den sjovt nok må trække en
større anhænger end dieseludgaven. Godt nok handler
det blot om 30 kg, men det plejer at være omvendt,
at en dieselbil må trække mest.
Automatisk nødbremse osv.
Og så har den hele spektret af sikkerhedsudstyr:
Automatisk nødbremse, der også kan reagere på
fodgængere (vha. en radar gemt bag Nissan emblemet
på fronten), aktiv vognbaneassistent, fartpilot (der
dog ikke er adaptiv), navigation, 2-zone klimaanlæg,
nøglefri betjening, et exceptionelt Bose lydanlæg
bl.a. med højtalere indbygget i nakkestøtterne på
forsædet, bakkamera (hurra for det – udsynet bagud
er beskedent), sædevarme m.m.
Oven i det kommer Fuld LED forlys, som er en
ubeskrivelig sikkerhedsfaktor, især i forbindelse
med automatisk op- og nedblænding.
Men det er forudsat, at man investerer i Tekna
versionen. I skrivende stund er de nye priser efter
de nye afgiftsregler endnu ikke på plads, men de
ændrer næppe på det faktum, at det er Tekna
versionen, man køber. Simpelthen fordi man får så
meget mere for pengene end der følger med i
basisudgaven. Sådan var det hidtil med de hidtidige
afgifter og vi gætter på, at de nye afgifter gør
Tekna versionen endnu mere prisattraktiv (find
selv priserne på Nissans webside hér >>>).
Når design betyder noget
Den prøvekørte bil var foruden Tekna-niveauet
udstyret med indfarvede sæder og instrumentpaneler
til i alt 11.000 kroner, der er godt givet ud, hvis
design betyder noget (og det gør det, hvis man køber
en Micra).
Resten, omkring køretekniske hjælpemidler osv., har
vi indgående beskrevet, da vi mødte bilen første
gang (Nissan Micra First World Test
2017). Her blot fastslå, at på dansk
asfalt reducerer 17” alufælgene ikke
kørselskomforten så meget, som vi oplevede på
anderledes asfalterede veje i Kroatien. Det er et
eksempel på en grund til, at biler også bør
prøvekøres dér, dvs. hér, hvor de færdes til daglig.
|