| 
							Allerede sidste efterår, i september 2016, kunne vi 
							fortælle om den helt nye KIA Rio i forbindelse med 
							verdenspremieren på efterfølgeren til KIA’s på 
							verdensplan mest solgte bil. Nu er vi nået til vores 
							første møde med bilen på landevejen – men husk, også 
							at læse artiklen fra verdenspremieren, på linjerne 
							nedenfor handler det nemlig mest om praktikken (Verdenspremiere 
							på KIA Rio – læs hér >>>).   
							I sagens natur havde vi set frem til mødet på 
							landevejen med den nye bil. KIA er gennem de senere 
							år stormet fra succes til succes, fabrikken er 
							fortsat den eneste, der sælger biler med hele syv 
							års garanti (eller 150.000 km, hvad man nu når 
							først), og med de stadigt skærpede designs er der 
							lagt op til, at den kompakte bil med tigernæsen 
							tager endnu et tigerspring fremad. 
							  
							Topmodellen 
							Hvis vi ser bort fra en lidt støjende adfærd (læs 
							mere herom nedenfor), skuffede bilen da heller ikke. 
							Vi havde valgt top versionen med det såkaldte 
							Advance udstyr (og vender snart tilbage med en test 
							af den mere beskedne Base Plus version) og den nye 
							100-hestes 1-liters benzinmotor. Det er en bil med 
							meget fin harmoni, og da den også er prissat meget 
							attraktivt, er den svær at komme udenom i 
							overvejelserne om ny bil i den kategori. 
							  
							Med sine 4,07 meter i længden ramler KIA Rio præcis 
							ind i det meget konkurrenceprægede B-segment. 
							Markedet byder på masser af tilbud, men ikke alle 
							har taget den beslutning, at levere samtlige 
							versioner med automatisk nødbremse. Det har KIA, det 
							er godt, for erfaringerne har allerede vist at netop 
							den feature har sparet rigtig mange menneskeliv. 
							  
							Nødbremsen ser fodgængerne 
							KIA’s nødbremse kan nemlig også registrere 
							mennesker, og den bremser helt ned til nul, og nej, 
							vi har ikke prøvet den i praksis… Den kombinerer 
							radar
							
							 med 
							kamera, og det eneste, man som bruger skal huske, er 
							at holde forruden ren. Hmm, gælder det ikke altid 
							ved bilkørsel!   
							KIA Rio er på én gang et vellykket design og 
							gennemført snusfornuftig. Masser af gode 
							fralægningspladser, en praktisk kabine og i den 
							velbestykkede Advance version til 175.000 kroner er 
							udstyrslisten alenlang: Aircondition, sædevarme, 
							varme i læderrattet, el-ruder for og bag, bakkamera, 
							Apple CarPlay, Android Auto (når nu de for gjort 
							systemet helt færdigt) via en klar 7” skærm, og 
							meget mere. Men sjovt nok inkluderer udstyret 15” 
							stålfælge og ikke alufælge. 
 
							
							 
 
							Alufælge med superlavprofildæk 
							Det havde man så på den prøvekørte udgave klaret ved 
							at eftermontere, ikke 15” alufælge med 17” alufælge. 
							Dem havde man påsat Goodyear Eagle F1 dæk 
							(205/45-17), så var vejgrebet suverænt, men… 
							  
							Både affjedringskomforten og støjniveauet led 
							derved. Med standarddækkene er køreegenskaberne mere 
							harmoniske, men naturligvis er styre præcisionen 
							lidt ringere og sidevindsfølsomheden en smule 
							større, men tabet i affjedringskomfort og det højere 
							støjniveau modsvarer – efter undertegnedes mening – 
							ikke gevinsten. Men en mulighed er det i hvert fald. 
							  
							Kører glimrende 
							Når det så er sagt kører bilen glimrende (se videoen 
							her på siden). Det er forsat forbavsende, at man har 
							kunnet hæve torsionsbroen i baghjulsophænget, 
							hvorved Rio’en styrer bedre gennem kurverne, 
							samtidig med at bagagerummet kan rumme 325 liter. 
 
							
							 
 
							Det er et kunststykke, og takket være moderne 
							støddæmper teknologi med forfyldte lineære 
							støddæmpere, går det trods alt ikke helt galt, når 
							standarddækkene erstattes med 45 procent super 
							lavprofildæk. Trods alt. 
							  
							1-liters motoren er herlig. Den støjer ikke meget, 
							den yder ikke alene de 100 hestekræfter, når den når 
							op på 4500 omdr./min, den sender også det maksimale 
							drejningsmoment på 171 Nm ud på de trækkende forhjul 
							allerede ved 1500 omdr./min og fastholder momentet 
							helt op til 4000 omdr./min. Derved kan man let, 
							smidigt og ubesværet nå 100 km/t på 10,7 sekunder, 
							hvis man er tilstrækkelig hurtig på 5-trins 
							gearskiftet og nok så imponerende: 24,4 km/l – men 
							den holder så heller ikke i praksis, i hvert fald 
							ikke hvis man benytter bilens kørepotentiale.   
							Det er interessant, at med den lille 3-cylindrede 
							turbomaskine er Rio’en tungere end udgaven med 1,2 
							liters 4-cylindret 84-hestes benzinmotor, men det 
							kan jo nok tilskrives, at turboladeren er sparet 
							væk. Vægtforskellen er dog så lille, at den i 
							praksis betyder meget lidt, også fordi Rio har fået 
							strammet forhjulsaffjedringen op. Bemærk i øvrigt 
							også, at prisspringet fra Advance til den knap så 
							veludrustede Comfort version kun er 15.000 kroner. 
 
							
							 |