Det er måske for meget at sige, at 70 hestekræfter
er en lille forskel, men det er et faktum, at det
ikke var effekten, der ændrede oplevelsen. Snarere
det, den førte med sig. I alle tilfælde var
oplevelsen af den kraftige 280 hestes udgave af den
nye Alfa Romeo Stelvio meget anderledes end af 210
hestes diesel versionen, vi første gang stiftede
bekendtskab med.
Måske skyldes det, at først i den kraftfulde version
har Alfa Romeo taget skridtet fuldt ud og bygget en
Alfa SUV, ikke bare en SUV. Den kraftigere udgave er
strammere og styringen er mere direkte, ikke mindst
givet af større hjul med mindre affjedring i
dæksiderne.
Bredere dæk servicerer firehjulstrækket
Dækkene er oven i købet også 2 cm bredere, det giver
bedre vejgreb og dermed også bedre mulighed for, at
overføre de mange kræfter gennem de fire trækkende
hjul. Og det grundliggende baghjulstræk, som først,
når der er brug for det, suppleres af træk også på
forhjulene, kommer derigennem til sin ret. Man kan
sige det på den måde, at nu kører en Stelvio som en
ægte Alfa Romeo.
Maskineriet har i sagens natur en vis indflydelse på
oplevelsen. Den potente "Turbo Benzina" producerer
ikke bare de 280 hestekræfter, men også et flot
drejningsmoment på op til 400 Nm. Automat gearkassen
klæder resten af drivlinen og harmonerer med såvel
de mange kræfter som det gode vejgreb.
Der findes mange SUVer på markedet og Alfa Romeo var
sent ude med deres, forståeligt nok, for det er ikke
en let opgave at bygge en dynamisk SUV. Stor
frihøjde og højde i det hele taget modarbejder helt
fundamentale elementer bag dynamisk kørsel, som
måske bedst kan beskrives som, at bilen klæber til
vejen og styrer ultra præcist og neutralt, uden
nævneværdig krængning. Køredynamik hænger heller
ikke optimalt sammen med kørekomfort.
Avanceret affjedringsteknik
Men i disse år er der ved at ske en ændring.
Sofistikerede hjulophæng og ikke mindst ny
støddæmper teknologi med flere kamre og minimal
indre friktion udvider støddæmpernes frekvensområde.
Dvs. De håndterer langt bedre forskelligartet
underlag og derfor kan man stramme bilerne op vha.
fx Kraftigere krængningsstabilisatorer og reducere
dækkenes andel i affjedringen, uden at bilen derved
bliver ubehageligt ukomfortabel.
255/45-20 hjul giver et fremragende vejgreb - men
forhjulene hjælper kun med til at komme op i fart,
når baghjulene har brug for assistance.
I Alfa tilfældet er resultatet markant. I
dieseludgaven af Stelvio, som man godt kunne
forestille sig, at fabrikken har defineret som en
komfortabel cruiser, er affjedringen blevet ret
tilgivende og derfor føles bilen ikke så stabil, som
man ellers forventer af en køremaskine fra den
navnkundige italienske bilfabrik med sports dna i
årerne.
Hvad det sidste angår, er den i øvrigt, uanset
version, skabt efter alle kunstens regler. Men det
er klart, at hvis man lægger vægt på køredynamik,
bør man lige så klart overveje den kraftige udgave.
Alting har sin pris
Det er dog ikke omkostningsfrit at geare op. Udover
købsprisen på små 900.000 kroner stiger
brændstofforbruget også en del. På den anden side er
det officielle forbrugstal på 14,3 km pr. liter
benzin ganske pænt, bilens størrelse og højde (1,67
meter) – og frihøjde ikke mindst - taget i
betragtning. Problemet er blot, at begynder man at
køre bilen som en Alfa Romeo, stiger forbruget. Men
det er der jo trods alt heller ikke noget
usædvanligt i.
Standardudstyret i den prøvekørte First Edition
udgave er ret omfattende: Lusso læderkabine, paneler
i ægte ædeltræ, 8 vejs elektrisk indstillelige
forsæder, ratvarme, nøglefri adgang, p-sensorer,
bakkamera, adaptiv cruise control, 8,8” skærm med
navigation, dna køreindstillinger, el-ruder for og
bag, automatisk nødbremse, vognbaneassistent, 2 zone
klimaanlæg – men sjovt nok har man valgt, ikke at
benytte Fuld LED lys frem for Xenon lygter.
Lyskvaliteten er dog fremragende, så det er i sig
selv ikke et problem (og inkluderer da også kurvelys).
Til gengæld skal der betales næsten 50.000 kroner
for den flotte “competizione” perlemorslak, den
prøvekørte bil var pakket ind i. Det er mange penge,
men den er også virkelig flot – og det er vel en
Alfa Romeo. Og så skal vi skynde os at tilføje, at
lakken slet ikke kommer til sin ret på vores fotos.
Den skal ses i virkeligheden.
|