- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Subaru Outback 2,0D Summit

Drømmebilen for aktive mennesker


Af Søren Clauding – juni 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læn dig tilbage i stolen, luk øjnene for en stund og drøm dig ud i den australske ørken. Den såkaldte Outback, som mange steder er helt utilgængelig for mennesker, et sted som få har været så heldige at besøge, et sted som stiller uendeligt store krav, hvis man begiver sig derud, til de maskiner, vi mennesker allierer os med på opgaven. Subaru har en model, de kalder Outback. Hvorfor er den bil også intressant på vore breddegrader?

 

Åben så øjnene igen og tænk videre: Kravene i Dannevang og omegn er anderledes end den australske Outback – de behøver næppe nogen nærmere beskrivelse. Men det unikke ved Subaru Outback er, at den er alt omfavnende, den klarer det hele. Det er der vel mange biler, der gør. Svar: Nej, faktisk ikke særlig mange. Læs gerne videre…

 

Stor og stærk

Subaru Outback er en stor stationcar. Den måler 4,82 meter i længden og er temmelig rummelig. 559 liter bagageplads kan øges til tæt på 1,9 kubikmeter, når bagsæderne lægges ned. Den må trække en anhænger på 1800 kg. Og den har en frihøjde på 20 cm – det er tæt på det, man finder hos en off-roader.

 

Trods den store frihøjde måler bilen kun 1,61 meter i højden, for den er skabt som en stationcar. Det har den fordel, at den i princippet kører som en almindelig lav stationcar, der typisk er 10 cm lavere. Hemmeligheden er det lave tyngdepunkt, som kun kan opnås, fordi der i motorrummet er anbragt en boksermotor. Sådan en er flad, den er monteret langt nede og bilens naturlige krængende tendenser reduceres, så de er på niveau med det lavere alternativ. Og det er opnået helt uden stramme fjedre og kraftige vridningsstabilisatorer.



Unikke løsninger

Boksermotorer er der stort set ingen af konkurrenterne, der kan levere. Og det sidste er der ingen der gør: Ingen har kopieret Subarus permanente symmetriske firehjulstræk. Og gearkassen er også ret speciel: Der er tale om et såkaldt Lineartronic automatgear, et trinløst automatgear af CVT typen, der dog kan skifte i syv trin, hvis man ønsker det. Man kan aktivere det ved hjælp af den normale gearvælger eller man kan simpelthen blot træde speederen i bund – så sker det helt af sig selv.

 

Hvorfor har ingen skabt en bil som Subaru Outback? Svaret er bl.a.: Den samlede pakke af målrettet optimeret teknik er kostbar. Men dog ikke mere kostbar end at en Outback kan købes herhjemme for 520.000 kroner. Den prøvekørte version med dieselmotor og topudstyr koster så 645.000 kroner og der er ikke mange valgmuligheder.

 

Enestående kvalitet

Hvis man vil have manuelt gear rystes der på hovedet: Desværre nej. Vil man have en kraftigere eller svagere motor: Samme svar. Vil man spare på brændstoffet er der kun én mulighed: Træd mindre hårdt på speederen. Hvorfor er det sådan? Fordi den samlede pakke er skabt til perfektion, fordi alt er så gennemprøvet, at den kan klare strabadserne i den australske ørken uden at bryde sammen. Subaru er topscorer i alle internationale kvalitetstest. Og fordi det forretningsmæssigt går ganske udmærket for Subaru uden at bruge krudt på alternative løsninger.

 

Faktisk producerer og sælger Subaru omkring en million biler årligt. Næsten halvdelen af dem købes af amerikanere, en stor del købes af australiere, men da den australske befolkning er næsten 10 gange mindre den amerikanske er der naturlige begrænsninger. Resten spredes rundt om i verden og et stadig stigende antal lander i Danmark, for danskerne har også indset, at der er muligheder i den bil.

 

Sublime køreegenskaber

Det handler om sublim kraftoverførsel gennem de fire trækkende hjul med drivaksler, der er lige lange i hver side, som tilbyder ”Vehicle Dynamics Control”, der i en uendelighed kalkulerer, hvad bilen nu skal håndtere af kørselsforhold og hvordan den køres. På plan asfalt er den ultra stabil under alle kørselsforhold, det bliver naturligvis mere udpræget i fugtigt og fedtet føre. Og når man begiver sig ud i terrænet gør det samme sig gældende.

 

På den plane asfalt har man glæde af den komfortable affjedring, der udspringer af den større fjedervanding uden brug af krængningsstabilisatorer, i terrænet og på grusveje sikrer den tilgivende affjedring konstant berøring med underlaget og fremkommeligheden håndteres fremragende af firehjulstrækket og dets aktive centerdifferentiale, alt imens frihøjden nedsætter chancen for at blive hængende på toppen af et hjulspor.

 

Subaru World

De elektroniske hjælpemidler optimerer uden ophold kræfterne og deres fordeling mellem de fire trækkende hjul og gør det forbavsende let at ramme brændstof forbrugstallet på 16,4 km/l. Men her rammer vi måske også en af grundene til, at ikke alle kaster sig over en Subaru Outback. Forbrugstallet er OK for en firehjulstrukken bil med automatgear og 150 hestekræfter, men hvis man ikke lige føler, at det er det, man har brug for… ja, men der ER ingen alternativer i Subaru World, for benzin-varianten er naturligt ikke mere brændstoføkonomisk.

 

Subaru Outback har fået et facelift for nylig. Det er mest kosmetik og det er mest i småtingsafdelingen, der er kommet lidt mere elektronisk udstyr til. Men visuelt er en Outback ikke verdens mest fancy bil. Det er måske en anden årsag til, at man ikke bare kopierer Subaru, når man skaber biler. For den tekniske konstruktion stille mange krav til designet og det hænger måske ikke sammen med enhver bildesigners drøm.

 

Mulighed på mulighed…

Men den, der drømmer om at kunne noget mere med sin bil end blot at køre fra A til B, og det kan være alt lige fra at køre til ridestævner med anhænger, tage en tur op ad de norske bjergveje med campingvognen eller blot være sikker på, at kunne pløje igennem sneen, når den engang imellem rammer Dannevang. Et sådan menneske behøver ikke at drømme, hvis økonomien er til det, for Subaru findes jo. Måske skal han – eller hun – så drømme om et smartere design. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, heller ikke i Subaru-land. Skal de det, har man måske nok brug for lidt drømmerier.

 

…og glem så ikke, at læse vores artikler fra den første prøvekørsel af Subaru Outback sidste år (læs den første test af Subaru Outback hér >>>, og mere om Subaru og Outback hér >>>). Det var godt nok inden ansigtsløftningen, men hér får man svar på mange af de spørgsmål, man i denne artikel har måttet drømme sig til. Og kik også på udstyrslisten i fakta-boksen her på siden – den er ret omfattende, for nu at sige det mildt.


 

Bagklappen åbnes elektrisk - men er lidt langsom.


Trods et bageste differentiale er der ekstra plads under bagagerumsbunden, som forbliver oppe, når man hægter den fast foroven. Enkelt og virkningsfuldt.

Andre Subaru prøvekørsler - find dem hér >>>


Klik på billedet og se hvordan Subaru EyeSight bl.a. fungerer.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Subaru Outback 2,0D Summit

Listepris:

Kr. 654.800

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr. Boxer-turbodiesel. 150 hk. 350 Nm/1600-2800 omdr./min. CVT automatgear. Permanent 4X4.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,9 sek./ 192 km/t/ 16,4 km/l /1159 g/km

Længde:

4,82 m

Frihøjde

20 cm

Bagagerum:

559-1848 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. VDC. Hill Descent Control. Active Torque Vectoring. 18” alufælge. LED nærlys. Nøglefri adgang og start. El-soltag. El-bagklap. EyeSight. 7 airbags. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Lædersæder. El-justerbare forsæder.  Sædevarme for og bag. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Regnsensor. Isofix. Navigation 7” berøringsskærm med bakkamera. Vognbaneassistent. Blind Spot Monitoring. Tagræling.


Link til importøren


LED nærlys er standard.

 

18" fælge og en frihøjde på 20 cm.

 

CVT-automatgearet kan også skiftes i 7 trin.

 

Bagsædepladsen er fremragende.

 

Lægges bagsæderyglænene ned bliver den udvidede bagagerumsbund helt flad.

 

Bagagerummet er stort og regulært.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt